Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 20
Du skal ikke tænke på din far og mor
I et halvt år rejste historikeren Maria Rytter rundt i Danmark for at samle materiale om børnehjem i det 20. århundrede. Hun er overvældet af det store behov, tidligere børnehjemsbørn har for at få fortalt deres historie
Af: Henrik Stanek
Mens fattiggårde, herberger, fængsler, psykiatri og særforsorg får deres historie fortalt af private museumssamlinger rundt omkring, er der ikke mange efterladenskaber tilbage fra fortidens behandling af børn og unge på
børnehjem. Sporerne er blevet smidt ud og slettet, hver gang der er sket forbedringer på feltet.
Først for nylig er børnehjemmenes historie kommet frem i lyset med udstillingen "Du skal ikke tænke på din far og mor" på Svendborg & Omegns Museum. Og det har hurtigt vist sig, at udstillingen opfylder et stort behov. Titlen er et et nødråb, en pige havde skrevet på en celledør på et pigehjem. Cellen var i brug frem til 1972.
"Udstillingen besøges blandt andet af skoleelever og studerende, men også af familier, hvor faren eller moren har været på børnehjem.
De kan lettere fortælle deres egen historie, når de kan tage afsæt i udstillingen, og det takker mange for i vores gæstebog. Andre skriver, at
udstillingen har givet dem en større forståelse for deres forældres barndom," fortæller historiker og museumsinspektør Maria Rytter.
Hun har skabt udstillingen, der åbner for danske børnehjems ofte forfærdelige historie. Udstillingen er første skridt mod et egentligt forsorgsmuseum i Svendborg om børn, voksne og gamle, og titlen har Maria Rytter hentet fra
et af udstillingens klenodier - en celledør fra Clementshus Pigehjem i Aalborg.
Pigerne blev straffet med indespærring, og et par af dem har ridset små tekster til hinanden på dørens bagside.
"Min Mor og Far har været alt for gode ved mig i min Barndom og det er grunden til at jeg blev slem i min Ungdom," skriver den ene.
"Du skal ikke tænke paa din Far og Mor hernede, for saa bliver du fortvivlet," svarer den anden.

Børn uden historie. I 2001 rejste Maria Rytter rundt til døgninstitutioner, som har til huse i tidligere børnehjem, for at samle materiale til børnehjemsbørnenes historie.
"Indtil 1970'erne var det vilkårligt, hvilken behandling børnene fik, men ingen ansatte sladrede af angst for at miste deres job. Og børnene lyttede man ikke til. Men det er fortid nu, og institutionerne føler ikke længere trang til at beskytte sig mod fortidens synder," siger Maria Rytter og peger på en montre med gamle fotografier af bygninger.
"Når der ikke er mennesker på, skyldes det, at børnene ikke skulle have minder med fra børnehjemmet. De skulle glemme deres barndom og ikke snakke sammen som voksne om, hvordan de havde haft det. Der er flere eksempler på
forstandere, som brændte alle arkivalier, når de forlod et børnehjem," siger Maria Rytter.
Foruden billeder består udstillingen på Svendborg Museum - der meget apropos holder til i byens gamle fattiggård - af postkort, sytøj, køkkenudstyr, senge, bamser, legetøj og alskens
andre rekvisitter. De mest værdifulde ting har Maria Rytter lånt eller fået af de cirka 100 tidligere børnehjemsbørn, hun har interviewet.

