Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 24
Det pædagogiske Danmarkskort: Relationerne er afgørende
I Svalehuset ved Varde har pædagogerne arbejdet med anerkendende pædagogik et par år. De vil være betydende voksne, der møder børn, forældre og hinanden på en anerkendende og positiv måde. Det giver det bedste grundlag for god udvikling. Og så er de ligeglade med, at de er en del af en trend.
Af: Vibeke Bye Jensen
Forestil dig, at du kigger ind i to spejle.
På det ene spejl står: 'Hvor lang tid har du tænkt dig at blive siddende der?' og 'Hallo, er der nogen hjemme?'
På det andet står: 'Dejligt, at du viser din interesse' og 'Du skal vide, at det har betydning, at du er her'.
Mærk efter, hvordan de to spejlinger får dig til at føle, og du vil opleve, at der er stor forskel.
Spejlene har været brugt af pædagogerne i Børnehaven Svalehuset i Janderup i Varde for at anskue­liggøre, hvorfor de arbejder med anerkendende pædagogik. De mener, at mennesker skaber deres identitet i relationer med andre, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man bliver mødt, især som barn, men også som forælder og kollega.
Siden 2006 har den samlede personalegruppe arbejdet med et udviklingsprojekt, som har gjort dem dygtigere og mere sikre i at arbejde anerkendende. De ønsker at vise i alt, hvad de gør og siger, samt i måden de indretter institutionen på, at den anerkendende tilgang udgør grundstemningen i børnehaven.
Både leder Jonna Bojer og pædagog Lene
Aagaard Jørgensen synes, at det lykkedes. Ingen af dem er i tvivl om, at det er den rigtige måde at arbejde på, også selv om de er del af en modebølge.
"Vi ønskede at se på udvikling og på, hvad der virker for alle børn, også dem med særlige behov. Og vi ved jo fra forskningen, at tilknytning og at møde en betydningsfuld voksen skal til for at skabe udvikling og forandring. Vi ville skabe en kultur og et læringsmiljø, hvor relationerne er det vigtigste," siger Jonna Bojer.
"Det giver ekstra energi at blive set, hørt, forstået og værdsat, og det giver en tro på, at man hører til i fællesskabet, og så vokser ens selvværd. Det giver større optimisme og mod på livet. Vi vil have, at børnene udvikler gode sociale og personlige kompetencer, så de bedre kan klare sig i den komplekse verden, vi lever i. De skal kunne hvile i sig selv og vide, at de kan indgå i relationer på en god måde," siger Lene Aagaard Jørgensen.

Ansvar for relationen. Pædagogerne er glade for deres måde at arbejde på, men de har arbejdet hårdt for at lære det. Jonna Bojer mener, at det først og fremmest har krævet, at de tilegnede sig viden om, hvilken betydning en anerkendende tilgang har for barnets udvikling. Men det har været motiverende for pædagogerne at se, at forandringen har afgørende betydning for alle børn og især for de børn, der lever i familier med problemer af kortere eller længere varighed.
"At arbejde med anerkendelse har også krævet af os, at vi som personer selv har kunnet rumme angsten og usikkerheden for alt det nye, og at vi har kunnet tåle både at få kigget på vores forhold til børnene og vores faglighed. Vi har måttet vænne os til, at vores person har været i fokus på godt og ondt, uden at det på nogen måde har været terapeutisk. For hvordan skal man lige anerkende, at badeværelset sejler og huske ikke at bruge ordet 'ikke'? Det har krævet en del, men nu føles og lyder det autentisk," siger hun.
For Lene Aagaard Jørgensen har det været vigtigt, at det ikke var en metode, et koncept eller en bestemt måde at agere på. Hver især har måttet finde sin egen tilgang til arbejdet.
"Vi vil gerne være anerkendende og samtidig kunne afgrænse os og være tydelige med, hvem vi er som personer. Vi skal ikke være ens, men netop have mulighed for at kunne tilbyde børnene forskellige personligheder, som de kan lave relationer med," siger hun.
"Vi har arbejdet med ikke at lægge ansvaret for relationen over på børnene, men tage den på os. Samtidig har vi arbejdet med at finde ud af, hvad der kan hindre os i at tilbyde børnene en anerkendende relation," siger Jonna Bojer.

