Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 10
TEMA. BØRN OG FERIE: Ferieminder skabes af sanserne
Stærke ferieminder kræver ikke nødvendigvis flybilletter til den anden side af jorden. Oplevelser gennem sanserne sætter de mest mærkbare spor i børns ferieminder.
Af: Anne Anthon Andersen og Marie Bille
Jordomrejser, turpas, badeland og forlystelsesparker. Ifølge ledere i landets daginstitutioner har forældre høje ambitioner om mange aktiviteter, når det gælder familie­ferien. Men i virkeligheden sætter hverken destinationen eller den forbrugsdesignede oplevelsespark dybe aftryk i børnenes hukommelse, når de efterfølgende fortæller om deres bedste ferieoplevelser.
»De episoder, som børn husker allerbedst, hænger næsten altid sammen med et sanseligt indtryk. Det kan være følelsen af en ru giraftunge på håndryggen eller det bløde sand, som blev brugt til at bygge et sandslot,« siger lektor i kulturforbrug på Aalborg Universitet Malene Gram.
Hun har forsket i familieferien og spurgt både børn og forældre, hvad de hver især forbinder med den gode ferie. Og her er tendensen tydelig: Børn mindes og værdsætter i særlig høj grad ferieoplevelser, hvor de har brugt deres sanser og været opslugt af aktiviteter, hvor de kunne røre, lugte og smage.

Mit bedste ferieminde
Malene Gram, lektor
»Jeg husker særligt et stop på en rasteplads i Tyskland, hvor vi fik Dolomit-is formet som bjergtoppe med chokolade og i skrigende rød og grøn. Det var meget varmt, og vi klaskede isen på vores bare maver for at blive afkølet og blev selvfølgelig meget klistrede bagefter. Jeg har nok været seks år.«

Det husker børnene fra deres ferier
Lektor Malene Grams eksempler på, hvordan sanserne påvirker børns ferieminder:
Vand, pjask og sprøjt
Strandture og alle aktiviteter med vand er noget af det, børn forbinder med ’den gode ferie’, og som de husker længe efter.
»Vi bad børnene tegne en tegning af en rigtig god oplevelse. Og det blev tit noget med vand, fart på og vandsprøjt,« siger Malene Gram.
Når børn leger med vand og sand, bruger de mange af deres sanser samtidig. På den måde får de en særligt stimulerende oplevelse, som de også efterfølgende husker, forklarer hun.
Dyr skaber minder
Når børn taler om deres ferieminder, nævner de ofte oplevelser med dyr. Det kan være en slange, de har set, en krabbe, de har fanget, eller en ridetur på en hest. Dyrene er interessante for børn, og de giver samtidig sanselige oplevelser, fordi børnene kan røre ved dem og lugte til dem.
»I mange af de eksempler, børnene gav, havde de hæftet sig ved en detalje som for eksempel følelsen af en girafs ru, varme tunge på håndryggen. Her har fagfolk i det danske turismeland været enormt gode til at lave aktiviteter, hvor børnene kan bruge andre sanser end synet,« siger Malene Gram og nævner konceptet ’klap en fisk’, hvor børn kan prøve at røre ved fisk, og fiskeri af krabber.
Nye kammerater og lege
Aktiviteter og leg er meget vigtigt for børnene på ferien, og især hvis de er sammen med andre børn.
»Nogle af de bedste ferieoplevelser opstår, når børnene har mødt nye kammerater, og de sammen bliver opslugt af leg,« siger Malene Gram, der mener, at forældre skal lade være med at fylde ferien op med planlagte aktiviteter. Pauserne giver børn mulighed for selv at opfinde nye lege og aktiviteter.