Forfulgte børn. Slidsomt arbejde og hårde straffe prægede mange børnehjem.
"At børn er blevet slået og har skulle knokle var gængs i mange familier. Men på børnehjemmene blev mange børn behandlet unødigt dårligt.
I 1950'erne gravede børnene på Ormslev Børnehjem ved Århus store marker igennem med spader i efterårets regnvejr, og så sent som i 1960'erne skulle børnene på Nærumgaard Børnehjem rive perlegruset i sildeben i den store indkørsel og pille hver en stump perlegrus op af græsrabatten bagefter." Igen deler historien sig i to. Nogle siger, det lærte dem at arbejde. Andre følte sig ydmyget.
Nogle børn blev direkte forfulgt. En mand husker, hvordan han som barn måtte ligge på sine små knæ og skure gulv en hel lørdag, mens forstanderinden sad på en stol og vogtede over ham.
"Da drengen nåede stolen, løftede hun sine ben, og da han kravlede ind under dem, slog hun ham brutalt oven i hovedet med sit nøglebundt. Det var dybt krænkende."
Det var det også for de mange børn, der blev spist af med flade rugbrødsmadder, mens forstanderparret og personalet sad ved siden af i spisesalen med højt belagt smørrebrød.
Hun har ingen forklaring på, hvorfor børnehjem har tiltrukket forstandere, hvis fornemmeste mission her i livet synes at være at tugte børn. Ud over at de ikke selv har opfattet sig som grusomme.
"Det kan vi se af de retssager, der trods alt har været mod forstandere, der overtrådte loven. De har set sig selv som gode og ofte religiøse mennesker, der mente, at streng disciplin var til børnenes eget bedste," siger Maria Rytter Læs mere om udstillingen og dens åbningstider på www.boernehjem.nu

Psykologen der gjorde en forskel
Langt op i 1970'ene blev børn slået og ydmyget på børnehjemmene. Først da psykolog Oskar Plougmand blev ansat som tilsynsførende, blev forholdene bedre. Han var den første, der kom på uanmeldt besøg. Og så snakkede han med børnene

På mange børnehjem blev forstanderne ved med at behandle børnene efter deres eget forgodtbefindende til langt op i 1970'erne. Loven, der skulle beskytte børnene, var ellers god nok. Den blev bare ikke overholdt. Men så ansatte Socialstyrelsen en ny tilsynsførende.
Oskar Plougmand havde læst til psykolog ved siden af sit job som lærer i København, og han havde de pædagogiske strømninger fra 1968 med i bagagen, da han blev ansat i 1970. Hans opgave var at sikre, at børnene trivedes både psykisk og fysisk, og han brød mange af de rutiner, børnehjemmene var vant til.
"Jeg meldte ikke altid min ankomst, og jeg spiste sammen med børnene. Det var uhørt. Forstanderne forventede, at jeg spiste frokost sammen med dem," fortæller Oskar Plougmand.
Ofte fik børnene ikke det samme at spise som de voksne, og der var heller ikke altid mad nok. Værst var et vestjysk børnehjem, som Oskar Plougmand besøgte en formiddag i februar. Mens børnene stod i den kolde kælder med fedtemadder, sad personalet i frokoststuen og lunede sig med kaffe og nybagte boller med spegepølse og hjemmelavet marmelade til.
"Forstanderen havde søgt om 12.000 kroner til nye undervisningsmidler. Jeg fortalte ham, at det svarede til, hvad den overdådige formiddagskaffe kostede på årsplan," siger Oskar Plougmand.
I 1977 blev han leder af den selvsamme institution, og hans første handling var at invitere børnene op af kælderen og med til formiddagskaffe sammen med personalet.
"Medarbejderne var meget skeptiske, men de endte med at være glade for det" siger han.

