Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 07
Spiderwoman og dukke wars
Pædagogerne og forskerne er uenige om, hvad der skaber køns­identitet, og hvad der skal til for at undgå fastlåste kønsroller hos børn. Nogle er begestrede for kønsopdelte ­aktiviteter, mens andre er imod.
Af: Marie Bille
Drenge er gode til at klatre i træer og spille fodbold. Piger er gode til at klippe-klistre og styre slagets gang, når de leger far, mor og børn. Mennesker, der arbejder med børn, kan alle nikke genkendende til, at der er forskel på drenges og pigers adfærd.
Men der er stor forskel og uenighed, når det kommer til, hvordan man skal håndtere forskellene mellem drenge og piger i den pædagogiske praksis. Det viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), et selvstændigt statsligt evalueringsinstitut, der har samlet dansk og international forskning på området.
Rapporten viser, at der findes to fronter i debatten. Den ene er den 'biologiserende' tilgang, som lægger vægt på at respek­tere kønsforskelle og lade pæda­gogikken tage udgangspunkt i forskellene mellem drenge og piger. Over for den står en 'sociokulturel' tilgang, der fremhæver, at hvis institutioner tager afsæt i drenges og pigers forskellige behov, kan det fastlåse børn i bestemte roller, som langtfra alle piger og drenge har det godt med.
Forskere er generelt enige om, at der er behov for, at pædagoger er opmærksomme på køn, for statistikkerne taler deres tydelige sprog. Der er langt flere drenge end piger i specialpædagogikken, og i valg af uddannelse har kønnet stadigvæk stor betydning. Drenge vælger teknik og naturvidenskab, og piger vælger sundhed, omsorg og humaniora.
Den klare opdeling i uddannelsessystemet er fortsat stabil, og den fører til et kønsopdelt arbejdsmarked, som betyder ulighed mellem mænds og kvinders løn, pension og barsel.

Pædagogikken er et godt sted at starte, hvis man skal sikre drenge og piger de bedste betingelser for at udvikle sig, men hvad skal der til?
Det, som skiller vandene, er spørgsmålet om, hvad køn egentlig er, fremgår det af rapporten, som formu­lerer konflikten sådan her:
'Er køn primært en grundlæggende og afgørende biologisk forskel på børn, som den pædagogiske praksis bør tage udgangspunkt i? Eller er kønsforskelle primært et sociokulturelt resul­tat af en bestemt opdragelsesmæssig og pædagogisk praksis med et bestemt syn på børn?"

Ikke bare biologi. En debattør, der ofte bliver fremhævet som repræsentant for den biologiske forklaring, er Ann-Elisabeth Knudsen, der er cand. mag. og lektor i dansk og psykologi. Hun har arbejdet med forskning i hjernens udvikling og funktion i forbindelse med pædagogik og læring hos børn. I 2002 udgav hun bogen 'Pæne piger og dumme drenge - Hvorfor er der ingen børn, der opfører sig, som de har hjerne til?'
Bogen handler om, at der er forskel på hjernens udvikling og modning hos drenge og piger, og at det har en betydning for deres indlæring. Men fordi hjernen udvikler sig alt efter, hvordan den bliver påvirket, har det lige så stor betyd­ning, hvilke kønsforventninger børenene mødes med fra pædagoger, lærere og forældre. I bogen argumenterer Ann-Elisabeth Knudsen for, at vores viden om hjerner kan bruges til at planlægge en kompenserende pædagogik til gavn for børn med indlæringsvanskeligheder.
Siden har hun været en populær foredragsholder på skoler og institutioner.
Da Børn&Unge ringer til hende, er hun ikke helt tilfreds med den rolle, hun har fået tildelt som repræsentant for den biologiske vinkel.
"Jeg gider ikke længere bruges i en artikel, hvor jeg er hende, der skal stå for det der med hjerner, mens andre skal stå for alt det omkring den sociale konstruktion og udvikling, for det er ikke det, jeg laver," siger hun i telefonen fra Aarhus.

