Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 02
Integration er sagen
Mange fritidshjem i Århus Kommune har årelang erfaring med at integrere handicappede børn. Børn med både fysisk, psykisk og socialt handicap blandes med almenbørnene i det omfang, de har glæde af det. De ekstra ressourcer går ikke til det enkelte barn, men til at gøre hele institutionen rummelig
Af: Vibeke Bye Jensen
"De handicappede har brug for almindelige børn at spejle sig i. Men de har også brug for at kunne være sammen med nogle, der ligner dem selv". Sådan lyder det samstemmende fra tre pædagoger fra tre århusianske fritidshjem, der har mange års erfaring med at integrere handicappede børn. Nogle af institutionerne er det, man kalder særlige fritidshjem, som er dem, der har de sværest handicappede, og som er specielt indrettet til det. Men stort set alle 42 fritidshjem har børn med handicap, hvoraf nogle er enkeltintegreret. Også på 0-6 års-området har man siden 2001 forsøgt at samle børn med handicap på nogle bestemte institutioner i håbet om at kunne give børn og forældre bedre tilbud. Der er nu i hele Århus omkring 104 institutioner ud af 427, som har grupper med handicappede.
Et tværfagligt råd med en læge for bordenden, klassificerer de handicappede børn i tre kategorier og herefter placeres de i de institutioner, hvor de skønnes at få mest ud af at være. Kategori 3 er de børn, som har små hjerneskader, og de børn, som har vanskeligheder på grund af forholdene i deres familie. Kategori 2 er de børn, som de særlige fritidshjem tager sig af, fordi de har et rimeligt stort behov for voksenstøtte. Det er børn, der får specialklassetilbud, men som også skal have et kommunalt fritidstilbud. Det er også de fysisk handicappede, som trods deres handicap skønnes at kunne få glæde af integration. Kategori 1-børnene forsøges sjældent integreret i et almentilbud.
Michael Blom, pædagogisk konsulent i Århus Kommune, mener, at man i rådet prøver at finde ud af, hvad det enkelte barn kan få glæde af.
"Vi har strakt os langt for at rumme de børn, som overhovedet kan have glæde at være i en almindelig institution, Men rummelighed har også en grænse. Der er både institutioner og forældre, som er nervøse for, dels hvad de skal rumme, men også hvor dårligt et tilbud, de kan blive nødt til at acceptere. Mange af de her børn kan integreres og lære af det, men det kræver, at man vil det og ofrer ressourcerne til det," siger han.

Støtte til integration. Et af de fritidshjem, der har mange års erfaring med handicapintegration, er Fritidshjemmet på Engdalsvej i Brabrand. Trine Lambæk Bøgh, der er ansat i institutionens handicapteam, har ikke arbejdet i institutionen så længe, men er meget glad for det. Hun mener, at det tilbud, børnene får på Engdalsvej, er noget nær perfekt. De 15 handicappede ud af 150 børn, er mest børn fra dysfunktionelle familier eller børn med små hjerneskader. De er samlet i en særlig handicapgruppe, men de indgår med hjælp og støtte fra de voksne i det funktionsopdelte fritidshjem.
"De børn, der går her på fritidshjemmet, er børn, man håber på, kan blive integreret i en eller anden form, så derfor er det sjældent, at de kun er sammen med de handicappede børn. Vi forsøger ofte at få det handicappede barn og en lille gruppe af de andre børn til at være sammen om en aktivitet. Det tilbud, vi kan give dem her, er rigtig godt, fordi der både er nogle, der ligner dem og almenbørn. Der er nogle børn, de kan spejle sig i og nogle, de kan være ligeværdige med, så de ikke altid halter bagefter," siger hun.
Trine Lambæk Bøgh fortæller, at man arbejder meget konkret med de handicappede efter en såkaldt "Butterflymodel", et pædagogisk redskab, som bruges til at analysere børnene med og til at dokumentere de målrettede indsatser, pædagogerne laver med børnene. Hun fortæller, at pædagogerne lige nu blandt andet arbejder med en dreng, for at han skal blive bedre til at se de andre børn, han leger med.
"Han har rigtig mange vanskeligheder, men lige nu synes vi, at det er vigtigt, at han lærer at lege med de andre børn. Han er kun optaget af sine egne ideer, og det gider de andre jo ikke i længden, og så bliver han udelukket. Vi prøver så at hjælpe ham ved at gøre ham opmærksom på, at han måske godt kan bruge de andres bidrag til noget."

Grænser for inklusion. Fritidshjemmet Fyrtøjet i Brabrand har været et af de såkaldte særlige fritidshjem i mange år. Lige nu er der 14 handicappede børn ud af de 55 børn, som går på institutionen. De 12 er fordelt på to basisgrupper og er hovedsageligt kategori 2 børn, mens to børn kan integreres i de almindelige grupper. De handicappede er mest hjerneskadede i forskellige grader, og de fleste har brug for massiv voksenstøtte. På grund af faldende børnetal - institutionen er normeret til 60 børn - er der skåret i pædagogtimerne, men man forsøger at være tre voksne til seks handicappede børn.
Aron Andresen, pædagog på fritidshjemmet, fortæller, at man har valgt at organisere sig med basisgrupper, fordi nogle af børnene ikke kan fungere i store grupper.
"Det er jo en evig diskussion i forhold til inklusion, om hvornår det er inklusion, og om det er bedre end integration. Vi har børn, der ikke kan holde til at være i de store grupper i lang tid ad gangen, og det er jo en af præmisserne for inklusion, at de skal kunne rummes i fællesskabet. Det kommer dog ikke alle børn til gode, er vores erfaringer," siger han.
Aron Andresen tror, at Fyrtøjet er det eneste særlige fritidshjem, som har valgt at beholde de handicappede børn i grupper for sig selv.
"For hvornår er det, et barn bliver udstillet, fordi de er anderledes, og er det så godt, at de kan trække sig tilbage til et mindre rum, hvor der ikke er så mange. Eller er det at skille dem ud og vise dem, at de er handicappede. Vi har valgt at kalde det tilvalg i stedet for fravalg, for nok er de i særlige grupper, men så tilrettelægger vi faste aktiviteter efter inklusionsprincippet. Jeg er fodboldtræner her, og når man er med til at spille fodbold, får man pokaler for flid, om man kommer og om man kæmper godt, i stedet for at det er den bedste. Vi har valgt at give point efter andre kriterier, som for eksempel samspil, om man kan lytte efter træneren og om man er en god kammerat og taler ordentligt til hinanden. Det er så nogle fællesnævnere, som betyder, at man kan være med uanset om man er god eller dårlig," siger han.