Et nummer i nakken. Oskar Plougmand kom ikke kun uanmeldt. Til nogle medarbejderes fortrydelse bad han om at tale med børnene. Det havde ingen andre gjort.
"Forstanderne beklagede sig, for snart begyndte børnene at true med at "sige det til Plougmand." Det fortæller, hvad det betød for dem at blive taget alvorligt. Personalet kunne jo selv have snakket med dem om, hvordan de havde det," siger Oskar Plougmand.
Et af hans faste spørgsmål til børnene var, hvordan de kunne kende deres tøj fra de andres. En dreng gav et svar, som Oskar Plougmand aldrig glemmer: "Du kan godt se, når man sådan har nummer 21, så tager man ikke så meget tøj på, når man skal til svøm- ning ude i byen, for hvis de andre ser det, tror de, man kommer fra et børnehjem, er idiot eller sådan."
Børnehjemmet kunne spare nogle få øre ved at bruge numre i stedet for børnenes initialer. Men Oskar Plougmand fandt numrene så krænkende for børnene, at han bad om at se budgettet.
"Det var barskt, at drengen skulle tænke langsigtet, hver gang han skulle til svømning, så enten måtte der være et andet sted, forstanderen kunne spare, eller også måtte han have bevilget flere penge. Men vi nåede aldrig at kigge på tallene, og næste gang var der syet mærker med initialer i tøjet."
På et andet børnehjem fortalte børnene, at de hver onsdag eftermiddag skulle grave i to-tre timer. De voksne forklarede, at børnene skulle øve sig, for det var sådan et arbejde, de kunne forvente at få.
"Det var det syn, de havde på børnene," konstaterer Oskar Plougmand.

Forsiden af Ekstra Bladet. Det var slemt nok, at børnene blev slået, men de daglige krænkelser tappede mest, vurderer Oskar Plougmand.
"Jeg husker, hvordan gruset knasede under hjulene, da jeg en morgen klokken syv kørte ind på gårdspladsen foran et børnehjem i Nordsjælland. Alle drengene stod opmarcheret i bar overkrop med deres tandbørster i hånden, mens forstanderen skridtede rækken af," fortæller han.
Drengene skulle lære at være nøjsomme, og forstanderen var ved at kontrollere, om de havde taget for meget tandpasta, og om de havde slidt deres træsko skæve.
"Hvis Kenneth gik pænt på sine træsko, hvorfor skulle han så tjekkes af en voksen? Og hvorfor skulle han stå i bar overkrop og høre på, at Brian fik skældud? Børn bør behandles individuelt, men jeg fik kun forstanderen til at afskaffe morgenparaden ved at fortælle ham, hvordan en fotograf kunne ligge langt væk og zoome ind på ham og drengene. Han kunne ikke se, at han gjorde noget galt, men han ville alligevel ikke risikere at komme på forsiden af Ekstra Bladet," mindes Oskar Plougmand.
Samme forstander mente i fuld alvor, at drengene ville ende som narkomaner, hvis deres hår voksede ud over ørerne, så de havde alle den samme frisure. De måtte heller ikke udsmykke deres værelser.
"Forstanderen betragtede dem ikke som individuelle mennesker, men som numre uden personlige udtryksformer, og det var han ikke ene om. På et andet børnehjem kastede en medarbejder tilfældige strømper hen til børnene om morgenen. Det var nedværdigende. Hun burde have lagt strømperne på deres taburetter," siger Oskar Plougmand.
På alle børnehjem var der krænkelser. Et sted måtte børnene ikke få vand til maden. Et andet sted kunne de ikke få udleveret de lommepenge, de havde krav på, fordi forstanderen var bange for, at de ville bruge pengene på "sådan nogle blade". På de færreste børnehjem kunne børnene låse døren til toilettet, og de blev altid overvåget af en medarbejder, når de skulle i bad.
"Børnene havde intet privatliv, men blev hele tiden mødt af mistro om, hvad de mon kunne finde på. Først blev de trynet i deres biologiske hjem og senere på børnehjemmet. Deres personlighed forsvandt, og for nogle kom den aldrig tilbage."

