Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Spil sætter nye idéer på frokostbordet
Flere institutioner i Kolding Kommune har indført nye retningslinjer for mad og måltider, efter at pædagogerne har prøvet et dialogisk spil, der fokuserer på medarbejdernes egne idéer.
Af: Mikkel Prytz
Det ville vi
Kolding Kommune ønskede med projektet ’Vores måltid’ at sætte spot på værdien af de daglige måltider i det pædagogiske arbejde. Samtidig ville kommunen gerne indarbejde måltiderne som en del af institutionernes læreplaner og/eller mad- og måltidspolitikker. Langt de fleste af kommunens institutioner har en kostpolitik med retningslinjer og anbefalinger for børnenes mad. Det er dog de færreste institutioner, der har retningslinjer for måltiderne eller har indskrevet mad og måltider som en del af læreplanerne. Derfor udviklede kommunen et dialogisk værktøj udformet som et spil.

Sådan gjorde vi
Først diskuterede spillerne nogle vigtige værdier for måltidet ud fra et sæt værdikort, eksempelvis fællesskab, læring, ro eller madglæde. På tværs af personalegrupper fandt deltagerne frem til de tre vigtigste værdier. Dernæst diskuterede deltagerne konkrete spørgsmål ud fra et sæt dialogkort. Her opstod der idéer til indsatser før, under, efter eller uden om måltidet, som deltagerne satte fast på spilledugen med farvede sedler. Sidste skridt i spillet var at udvælge de bedste idéer, som så skulle skrives til en konkret handleplan, der kunne fremlægges for resten af personalegruppen.

Det lærte vi
Når pædagogerne selv er med til at finde på nye initiativer ud fra deres egne idéer og oplevelser, får de et solidt ejerskab til handleplanerne. De deltagende institutioner har hver især indført konkrete tiltag, der har forbedret mad og måltider. Eksempelvis har en børnehave anlagt en urtehave og får derigennem lært børnene om råvarer, årstider og dyrkning. En vuggestue har indkøbt små vandkander og øseskeer, så børnene bliver mere selvhjulpne ved frokostbordet. Og i en tredje institution er børnene nu blevet inddraget i madlavningen, ved at de er med til at skære frugt ud om eftermiddagen.

Vores råd til andre
● Se måltidet som en værdifuld pædagogisk aktivitet.
● Find ud af, hvilke værdier der er vigtigst i forhold til jeres måltider.
● Dan arbejdsgrupper på tværs af stuer, køkken­personale og bestyrelse.

Om projektet
Kolding Kommune gik i efteråret 2014 i gang med at udvikle et værktøj, der skulle sætte fokus på måltidet som pædagogisk aktivitet i kommunens daginstitutioner. En del af forarbejdet var observationer og interview i fem af kommunens daginstitutioner. Resultatet blev det dialogiske spil ’Vores måltid’. I efteråret 2015 arbejdede personalegrupperne i fire institutioner med dialogværktøjet, som nu skal bredes ud til andre institutioner i kommunen. Du kan læse mere om projektet på www.kolding.dk/vores_maaltid, hvor selve spillet også kan downloades.