Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 32
Social arv; Gode institutioner skaber lighed
Økonomisk sikkerhed i familien og kvalitet i daginstitutioner er blandt de vigtigste våben i kampen mod negativ social arv. Det mener sociolog Gøsta Esping-Andersen
Af: Trine Vinther Larsen
Der var store forventninger til den internationalt anerkendte sociolog Gøsta Esping-Andersen, da han forrige fredag talte om kvalitet i daginstitutioner og social arv på en BUPL-konference på Christiansborg. Den danske sociolog advarede selv om, at oplægget ville blive tørt og kedeligt, som han sagde. Det udsagn dækkede dog over samme ydmyghed, hvormed guruen - efter at have fastholdt sit publikums opmærksomhed i en time - næsten ubemærket listede af sted med sin gule plasticpose.
"Jeg tager lige mine ting med, for så kan jeg bare forsvinde," sagde han til Børn&Unge, som nåede at fange ham til et interview på vejen ud.
På en solbeskinnet trappe uden for Folketinget, uddyber Gøsta Esping-Andersen sine vidtspændende tanker om daginstitutionens rolle i samfundet. En rolle, der især i de skandinaviske lande har udviklet sig fra at være et nødvendigt onde, forårsaget af mors udearbejde, til at være et uundværligt gode, som ikke bare er med til at udvikle det enkelte barn, men også samfundet som helhed.
"Den skandinaviske model er en inklusionsmodel, der siden 60'erne og 70'erne er båret frem af tanken om at skabe lige chancer for alle børn uanset hvilken social baggrund, de kommer fra," siger Gøsta Esping-Andersen.
Han er så begejstret for de skandinaviske daginstitutioner, at han netop har foreslået den spanske regering at indføre en daginstitutionsmodel, som ligner den danske.
"Jeg har simpelt hen givet dem en kopi af den danske lov, og jeg fik dem med på finansieringsdelen - altså, at en tredjedel af betalingen til en daginstitutionsplads er forældrebetaling og resten betales af kommune og stat. Og børn fra lavindkomstfamilier går gratis," siger sociologen, der foruden at tale på konferencer og rådgive regeringer eller internationale organisationer, som OECD og FN, også er professor ved Universitat Pompau Fabre i Barcelona, hvor han bor med sin familie.

Mere end mor. Gøsta Esping-Andersens to små børn hører til de kun otte procent børn i Spanien, som går i vuggestue. Nutidens spanske kvinder i den fødedygtige alder ønsker sig, ifølge professoren, en karriere, men begge forældre skal arbejde meget og længe for at kunne betale de 10.000 euro, en daginstitutionsplads i Spanien koster om året per barn (ca. 6.250 danske kr. per måned). Derfor er det mest almindelige hidtil, at bedstemor eller mor passer børnene.
"Det er problematisk i forhold til social arv problematikken, fordi børnene vil reproducere de ældre generationers sociale mønstre. For eksempel er der ofte et meget stort skel mellem bedstemors uddannelsesniveau og de kompetencer, der i dag kræves af børnene i skolen og senere på arbejdsmarkedet," siger Gøsta Esping-Andersen.
For sociologen bevidner en dækningsgrad i Danmark på cirka 95 procent af de tre til femårige børn, at danske daginstitutioner er en succes og mere end bare det bedste alternativ til en hjemmegående mor.
"De pædagogiske tilbud har fået værdi i sig selv, ikke mindst med hensyn til integration, udvikling af børns kompetencer, nedbringelse af ungdomskriminalitet og nedbrydning af negativ social arv," fastslår Gøsta Esping-Andersen, før han tilføjer: "Men forskningen viser, at det dog kun gælder, hvis daginstitutionen er af høj kvalitet. Hvis ikke det er kvalitetsinstitutioner, er det meget, meget elendigt, at sende børn i pasningstilbud," siger han og henviser til situationen i lande som USA, England og Italien, hvor der findes færre institutioner af samme høje kvalitet som de danske. I Italien bruger man ligesom i Spanien hellere bedstemor, end en pasningsordning. Og i USA anbringes 20-35 procent af børnene i dårlige tilbud hos damen nede på hjørnet, og 15 procent parkeres hjemme foran tv'et med popcorn og videofilm. Gøsta Esping-Andersen mener, at der er en sammenhæng mellem dårlig pasning og ulighed i samfundet.
"Ulighed i befolkningen hænger i disse lande meget sammen med, hvor ulige børnene fødes. Der er ikke stor forskel på eliten i for eksempel USA, England eller Danmark, men fordi den skandinaviske inklusionsmodel sikrer børnene lige livsvilkår og udviklingsbetingelser, får skandinaviske lande en meget mindre bundbefolkning, end mange andre lande. Derfor tror vi, at social arv ligger bag ulighederne i samfundet," siger han.

Kvalitet koster. Sociale udviklingsprogrammer, som Headstart i USA og Surestart i England, har vist, at ved at satse på kvalitetsinstitutioner til fattige børn, kan man bekæmpe den negative sociale arv og sikre, at de klarer sig godt i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Derfor er kvalitet det måske vigtigste argument for at skabe og bevare højkvalitets daginstitutioner, mener Gøsta Esping-Andersen. I den forbindelse har han en god og en dårlig nyhed til de danske daginstitutioner, som trods deres succes ikke skal hvile for tungt på laurbærrene. Den gode nyhed er, at fattigdom let kan udryddes.
"Nationaløkonomisk set vil det kun koste 0,02 procent af bruttonationalproduktet at udrydde fattigdom i Danmark. Det vil i en privatøkonomi svare til, at man går ud og køber sig en ekstra kop kaffe. Så billigt er det," siger Gøsta Esping-Andersen.
Dog er der flere årsager til negativ social arv, som også må afvæbnes. Våbnet mod negativ social arv må bestå i en kvalitetspakke med tre elementer, mener sociologen.
"Forældrene skal have økonomisk sikkerhed. Mor eller far skal have mulighed for børnepasningsorlov i barnets første leveår, fordi barnet her har brug for megen kærlighed til at udvikle vigtige, kognitive evner. Og så skal børneinstitutionerne være af høj kvalitet," siger han og kommer til den dårlige nyhed.
"Den dårlige nyhed er, at kvalitet i daginstitutioner er dyrt," siger Gøsta Esping-Andersen.
Han betvivler dog ikke, at det kan betale sig for den danske stat at bruge hver en krone, der måtte være nødvendig for at bevare landets højkvalitets børnehaver - om nødvendigt på bekostning af folkeskolen.
"Forskningen viser, at vi ikke ændrer ret meget på uligheder mellem børnene ved at pumpe penge ind i skolesystemet. De uligheder kom nemlig længe før barnets første skoledag, og derfor skal man også investere i børnene før syvårsalderen. Skolesystemet reproducerer de uligheder, som er dannet langt tidligere, og derfor sakker de børn, som starter i skolen med mindre kompetencer og mindre motivation, bare bagud fra det ene skoleår til det andet," siger Gøsta Esping-Andersen.