Tiden var med Plougmand. Børnene blev fordelt til børnehjemmene fra centralt hold, og forstanderne vidste, at de gjorde klogt i at rette sig efter den tilsynsførende. Hvad der ikke blev åbnet af døre og sat hen af stole for Oskar Plougmand...
"Jeg vil nødig fremstå som en helgen, for jeg havde tiden med mig. Det øvrige samfund var begyndt at tage børn alvorligt. Men et år er lang tid i et barns liv, og børnene kunne ikke vente på, at børnehjemmene selv fandt ud af at give dem bedre vilkår. Mange medarbejdere var enige med mig og fandt støtte i mine besøg. Samtidig blev der ansat flere og flere pædagoger, og da forstanderne indså, at der var slået en streg i sandet, skød der legepladser, dyrehold og kreative tilbud op rundt omkring. Mange børn og voksne blev glade for hinanden, da først de begyndte at bruge deres hænder sammen," siger Oskar Plougmand.
Ikke desto mindre kostede hans indsats flere lærere og forstandere en påtale, og nogle blev bedt om at gå.
"Mange forstandere var vant til at få ros for at have orden i økonomien, og fordi der var rent og pænt på deres børnehjem. Men de havde ikke fanget de nye pædagogiske vinde og fik ikke godskrevet deres indsats fra dengang, en dygtig pædagog var én, der kunne holde ro og orden, og ikke én, der skabte hygge. Tværtimod fik de plettet deres ære, og mange af dem gik af med en vis bitterhed. Det var trist for dem, men børnehjemmene var ikke længere voksenforsorg. Nu var det børnene, det drejede sig om."


Din børnehjemsunge!
Mange voksne har som børn hørt truslen om at blive sendt på børnehjem. Leif Vilhelm Nilsson ved, hvad det indebar. Han voksede op på Raagelund Drengehjem i 1940'erne

Som barn græd jeg, som ung slog jeg, og som voksen sagde jeg: Jeg har medlidenhed med dig, for det er jo ikke sikkert, det er din egen skyld, at du ikke er klogere."
Ordene dækker over Leif Vilhelm Nilssons måde at reagere på, når folk har kaldt ham din børnehjemsunge! I dag står hans ord - i lettere redigeret form - på væggen over en sovende dreng på udstillingen "Du skal ikke tænke paa din Far og Mor" på Svendborg & Omegens Museum. Udstillingen fortæller om børns vilkår på danske børnehjem og opdragelsesanstalter op gennem 1900-tallet.
"Jeg er stolt af, at jeg kan medvirke til eftertanke med mit udsagn. Ingen skal krybe i skjul hele livet, fordi de er havnet i en situation, som de ikke selv er skyld i. De skal vide, at de godt kan komme frem i verden, selv om de har været på børnehjem," siger 71-årige Leif Vilhelm Nilsson, der selv har haft en lang karriere i TDC.
I 1940'erne voksede han op på Drengehjemmet Raagelund uden for Odense, og da han som ung knægt kom ud i samfundet, fik han af og til at vide, at "dig regner vi ikke med - du er en børnehjemsunge." Også da han langt senere blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Langeskov, oplevede han at blive nedvurderet.
"En gårdmand sagde med en særlig patos i stemmen, at det var godt klaret af mig at blive valgt. "Sig det dog lige ud," svarede jeg. "Du synes, det er godt klaret af en børnehjemsunge." Han blev flov," husker Leif Vilhelm Nilsson.
Selv da han skulle giftes med en af de lokale piger, vakte det furore. Folk i byen sagde, at det var vel nok en skam, at Peter Jensens datter skulle giftes med én af dem dernede fra.
"Som barn fik min kone altid at vide af sin mor, at hun aldrig måtte have noget at gøre med drengene fra Raagelund. Toves mor troede, vi var kommet på børnehjem, fordi vi ikke kunne opføre os ordentligt, men de fleste på Raagelund var fra brudte hjem. Raagelund var ikke en opdragelsesanstalt."