Hjernen kan påvirkes. Når fronterne trækkes op på den måde, kan det ­virke begrænsende for debatten, for egentlig er det to sider af ­samme sag, mener Ann-Elisabeth Knudsen.
"Køn er en social konstruktion bygget oven på noget neuralt," siger hun og uddyber:
"Hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til. Det neu­rale er et fundament. Selvfølgelig kan man sige, at intelligens er ­arveligt betinget, men hvad barnet får ud af sin intelligens afhænger af de hænder, det kommer ud i. Hvad der er af forventninger, ­motivation og engagement til barnet."
Det er her, pædagogikken kommer ind i billedet, for problemet er, at drenge ofte ikke får den hjælp, de har brug for, og at piger ikke får det optimale ud af deres potentiale, fordi de ikke får den nødvendige autonomi og selvværdsfølelse. På vejen gennem familie, daginstitutioner og skoler er der nemlig vidt forskellige forventninger til de to køn, og det har stor betydning for, hvor forskellige drenge og piger bliver.
"Piger får tidligere indlevelse, indføling og empati. Det betyder ikke, at drenge ikke får det, det gør de senere, hvis det bliver trænet.

Drenge kunne få mindst ligeså meget indfølelse som piger, hvis de levede i et samfund, der forventede det af dem. Men det er jo ikke virkeligheden inde i en børnehaveklasse," siger Ann-Elisabeth Knudsen.
At drenge og piger bliver behandlet for­skelligt af de professionelle voksne, var da også resultatet af en undersøgelse, som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, lavede på opfordring fra ligestillingsministeren i efteråret 2007 og foråret 2008. Rapporten 'Flere end to slags børn - en rapport om køn og ­ligestilling i børnehaven' byggede på obser­vationer af den pædagogiske praksis i tre børnehaver
i Danmark. Den viste, at stereotype forestillinger om de to køn spiller en betydelig rolle i børns og voksnes dagligdag i danske daginstitutioner. Lige fra farvelægning af aktivitetsrum til børns leg.
Rapporten opfordrede til, at pædagoger bliver mere opmærksomme på, at der er flere måder at være dreng og pige på, sådan at børnene ­bliver støttet og opmuntret, når de gør noget, der ikke umiddelbart passer til deres køn. Det kan være, når pigerne leger vildt, eller når drengene trøster.
Ann-Elisabeth Knudsen mener ikke, at pæda­gogik fuldstændig kan udligne forskellene ­mellem drenge og piger, "Man kan ikke udligne testosteron med pædagogik, men man kan udligne nogle af de vanskeligheder, drenge har, ved at have fokus på det pædagogisk," siger hun.

Kønsopdeling som værktøj. Ann-­Elisabeth Knudsen er fortaler for, at pædagoger og lærere bruger kønsopdeling i intervaller som et ud af flere værktøjer i den pædagogiske praksis. Opdelingen betyder ikke, at de traditionelle kønsroller skal have lov til at udfolde sig frit.
"Det skal ikke ske for at give pigerne fred i dukkeværkstedet, eller for at drengene skal ud at lege jægersoldater. Det er der ingen pointe i, for så bruger man jo ikke kønsopdeling til noget. Drengene leger jo jæger­soldater, når de har brug for det. Det er jo ikke dem alle, der gør det, men hvis de gør, så skal de nok finde ud af det. Pigerne skal også nok finde dukkekrogen, hvis de vil," siger hun.
Idéen er derimod at bruge kønsopdelingen til at arbejde med det, som henholdsvis piger og drenge har svært ved.
Der findes ingen tal på, hvor udbredt kønsopdeling er i danske daginstitutioner, i hvert fald ikke nogle, som EVA er støt på. EVA overvejer nu selv at sætte en undersøgelse i gang, oplyser direktør Agi Csonka i en mail til Børn&Unge.