Tøjle automatikken. Det kan lyde underligt, at det skal læres at være anerkendende. Men det er ifølge Jonna Bojer ikke så sært, for de fleste har trådt deres barnesko i en lydighedskultur, hvor stille børn er søde børn.
"Vi har hver især noget med i rygsækken fra vores liv, og den tidlige indlæring griber jeg til, når jeg reagerer pr. automatik. Jeg skal lære at dæmpe og tøjle mine uhensigtsmæssige strategier, før jeg reagerer. Og jeg skal blive bevidst om, hvornår det sker. Jeg synes, at personalet har været meget modigt, fordi alle har sagt ja til at ville en anerkendende kultur og give feedback, både fagligt og personligt. Det er jo at gå et skridt tættere på hinanden, end vi måske er vant til," siger hun.
Men det har ikke været noget problem, for arbejdet med at give feedback er foregået i en anerkendende atmosfære, mener Lene Aagaard Jørgensen.
"Det betød meget for den måde, udviklingsprojektet blev modtaget på, at hele personalegruppen har været inddraget, og at hver især blev anerkendt, som den man er, og hvad man kunne give rent fagligt. Og den stemning forplantede sig i vores samvær med børnene, i vores samarbejde og i vores forhold til forældrene. Vi så ret hurtigt, at den måde at arbejde på gav mening for alle," siger hun.

Okay at blande sig. Derfor har det også været en stor del af projektet at arbejde med, hvordan man kan blande sig i sine kollegers arbejde og deres forhold til børnene. Alle har sagt højt, hvordan de gerne vil have, at den 'blanden sig' foregår, og hvilke hindringer, der kan være for at andre siger noget til én eller omvendt.
"Skal jeg udvikle mig som pædagog, er jeg afhængig af, at nogle forstyrrer mig en gang imellem og hjælper mig med at reflektere. Især hvis min overlevelsesstrategi gør, at jeg ikke kan reflektere. Selvom min tidligere livserfaring spiller mig et puds, så ved jeg, at hvis Lene blander sig i mit arbejde, gør hun det kun, fordi vi har aftalt, at hun må. Og jeg kan være tryg, fordi hun gør det på en anerkendende måde," siger Jonna Bojer.
Lene Aagaard Jørgensen er blevet mere nysgerrig efter at finde ud af, hvad der sker, når tingene ikke fungerer. Hun kan se, at sådan har hendes kolleger det også.
"Vi vil gerne ses på og opfordrer mere og mere hinanden til at reflektere sammen over vores egen andel i, hvordan samspil fungerer. Vi vil gerne have, at nogle sparrer med os, for vores udgangspunkt er, at børnene skal have så gode vilkår som muligt her i børnehaven," siger hun.
Pædagogerne har et begreb, de kalder 'savn'.
Lene Aagaard Jørgensen forklarer, hvad det går ud på:
"Det betyder, at vi for eksempel siger: 'Jeg savner, at du er med til at få børnene med ud på legepladsen. Jeg kan se, at du er meget optaget af at få ryddet op, men det giver mig mere mening, at du hjælper med at få børnene ud, og så kan vi måske hjælpe hinanden med at få ryddet op bagefter'. I starten sagde vi det både højt og skrev det ned. For måske hører man ikke det, der bliver sagt, men så kan man læse det og forstår det så bedre. Vi synes, at det er vigtigt, at det, vi siger til hinanden, kommer ud på en ordentlig måde. For næste gang er det jo én selv, der skal høre på et savn fra en kollega," siger hun.