Hjemfalden til straf. Leif Vilhelm Nilssons forældre døde begge som 23-årige. Faderen af tuberkulose og moderen af kræft.
Tre-årige Leif og hans storesøster på seks kom på børnehjem i København. Men en dag blev
Leif ført væk, og han så først sin søster igen, da han var 16.
I tre år boede han på Snekkersten Børnehjem, indtil han blev placeret hos et midaldrende ægtepar ved Assens. Her boede han i to år under kummerlige forhold, indtil en genbo sørgede for, at han blev flyttet.
Otte år gammel blev Leif afleveret til to mænd på banegården i Odense med besked om, at han skulle med et sted hen for at lære at opføre sig ordentligt. Og så vendte plejeforældrene sig om og gik.
Svadaen hang i hans ører, da de store hvide bygninger på Raagelund Drengehjem dukkede op i horisonten. Den lille Leif troede, han skulle i fængsel. Bedre blev det ikke, da han så drengene ens klædt i korte blå lærredsbukser og gråstribede skjorter. Men det skulle blive meget værre.
"Forstander Høper holdt en prædiken for mig, hvor jeg fik at vide, at bande var noget af det værste, jeg kunne gøre. Jeg skulle også sove med hænderne over dynen og rejse mig og bukke, hvis han eller hans kone viste sig. Også selv om jeg var midt i en leg med nogle andre. Gjorde vi det ikke, var vi hjemfalden til straf."
Raagelund havde plads til 52 drenge. Leif blev installeret på lille afdeling, der blev ledet af frøken Hansen med øgenavnet Harpen.
"Vi fik altid havregrød uden sukker og et krus skummetmælk til morgenmad. På et tidspunkt ankom tre små brødre. Den yngste kunne ikke spise sin havregrød, men han skulle, og til sidst brækkede han sig ned i tallerkenen. Så satte Harpen sig ved siden af og madede ham med havregrød og opkast. Det var en stærk oplevelse," fortæller Leif Vilhelm Nilsson.
Flere gange bruger han udtrykket hjemfalden til straf, for der skulle ikke ret meget til, før drengene fik prygl. Dengang var det kotume i mange hjem at slå børn. Alligevel var der flere afgørende forskelle, mener Leif Vilhelm Nilsson.
"Tolerancetærsklen på drengehjemmet var meget lav, og nogle af straffemetoderne var mere rå end i private hjem. Mange af medhjælperne kom fra den yderste plovfure og havde meget svært ved at se forskel på dyr og drenge. Og så er der forskel på at blive straffet af en fremmed og af sin far eller mor, hvor man kan få et trøstende ord bagefter. Vi havde aldrig nogen at søge trøst hos. Selv små drenge har brug for kærlighed, men den fandtes ikke. Vi led under mangel på omsorg."

Sukker på havregrøden. Datoen 28. september 1944 står mejslet ind i Leif Vilhelm Nilssons hukommelse. For første gang i fire år fik han sukker til havregrøden, og blikkruset var fyldt med sødmælk.
Drengene havde fået ny forstander, Svend Nielsen, der selv havde været dreng og senere lærer på Raagelund. Nu var det slut med prygl og elendig mad.
"Hegnet omkring Raagelund blev fjernet og det store plankeværk ud mod landevejen blev brækket ned og brændt. Nu kunne vi få lov at forlade Raagelund, og de store drenge måtte tage til bal og gå i biografen. Den åbenhed betød en masse for os."
Et andet af den nye forstanders træk var, at drengene skulle kalde ham Onkel Svend.
"Hvis vi stod i en forretning inde i Odense, ville folk glo efter os, hvis vi sagde plejefar eller plejemor. Vi skulle sige onkel Svend og tante Lisa, for så troede folk, vi var i familie. Jeg kender en yngre mand, som senere i livet har sagt, at han havde været på Raagelund, fordi hans onkel var forstander der. Det siger noget om de fordomme, der herskede om os."

Åbne kort. Flere af Leif Vilhelm Nilssons kammerater fortalte aldrig deres svigerforældre om drengehjemmet. Selv besluttede han allerede som elev på realskolen i Odense at spille med åbne kort.
"Jeg havde mange fine kammerater på skolen. På den måde fandt jeg ud af, at jeg stod mig bedst ved at tone rent flag, når nogle spurgte til min far og mor. Så kunne de også forstå, hvorfor jeg ikke var så pæn i tøjet, for midlerne var
begrænsede på et børnehjem."
At komme ud fra børnehjemmet var som at vandre på et knivsæg. Nogle faldt til den ene side og blev fordrukne. Andre stiftede familie og fik et godt liv. Leif Vilhelm Nilsson var en af de heldige, men han har et ambivalent forhold til de 11 år, han boede på Raagelund Drengehjem.
"Jeg lærte meget af det og fik vilje til at magte tilsyneladende uoverkommelige opgaver. Omvendt bærer jeg rundt på mange ydmygelser. At stå foran alle de andre drenge i det bare ingenting og vise mine bukser frem for frøken Hansen, så hun kunne tjekke dem for bremsespor. Jeg glemmer det aldrig."

