Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 06
Børneinterview - Vi skal forstå, hvad børnene forstår
Det er ikke nok at forstå, hvad børn siger og gør. Man skal også forstå, hvad børnene forstår. Det mener pædagogisk konsulent. Forsker advarer imod misbrug af børneinterview
Af: Nina Møller
Ethvert menneske har nogle intentioner med sin adfærd, mener Erik Hønge, som er pædagogisk konsulent i Århus Kommune. Og ofte tolker voksne det, børn gør, ud fra deres eget perspektiv. Men der ligger måske nogle helt andre intentioner bag børnenes adfærd, end det umiddelbart ser ud til. I stedet for blot at tolke, mener Erik Hønge, at man skal spørge børnene.
»Når vi spørger børnene, begynder vi at forstå dem på en ny måde. Vi tvinges til at anlægge et børneperspektiv og lægge vores egne tolkninger lidt til side - så meget som vi magter og kan,« siger Erik Hønge.
Han har arbejdet med børneinterview og børneperspektiv i 15 år og har været primus motor i at udvikle det at interviewe børn efter en metode, som er i tråd med børneforskerne Pernille Hviids og Jan Kampmanns arbejde. Erik Hønge forklarer, hvorfor man ikke kan opnå den samme forståelse gennem hverdagens kommunikation.
»Det er ikke nok med de ordvekslinger, der finder sted i hverdagen. Det skal være den dybere samtale, som typisk varer mellem en halv time og tre kvarter. Så begynder der at åbne sig nogle nye sammenhænge og ny erkendelse. Både hos den voksne og hos barnet.«
Et andet udbytte af interviewene er den terapeutiske effekt:
»Man skaber en psykologisk vigtig situation for barnet, idet det møder en voksen, som er interesseret i, hvem barnet er, og hvad det føler. Det fremmer barnets selvværdsfølelse. Min erfaring er, at der nærmest skabes en terapeutisk situation, og dermed bliver selve samtalen ikke bare en kilde til informationer, men den har et formål i sig selv.«
Det kræver ihærdigt arbejde at blive i stand til at lave et godt interview med børn, fordi de sprogligt udtrykker sig begrænset, siger Erik Hønge:
»Nogle af de mindre børn kan ikke sætte ord på alt. Men de kan sætte ord på langt mere, end vi umiddelbart har en forestilling om. Vi mennesker har et ekspressivt sprog - det, vi udtrykker - og et impressivt sprog - det, vi forstår. Børn har et langt større impressivt end ekspressivt sprog. Men ved at udfordre dem, støtter vi dem i at udvikle deres sproglige udtryksevne.«
Erik Hønge advarer dog imod et voksenperspektiv forklædt som børneperspektiv:
»Problemet opstår, hvis man lader enkelte børns udsagn være repræsentative for alle børns udsagn. Hvis man vælger enkelte børns perler ud og
lader dem være repræsentative, så
bruger de voksne bare børnene til at promovere egne synspunkter. De
taler så at sige gennem børnene. På Strandskolen gjorde vi det, at vi udviklede en metode, som gør det muligt at sammenfatte, hvad alle børnene mener på baggrund af børnenes individuelle svar.«

Børnelokkere. Børneforsker Carsten Ringsmose, som er aktuel med sin nye bog "Det naive barnesyns fallit", mener, at børneinterview skal bruges med varsomhed. I sin bog kritiserer han interviewmetoder, som manipulerer børnene til at svare i en bestemt retning eller konkluderer efter forgodt-befindende. Problemet opstår, i følge Carsten Ringsmose, når spørgeren ønsker at opnå en bestemt konklusion.
»Så bliver den voksne en slags børnelokker, som får drejet barnets svar over i en retning, som man selv ønsker, de skal tage, eller sorterer nogle af de svar fra, som ikke passer ind i interviewerens kram,« siger Carsten Ringsmose.
»Det er dybt problematisk at interviewe børn. Det er for eksempel yderst tvivlsomt, om socialarbejdere eller politifolk kan få sandheden ud af børn i en pædofilisag. For i sådan en sammenhæng sidder de overfor en voksen, som også har stærke følelser knyttet til det. Der er lavet forskning i USA, hvor man spurgte nogle børn, om de havde haft fingrene i en musefælde. Vel at mærke børn, som ikke på nogen måde kunne have haft fingrene i nogen musefælde. Alligevel gik der ikke lang tid, før børnene sad og fortalte vidt og bredt om deres trængsler med musefælden, for de kunne mærke, at det var det, de skulle,« fortæller Carsten Ringsmose. Han mener dog, at man kan få noget ud af at interviewe børn, hvis man er varsom:
»Når det handler om to SFO'er i Århus, som spørger børnene ud, kan man få en stor sum af værdifulde informationer. For når man spørger børnene om, hvordan de har det, hvad de er glade for eller bange for, er der ingen grund til, at man skulle forvrænge børnenes svar. Hvis vi skal drive en SFO, er vi sgu da nødt til at spørge børnene Jeg glæder mig over, at nogle SFO'er - på trods af, at jeg ved, hvor travlt de har - gør noget for at sætte sig ind i, hvad børnene har brug for.«

Det er godt at få det sagt
"Hvordan er det at blive interviewet?" Det har vi spurgt Anneline og Cecilie om. Anneline Nyholm Knudsen og Cecilie Velsø Mæng er begge ni år og går i Springvandet i Risskov Skoles SFO.
Hvordan er det at blive interviewet?
Anneline:
»Nogle gange er det lidt irriterende, hvis nu de voksne spørger "hvem er sødest?" eller "hvem leger du mest med?" For eksempel mig og Cecilie leger meget sammen.
»Hvad synes du om
spørgsmålene?«
»Nogle af spørgsmålene er gode, for eksempel om der er flest ting at lege med for drenge.
Hvis man er sur på nogen, er det ok at blive spurgt om det, hvis man kan have det hemmeligt med en voksen.«
Cecilie:
»Jeg synes, det er godt at blive interviewet, fordi man viser, hvad man kan lide, viser sine følelser, så de voksne ved, hvis der er et eller andet galt. Hvis andre driller, så ved de voksne det. Hvis der er noget, man har holdt inde i sig selv i lang tid, så er det godt at få det ud.«
Anneline:
»Ja, man har tænkt "åh, nej, hvem skal man sige det til ..."«