Der er grænser. Jonna Bojer har netop hørt fra skolelederen på den nærliggende skole, at det kan mærkes på børnene fra Svalehuset, at pædagogerne arbejder anerkendende.
Børnene er mere rolige og har ikke så mange konflikter, lyder tilbagemeldingen. I institutionen synes pædagogerne, at forandringen viser sig ved, at der er meget mere væren, og at støjniveauet er faldet markant.
"Der er forskel på, om en pædagog siger: 'Hvad laver du der? Du skal ikke sidde i sofaen, du skal være ude', eller siger: 'Nå, der sidder du i sofaen. Ved du hvad, jeg vil have, at du er ude'. Det sidste udsagn er et eksempel på spejling og en anerkendende måde at være på. En anerkendende tilgang betyder ikke, at man hele tiden skal rose og give lov til alt, men at man respekterer hinanden som autoritet for egen følelse, oplevelse og virkelighed," siger Jonna Bojer.
"Vi giver også tid og prøver at følge barnets perspektiv og at lade være med at konkludere og tolke på det, de gør eller siger. Vi iagttager lidt mere på afstand, reflekterer og spørger ind, så vi kan blive enten be- eller afkræftet i vores forventninger. Derefter tager vi ansvar for det, der sker og skal ske. Vi har stadig regler og meninger om, hvordan vi synes, at her skal være," siger Lene Aagaard Jørgensen.

At sidde på hænderne. Begge pædagoger griner, da de husker den dag, hvor nogle børn 'afprøvede vejrfænomenerne og lavede snevejr midt om sommeren' ved at smide hvide servietter ud af et vindue og hygge sig med at se, hvordan de flagrede rundt på legepladsen. Det er et godt eksempel på, hvordan det kan være nødvendigt at tænke på børnenes intentioner, inden man griber ind med skældud og sanktioner. Børnene fik anerkendelse for deres hittepåsomhed og eksperimentet. Og så fik de hjælp til at samle servietterne op igen.
Eksemplet viser, at pædagogerne i Svalehuset går meget op i at se på børnenes intentioner og behov og ikke lægge for mange af deres egne antagelser ind i børnene.
Jonna Bojer mener, at der er meget etik i at sætte sig på hænderne og vente og se, hvad barnet vil, for pædagoger kan være meget hurtige til at tolke, hvad barnet vil, og er godt uddannet til at give råd og vejledning.
"Vi gør meget ud af at spejle børnene og sige det, vi ser og vente med at tolke. Vi kan se, at det er en stor hjælp og glæde for børnene at blive spejlet. Men det er også vigtigt, at jeg kan tåle, at barnet ikke er enig i det, jeg ser, og så skal jeg være parat til at ændre min tolkning," siger hun.
Lene Aagaard Jørgensen siger, at pædagogerne også gør meget ud af ikke at lave sociale konstruktioner af børnene.
"Vi hjælper hinanden med ikke at sætte etiketter på børnene, for det er farligt, hvis en eller flere siger om et barn, at han eller hun altid er sådan eller sådan. Vi er meget opmærksomme på at se det positive i børnene og vægte det, de kan, og se deres ressourcer. Hvis vi i en periode har et problem med et barn, sparrer vi med hinanden og får alle aspekter frem, så barnet ikke bliver sat i bås," forklarer hun.

Ingen er forkert. Jonna Bojer og Lene Aagaard Jørgensen kan godt forstå, at den anerkendende pædagogik er blevet så populær blandt pædagoger. En god grund er, at det er en kultur, der fremmer inklusion og rummelighed, og som derfor ikke møder modstand i en profession, der er præget af en humanistisk tilgang.
Og hvis man tror, at det tager for meget tid at arbejde anerkendende, må man efter Jonna Bojers mening tro om igen.
"Det har givet os oplevelsen af at have mere tid og flere ressourcer. For det giver ro og overskud hos børnene, at de kan mærke, at de må være her, som de er, med de følelser, behov og oplevelser, de har. Der er ikke nogen, der bliver gjort forkert og ikke nogen, der er forkert," siger hun.

Anerkendelse som projekt
Børnehaven Svalehuset har fået 60.000 kroner af Varde Kommunes andel af 'Udviklingspuljen til bedre kvalitet i dagtilbud' fra Familieministeriet. Svalehuset har benyttet de eksterne konsulenter Helle Løbner og Else Hedeager til at uddanne personalet i den anerkendende tilgang på én kursusdag og fem træningsaftener i perioden maj 2007 til juni 2008. Hele projektet er blevet evalueret og beskrevet i en rapport af udviklingskonsulent Anja Maarslet.
Læs mere om Svalehuset og udviklingsprojektet på www.svalehuset.vardekommune.dk