Hænderne over dynen
Langt op i det 20. århundrede blev onani anset for at være skadeligt for helbredet. Både i almindelige hjem og på børnehjem var det forbudt.
På Raagelund Drengehjem på Fyn indledte forstander Høper en sand onanihetz i 1922. Hvis en dreng blev grebet i at onanere, fik han låst et par stive læderhandsker om sine håndled og blev spændt fast til sengen.
I 1944 tiltrådte Svend Nielsen som forstander og satte en stopper for den pædagogik. I sin bog "Onkels erindringer" fra 1992 beskriver han, hvordan en dreng hver nat i to år i 1930'erne blev fiksereret i handskesengen: Han "kunne ikke klø sig, han kunne ikke vende sig, men værst var det, når den medarbejder, der låste hans handsker, gav sig til at onanere ham i hans forsvarsløse stilling. Hver aften og nat var ham en lidelse."

Tidslinie
1825Det første danske børnehjem, Catrinelyst ved Sorø, oprettes som et forsøg af to lærere. Der bor 24 drenge mellem 6 og 14 år på børnehjemmet, men det bliver nedlagt i 1848, fordi man mener, forsøget er mislykkedes.

1830Den ene af de to lærere bag Catrinelyst forlader børnehjemmet og opretter opdragelsesanstalten Bøgildgaard ved Kjellerup mellem Viborg og Silkeborg. Institutionen har haft en ubrudt historie lige siden og er således landets - måske verdens - ældste fungerende børnehjem. I dag hedder institutionen Oustruplund Amtscenter.

1833 Opdragelsesanstalten Holsteinsminde mellem Næstved og Slagelse åbner. Institutionen
eksisterer også stadig og hedder Hjortholm
Kostskole.

1905 En ny børnelov opretter værgeråd - de senere børneværn. Retten til at tvangsfjerne børn bliver indført, og der fastlægges regler for afstraffelser og sættes tal på, hvor mange slag med spanskør, ris eller lussinger, der må gives på børnehjem. Samtidig indføres der statstilskud og statskontrol med børnehjemmene.

1937 Et nyt cirkulære fastslår, at fysisk afstraffelse skal ske "med varsomhed og besindighed". Man må give et eller to slag med den flade hånd på kind, uden at øret berøres. Desuden må man give børn under ti år indtil fem slag på sædet med den flade hånd. Drenge mellem 10 og 15 år må få indtil tre slag med et tyndt spanskrør på sædet og drenge mellem 15 og 18 år indtil seks slag. Det er forbudt at slå piger med spanskrør.

1950'erne Antallet af børnehjem topper. Over 350 børnehjem giver plads til næsten 10.000 børn.

1953 Det bliver forbudt at slå med spanskrør på børne- og ungdomshjem. I folkeskolen bliver spanskrøret først forbudt i 1967.

1967 Det bliver forbudt at slå lussinger. Men ét er lov, noget andet virkelighed. En del lærere og forstandere fortsætter med at slå børn og unge.

1970-77 Psykologen Oskar Plougmand er den første tilsynsførende, der besøger børnehjemmene uanmeldt. Desuden taler han med børnene om, hvordan de bliver behandlet. Det retter op på børnenes forhold.

2002 Udstillingen "Du skal ikke tænke på din Far og Mor" åbner på Svendborg & Omegns Museum.

2004 Cirka 14.000 børn er anbragt uden for hjemmet, heraf er cirka 1.000 fjernet med tvang. Under 6.000 børn er på institution. Resten er i familiepleje, går på efterskole eller kostskole eller bor på eget værelse.