Drenge trøster, piger tør. En af de institutioner, der først tog kønsopdeling op som metode, er børnehaven Triton i Horsens. Institutionen har været kønsopdelt, siden den åbnede i 1999, og pædagog Dorte Rosenlund har været med fra starten.
"Visionen var, at børnene skulle lære at hvile mere i deres eget køn. Drengene skulle lidt mere i kontakt med deres feminine sider og pigerne med deres maskuline sider", fortæller hun.
Institutionen arbejder med anerkendende pædagogik som så mange andre og ikke ud fra en særlig kønspædagogik. Men pædagogerne bruger deres erfaringer til at arbejde bevidst med at udvikle de sider hos børnene, som ikke altid ligger lige for.
Opdelingen betyder, at børnene lærer at udfylde de roller, som det modsatte køn ellers ville udfylde, forklarer Dorte Rosenlund,
"Hvis en af de små drenge falder, når børnene er opdelt, så kommer en af de store med det samme for at trøste eller kalder på en af os. Det ved vi af erfaring, at der ikke vil være, hvis der er nogle piger i nærheden. Så vil de bare tænke, at det tager pigerne sig nok af," siger hun.
Det samme gælder for pigerne, der tør kaste sig ud i mere fysiske udfordringer, når de ikke er sammen med drengene.
"I en almindelig børnehave vil man måske i mange situationer tænke, at sådan er piger bare. Men det er det, vi arbejder bevidst med at prøve at bryde, så pigerne tør kravle op på nogle høje bjerge og trille ned og få mudder på sig. De er måske ikke de hurtigste, men var drengene med, er det ikke sikkert, de ville kravle op på det bjerg i skoven. Når de kun er blandt deres eget køn, så tør de godt," siger hun.
Institutionen har to indgange, en til piger og en til drenge. Når børnene kommer om morgenen, går de to køn ind i hver deres afdeling, der er indrettet helt forskelligt. Drengene har et stort puderum, hvor der er boksepuder, klatrevægge og masser af bolde. Der må man gerne slås, svinge sig i ribberne og være vild. Pigernes stue er indrettet med en scene, et slot og tøj til at klæde sig ud.
Pædagogerne har ikke valgt at bytte om, ­sådan at pigerne har det, som drenge traditionelt leger med og omvendt. Idéen med pæda­gogikken er da heller ikke at bryde med kate­gorierne dreng og pige, men at tage udgangspunkt i de forskeligheder, der er.
"Vi er helt klart bevidste om, at de er piger, og de er lyserøde, og det skal de have lov til at være. Men man kan sagtens hoppe i en flyverdragt og kravle op ad et højt bjerg og blive lidt beskidt, selvom man er lyserød indenunder. Man kan godt noget mere end sit eget køn, og det vil vi gerne give dem. Fordi man er dreng, så kan man godt fortælle, at man er ked af det, og man kan godt vise omsorg for andre. Vi vil gerne lære dem de ting, som ikke ligger lige til højre­benet," siger hun.

Køn på tværs. Det er ikke alle drenge, der er vilde, og heller ikke alle piger, der ikke tør klatre i træer. Men det kan være konfliktfyldt for de børn, der ikke passer til de forventninger, som omverdenen har til dem i kraft af deres køn. Det har Camilla Bolvig Svendsen, cand.pæd. i pædagogisk psykologi, undersøgt nærmere i sin specialeafhandling 'Drengepiger', som blev bedømt i december sidste år.
Specialet bygger på kvalitative interview med fem kvinder, der alle identificerede sig som drengepiger i barndommen.
"Flere af dem snakker om, at de allerede som børn har kunnet mærke en stærk forventning fra omverdenen om, at de skulle opføre sig som det køn, de nu engang var født med," siger
Camilla Bolvig Svendsen. Interviewpersonerne fortæller, at de har haft en oplevelse af, at man som drengepige ikke bliver respekteret, som den man er. Da de var børn prøvede omgivelserne hele tiden at rette dem ind, så de passede til det køn, de er født med og den krop de har. I specialet fortæller Trine om en af sine oplevelser fra barndommen:
Jamen da man begyndte at få bryster. (...) Åh, mareridt! Svømmetimerne. Og så kom de jo og sagde: 'Trine, du kan ikke blive ved med at svømme i badebukser. Det er for sent nu'. Det var forfærdeligt. Jeg kom hjem og græd og græd og græd. Og min mor måtte tage med mig til svømning i flere uger, fordi jeg var så bange for at blive drillet, fordi nu skulle jeg svømme med badedragt. Det var helt forkert. Og så, da jeg ville gå til fodbold med mine venner, så fik jeg jo også et nej. Der måtte kun være drenge på holdet. Det var også forfærdeligt. Men det værste det var selvfølgelig de der bryster.
Fortællingen er et eksempel på en af de konflikter, drengepigerne oplever.
"Den sociale norm uderstøtter ikke en identitet som drengepige, og det er, når de kommer i puberteten, konflikterne fylder mest," siger Camilla Bolvig Svendsen.