Handicappede venner. På Fritidshjemmet Jellebakken i Risskov har de både psykisk og fysisk handicappede børn, i øjeblikket 17 i alt. 10 er kategori 2 børn, seks er kategori 3 og desuden er fire fysisk handicappede. Man har lige været igennem en ombygning for at være bedre gearet til børn med fysisk handicap, fordi det hele tiden har været meningen, at det var dem, der skulle være flest af. På Jellebakken er de handicappede også i særlige grupper med børn med et tilsvarende handicap. Erfaringerne er, at børn med handicap har meget gavn af, at have almindelige børn at spejle sig i, samtidig med, at de også har gavn af at være sammen med ligesindede, som de kan have et fællesskab med, omkring de vanskeligheder, de har, fortæller leder, Jan Fisker.
"Det bliver tydeligere jo ældre børnene bliver, at de har behov for et fællesskab med andre handicappede. Derfor har vi 10 særlige fritidshjem i Århus sammen nogle aktiviteter for alle vores handicappede, hvor vi laver idræt for sjov, hvor vi laver motorisk udvikling sammen med dem og sørger for forskellige naturoplevelser. Men det er nu lige så meget, for at de kan møde andre i deres situation," siger han.
I puberteten er de handicappede børn også i fuld sving med at udvikle deres identitet og det er svært for mange af dem at få rigtige venner blandt de normale børn, fortæller Jan Fisker.
"Så de har brug for at have hinanden som venner, men også til at spille op ad i den identitetsdannelse, som alle børn er igennem, også de handicappede. Hvad kan man? Hvordan gør man? Hvad er det der med kærester? Og den skal de have sammen med nogle, der ligner dem selv, for skellet mellem dem og de andre børn bliver mere markant med årene. Derfor bliver det mere vigtigt, at vi finder flere, de kan være sammen med," siger han, og fortæller videre, at det man gør, er at vise børnene muligheder, men samtidig hjælper dem med at få gang i en forståelse af, at de er handicappede og det giver dem visse begrænsninger.
"Der skal rigtig meget til, hvis man som barn med et handicap her på fritidshjemmet får at vide, at der er noget, man ikke kan være med til. Det sker faktisk aldrig. Det andet ben af opgaven er, at i forhold til familierne og børnene selv, så arbejder vi med - når de er omkring 10 år - at de har altså et handicap. For mange af dem er jo startet med, at det har været en lang og sej kamp at få en diagnose og for forældrene at acceptere, at deres barn er handicappet. Og så har man sagt til barnet, at det ikke er handicappet, for det er jo også lidt af et skældsord. Men på et tidspunkt, så bliver man nødt til at tage fat i, at der er altså tale om et handicap, hvor man måske vil få brug for hjælp og støtte resten af livet," siger han.

Uvis fremtid Som et led i de besparelser, Århus Kommune netop har vedtaget for 2007, er en omstrukturering af alle fritidshjem til SFO'er for børn i 1. til 4. klasse, og derefter skal børnene gå i klubber, en realitet fra august 2007. Det gælder også for de handicappede, som i nogle tilfælde må skifte fritidstilbud, fordi de skal gå i SFO'en, der ligger i forbindelse med den skole, de går på. Men selv om der laves om på strukturen, betyder det ifølge Michael Blom, pædagogisk konsulent i Århus Kommune ikke, at der skæres i ressourcerne til de handicappede, sådan som det vil ske i forhold til almenbørnene. Men han indrømmer dog, at man på fritidsområdet går en uvis fremtid i møde.
"Der skal noget politisk velvilje til at sikre, at man kan holde kvaliteten i arbejdet med de handicappede. Antallet af hænder betyder altså noget for den her opgave, og selv om der ikke skæres i ressourcerne til de handicappede, så skal de jo nu fungere i en institution, som måske får dårligere vilkår, og så er vi jo lige vidt," siger han.
Håbet er, at mange af de pædagoger, der i dag arbejder med de handicappede børn, holder ved på trods af strukturændringen og er med til at bære fagligheden videre. Samtidig er det vigtigt, at ressourcerne til institutionerne ikke bliver mindre, for de større sammenhænge i skolerne kan virke uoverskuelig for de handicappede børn, og dermed kan det kræve flere ressourcer at skabe trygge rammer omkring dem.
"Vi kan jo ikke stavnsbinde folk, men jeg tror på, at mange vil blive, for det her er en opgave, som mange af dem løser med stor glæde og synes er en spændende faglig udfordring. Der bliver da noget at bøvle med, for SFO'erne ligger jo under en anden lovgivning end dagtilbuddene," siger Michael Blom.