Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 22
Syng med hjertet
Alt for mange børnesange synges for lavt og har for mange toner, siger sang- og småbørnspædagog Birgit Kahré, der efterlyser gode børnesange frem for CDer og bongotrommer i børneinstitutionerne
Af: Lise Mortensen Høy
Sang og bevægelse. Rim og remser. Rytme, musik og leg og sjov - sammen med nærværende voksne, der selv deltager.
Sådan lyder sang- og småbørnspædagog Birgit Kahrés opskrift på en god sprogudvikling for børn fra 0-7 år.
Birgit Kahré har i de sidste 30 år arbejdet med småbørns sang- og sprogudvikling, og hun har skrevet bogen "Sangen har vinger" udgivet af Dansklærerforeningen i 1997.
Hendes repertoire er "Bedstemors sange", lege og remser - iblandet nyere sange.
»For så kan alle generationer være med,« siger Birgit Kahré, der mener, at børnesangen i mange år har haft lavstatus både på børnehaveseminarier og i daginstitutioner, der til gengæld har overfokuseret på det rytmiske.
»Der er alt for meget rockmusik, bongotrommer og musik fra CDer - og hvor er samværet henne i det?« spørger hun og slår på det vigtige i, at voksne kan nogle sange "ordentligt og udenad - om nære ting i barnets univers":
»Ikke fordi der er noget galt med en CD. Men der er simpelthen mennesket til forskel på at synge med en nærværende voksen og med en CD,« fastslår Birgit Kahré og fremsiger en af sine læresætninger:
»I fællessangen kan man få de utroligste ord i munden og få tungespidsfornemmelse for sproget.
I sanglegen styrker bevægelserne og handlingerne sprogets lagring i hukommelsen, fordi ordene kommer ind under huden.«

Alt for mange dybe toner. Birgit Kahré påpeger, at mange - både gamle og nye børnesange - har et alt for stort toneomfang. De yngste børn har faktisk kun et toneomfang på cirka fem toner. Desuden ligger børns toneleje højere end voksnes - under det midterste C på klaveret har børn sjældent nogen lyd.
»De får simpelthen deres stemmer ødelagt lige fra vuggestue og børnehave. Deres enorme stemmevolume får de i disse tider ikke mulighed for at udnytte optimalt,« understreger Birgit Kahré og henviser til de nye udgivelser med børnemusik, Pa-papegøje, og Tangokat, hvor der ud af 21 sange kun er tre, der ligger i et leje, hvor børn kan være med.
Elisabeth ligger seks toner og Michael Falck otte toner (en hel oktav) under børns naturlige toneleje.
»Børn vil, ved at lytte og synge med på sangene, presse deres stemmer ned i de voksnes dybe og flade toneleje, hvor deres sang mere bliver tale end sang.«
»Og har de først identificeret sig med det, er det svært at overtale dem til at synge i det høje (udskældte) toneleje igen,« understreger Birgit Kahré, der er varm fortaler for, at sang og sangleg er en fast del af dagligdagen i alle dagplejer og børneinstitutioner.
Sang og sanglege er god leg og hyggeligt samvær, men samtidig en helt grundlæggende del af sprogindlæringen.
Naturens kode bestemmer, at motorik og sprog er så tæt forbundne, at hvis man stimulerer bevægeapparatet, styrker man også sproget, og især håndens finmotorik hænger så tæt sammen med sproget, at håndens bevægelser og sprogets udvikling foregår parallelt.
Og følges sang og remser ad med rytme og bevægelser, lagres ordene på forunderlig vis i kroppen, så man altid har dem med sig.