Noget man gør. Camilla Bolvig Svendsen arbejder med en teoretisk tilgang til køn, der skelner mellem det biologiske og det sociale køn. Det biologiske køn er den videnskabelige del - det man ikke kan pille ved. Det sociale køn er mere fleksibelt. Man behøver for eksempel ikke at have et socialt køn som kvinde, fordi det biologiske køn er kvinde. Man skaber sin kønsidentitet i et samspil mellem individet og de kulturelle identiteter, som samfundet tilbyder.
Hun taler ikke om køn, som noget man er, men som noget man gør. Når vi opfører os som kvinde eller som mand, ser andre os som kvinde eller mand, og vi får en følelse af at høre til i vores køn.
"Hvis du gør noget andet, så er du måske ikke genkendelig, og så kan du risikere at blive marginaliseret, fordi det vækker usikkerhed. Folk er sikre, når de nemt kan læse dig i det køn, du giver udtryk for at være," siger Camilla Bolvig Svendsen.
Hun mener, der er et klart behov for at skabe bredere rammer for kønsidentitet i det danske samfund. Men at opdele børnene på baggrund af deres biologiske køn er ikke den rigtige
løsning, for det kan ramme de børn, som ikke føler, de passer rigtigt ind i en af de to grupper, mener hun.
"Når man kønsopdeler mennesker i det hele taget, og det kan være alle aldersgrupper, risikerer man at fastlåse folk i allerede definerede positioner, hvor de kan have svært ved at genkende sig selv. De kan finde rollerne ubehagelige og måske endda potentielt konfliktfyldte. På en måde risikerer man også at stigmatisere dem, som ikke utvetydigt har en oplevelse af at passe ind i en kategori, der hedder pige eller dreng," siger hun.
Camilla Bolvig Svendsen foreslår i stedet, at køn kommer på dagsordenen i undervisningen i skole- og uddannelsessystemet, for at skabe mere viden om køn og forskellige måder at udleve kønnet på.
Dorte Rosenlund fra Triton mener ikke, at kønsopdelingen har en negativ betydning for de børn, der ikke opfører sig helt, som kønsrollerne dikterer.
"Jeg tror, vi er meget mere obs på det, end hvis de bare var blandet. For jeg tror, man nogle gange let kommer til at overse de stille drenge eller de piger, der rigtig gerne vil med ned og spille fodbold. På denne her måde ser vi mere børn med specielle behov," siger hun.

Nyt indspark. I slutningen af marts udkommer en ny antologi om køn i pædagogik med titlen 'Åbne og lukkede døre'. De fleste bidragydere og alle forfattere i redaktionsgruppen er aktive i Foreningen køn i pædagogik. Foreningen blev dannet i 2007 af en gruppe af blandt andre pædagoger, lærere og studerende.
De mener, at der mangler faglig refleksion over køn i pædagogikken i Danmark. Antologien udspringer derfor af et ønske om at udvikle en faglig tilgang til køn i det pædagogiske arbejde med børn, unge og voksne, fremgår det af bogens forord. Bogen tager blandt andet nogle af de pædagogiske traditioner som den anerkendende pædagogik og den frie leg op til kritisk revision i et køns- og ligestillingsperspektiv.
Annmari Hjørnet er pædagog og er på barsel fra sit arbejde i den integrerede institution Asgård på Nørrebro i København. Hun har været med til at skrive et kapitel om kønsopdeling som pædagogisk strategi.
"Hvis man deler børn op i køn, så sætter man også rigtig meget fokus på kønnet, og jeg vil egentlig gerne væk fra hele det fokus på køn. Hvis man i det hele taget skal dele børn op, kunne man jo dele dem op efter, hvad de har lyst til. Sådan at kønnet bliver visket lidt ud, så barnets behov bliver afgørende," siger hun uden at afvise, at kønsopdeling kan have en positiv effekt, hvis der er en bevidst faglig refleksion bag. Når Annmari Hjørnet kommer tilbage på sit arbejde i ­Asgård, skal hun være drivkraft i institutionens arbejde med køn som fokusområde. Spørgsmålet skal op på et personalemøde, så institutionen kan lægge en plan for, hvordan de ansatte kan blive mere bevidste om køn i det daglige arbejde.
"Vi skal tale om vores rolle som pædagoger og prøve at give hinanden plads, for vi er jo rollemodeller for alle børn. Det handler om forskellige små ting, som hvordan vi snakker tilbørnene, hvad vi tilbyder dem, når de er kede af det, hvad vi giver dem at lege med, og hvordan vi inkluderer dem i de forskellige lege og aktiviteter. Den daglige kommunikation med barnet er et stort skridt, som samtidig er et lille skridt," siger Annmari Hjørnet.

Voksne rollemodeller. Det er ikke bare personalets omgang med børnene, men også pædagogernes omgang med hinanden, som er vigtig at tage fat på, mener Annmari Hjørnet. Hun fortæller om en oplevelse, hun havde under sin praktiktid:
"Jeg var i praktik i en vuggestue, hvor der var én mandlig medarbejder. Alle sagde, at det bare var så fedt, for det er så sjældent, at der er en mand. Så han skulle bare være så meget sammen med børnene som muligt. Lige så snart vi var færdige med at spise, så tumlede han med alle børnene inde i tumlerummet, og så var det mig, der ryddede op, fejede gulvet og begyndte at skifte børnene. Det gider jeg ikke. Jeg kan også godt tumle inde i tumlerummet, og han kan jo godt gøre rent. Og hvis han ikke kan, så kan han da i hvert fald lære det, ligesom jeg også kunne lære at tumle, hvis jeg ikke kunne det."
Alle pædagoger skal kunne udfylde de forskellige roller
i dagligdagen i institutionen, også dem, der traditionelt knytter sig til det ene køn, mener Annmari Hjørnet.
"Man skal ikke presse folk ud i noget, de ikke har lyst til, men man kan i hvert fald tale om rollerne, så man kan gøre noget ved dem. Men det kan være grænseoverskridende at bevæge sig ud i noget, man ikke har prøvet før. Det er meget lettere at gøre det, man er vant til," siger hun.

Råd om arbejdet med køn
• Arbejd med at udvide børne­nes legerepertoire, sådan at flere typer af lege bliver attraktive. For eksempel ved selv at deltage i forskellige typer af aktiviteter, så børnene lærer de forskellige regler og roller.
• Sørg for, at de fysiske rammer i de forskellige rum i institutionen appellerer til både drenge og piger.
• Vær opmærksom på at vise accept og anerkendelse, når børnene vælger køns­atypiske aktiviteter.
• Vær opmærksom på sproget. Ord og vendinger som 'pigefnidder' og 'det kræver hår på brystet' kan bekræfte velkendte mønstre fremfor at åbne muligheder.
• Personalet kan udfordre vaneforestillinger om køn ved at udforske og dis­kutere de fortællinger og normativiteter, der opererer i daginstitutionen.
• En måde at udfordre normerne er at tænke omvendt, spørg dig selv: 'Hvordan ville jeg have reageret, hvis barnet havde haft et andet køn?' eller 'Hvad hører/oplever/prøver dette barn ikke så ofte?'

Kilde: 'Åbne og lukkede døre - en antologi om køn i pædagogik'