Bøllehat og hånddukker. Og Birgit Kahré bliver ikke ved snakken. I løbet af de sidste tre år har hun 85 gange pakket sin gamle harmonika ned i klapvognen og taget færgen fra bopælen på Sejerø for at synge sammen med børnene rundt om på landets biblioteker.
Uden højttalere, rockrytmer og playback vel at mærke, men til gengæld vidunderlig gammeldags, i ordets bedste betydning. Iført velourtøj, bøllehat og et aldrig svigtende engagement, spiller hun op og synger børnesange, så både børn og voksne er med på at "save, save brænde", kvække med den lille frø i mosen og vække Mester Jacob både på dansk, grønlandsk og swahili.
Ud over arrangementerne for børnene holder den 62-årige sang- og musik entusiast foredrag for forældre og pædagoger - med meget kontante anvisninger på, hvordan man får sangen ind i hverdagen - og hvordan man fanger børnenes interesse.
Og der skal ikke så meget til, forklarer hun.
»Man skal gøre børnene nysgerrige, det fanger deres interesse, og så er de parate til at være med i legen. Mit eget bedste pædagogiske middel er mine hånddukker af dyr. Børn på halvandet til to år kender hunden, katten og grisen og ved, hvordan de siger. De får dukkerne på hånden og siger dyrets lyd. På den måde lærer de at forstå, hvad der foregår i sangene og får billeder på ordene, der anvendes,« fortæller Birgit Kahré.
De større børn tør meget mere, når de får dem på hånden og sidder bag en dukke.
»Børn lærer ved at gøre. Men det er vigtigt at huske, at dét, de gør, har de et sted fra: De bruger de voksne som model. Derfor er det vigtigt, at sangene ikke er pensum, men samvær. Altså at den voksne selv deltager i sangen og de lege, der er tilknyttet sangen,« forklarer Birgit Kahré, der opfordrer børneinstitutionerne til at anskaffe hånddukker til at give sangene krop - og fange børnenes interesse.

Enkle hjælpemidler. Udviklingen af fingrenes bevægelser bereder grunden for den efterfølgende udformning af talen.
»De mindste af børnene er utroligt fascinerede af for eksempel små fingerdukker af mariehøns, som de kan flytte fra finger til finger i sangen En, to, tre mariehøner,« siger Birgit Kahré, og tilføjer, at fingerdukker meget nemt kan fremstilles i filt - eller købes ganske billigt.
Men mange af sangene kan illustreres med hverdagsting og lidt fantasi, forklarer hun:
»Man kan have en lille kuffert med dyredukker. Når man så rasler med kufferten og siger en dyrelyd, kan børnene gætte hvilket dyr, der er i kufferten, så er interessen fanget og symbolerne i sangen får krop og mening. Børnene tror, at dukkerne har sjæl. Hvis man for eksempel vil synge Mester Jacob, kan man have en kræmmerhusdukke, som er faldet i dyb søvn - og få børnene til at kalde på den.
Når dukken endelig vågner og hopper op og ned i kræmmerhuset et par gange, er børnene motiverede til at synge Mester Jacob.«
Når børnene bliver større, kan man udbygge sangene og legene, så de passer til alderen, og børnene lærer nye færdigheder. Sange, hvor remsen hele tiden bliver længere - som Langt ude i skoven - kan være en god huskeleg for de fem-seksårige.

Rim og remser - takt og rytme. Rim og remser giver sproget rytme. Og så giver leg med rim nogle herlige ord og lejlighed til at fantasere sig til handlinger, der ikke er virkelige.
Det med rytmen er helt grundlæggende for at kunne skille sproget ad i de enkelte ord, stavelser og lyde, hvilket er nødvendigt for omkodningen fra skrift til tale eller omvendt. Desuden hjælpes børnenes hukommelse, når de får nogle rytmiske holdepunkter.
»De helt små børn kan lære rytmen i sange og rim ved at klappe til stavelserne i ordene. Når de så har trænet det, kan de "gå" pulsen i sangen - sådan at de klapper i én rytme og går i en anden - det er en sjov leg og en god øvelse for rytme og motorik,« forklarer Birgit Kahré og fortsætter:
»Rim og remser med karakteristisk rytme og mundret tekst er desuden god træning i sprogtone og sprogdannelse. Og hvis man finder rim, hvor tekst og illustrationer følges ad, støttes indlæringen af ord og begreber.«
Legen, nærværet, den fysiske kontakt og det, at man har det skægt sammen, er det bedste, man kan give børnene.
»Børn har en medfødt musikalitet og et musisk kraftcenter, og de har krav på voksne, der er nærværende og vil synge og lege med dem,« siger Birgit Kahré og tilføjer:
»Men man skal have sjælen med sig. Syng med hjertet, og børnene lytter med hjertet.«