Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 09
Pædagoger slides ned på stribe
Mange pædagoger og medhjælpere bliver slidt ned og skynder sig på efterløn. Over 600 institutioner får derfor besøg af Arbejdstilsynet, der vil stoppe dårligt psykisk arbejdsmiljø og slidsomme løft. Målet er at få nedbragt sygefraværet
Af: Kåre Kildall Rygaard
Hvordan er arbejdsmiljøet på institutionen? Hvordan tackler I, når børnene slås eller skyder med skældsord som 'din dumme sæk'? Det er nogle af de spørgsmål, pædagoger og medhjælpere på 600 institutioner kan få, når de bliver indkaldt til gruppesamtaler om det psykiske arbejdsmiljø. I løbet af i år vil Arbejdstilsynet besøge døgn- og daginstitutioner, skolefritidsordninger og klubber. To mand vil i to dage summe rundt på arbejdspladsen og blandt andet undersøge, om børnene bliver løftet korrekt, når de skal have skiftet ble, og om pædagoger bliver udsat for mobning.
Ved almindelige tilsyn plejer Arbejdstilsynet at ringe uanmeldt på døren, men denne gang får institutionen besked mindst fjorten dage i forvejen.
"Pædagoger og ledere kan forberede sig og tænke spørgsmål igennem. Der er bedre tid til besøget end normalt," fortæller Kjeld Mann Nielsen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Det særlige tilsyn drejer sig udelukkende om ergonomi og psykisk arbejdsmiljø. Hvis en pæda­gog ikke har lyst til at tale om mobning, chikane eller trusler, når kollegaerne er til stede, er det muligt at tale med Arbejdstilsynet alene.

Sygefraværet er slemt. Det er kun få brancher, som Arbejdstilsynet undersøger så grundigt. Det store eftersyn skyldes, at pædagoger og medhjælpere er blandt de faggrupper, som bruger efterlønsordningen mest. Samtidig har personalet i daginstitutionerne en særlig høj risiko for at blive førtidspensionerede og er mere langtidssyge end gennemsnittet på arbejdsmarkedet.
"Selvfølgelig er der mange forskellige grunde til, at folk vælger efterløn, men arbejdsmiljøet spiller også en rolle. Nogle medarbejdere holder fast i arbejdet med næb og kløer og går på efterløn, fordi de ikke orker mere. Folk skal gerne være i stand til at blive på arbejdsmarkedet indtil pensionsalderen," fastslår Anette Lerche, chefkonsulent i Arbejdstilsynet.
Hun peger på, at dårligt psykisk arbejdsmiljø og ergonomi slider medarbejdere ned.
Undersøgelser fra BUPL viser, at det psykiske arbejdsmiljø trænger til et gennemsyn. Flere pædagoger får en fyreseddel, fordi der har været problemer med mobning, stress, vold eller trusler på arbejdspladsen. I 2008 spillede det psykiske arbejdsmiljø en rolle i 30 procent af alle afskedigelsessager.

Problemerne skal løses. Skolefritidsordningen Hasselitten i Vordingborg har allerede haft besøg af Arbejdstilsynet. Her skulle pædagogerne under gruppesamtalen blandt andet forholde sig til, hvordan de tacklede pressede situationer.
"Man får tænkt tingene igennem, når der kommer direkte spørgsmål. Verbale angreb fra børnene kan man godt lade glide forbi, men de sætter alligevel sine spor. Hvor går grænsen for, hvad man skal finde sig i at blive kaldt," spørger Anders Lassen, pædagog på Hasselitten.
Skolefritidsordningen har haft problemer med enkelte børn, som har slået personalet. Under mødet med Arbejdstilsynet diskuterede pædagogerne, hvilke initiativer man kunne tage for at løse problemet, og sammen med skolen har SFO'en lagt en strategi.
"Vi skal ikke byde børnene mere, end de kan håndtere, for så risikerer vi, at de tænder af," forklarer Michael Juliussen, leder af Hasselitten.
Han mener, at SFO'en i Vordingborg fik flere gode erkendelser ud af besøget fra Arbejdstilsynet.
"Det høje ambitionsniveau i forhold til vores ressourcer kan give udbrændthed, hvis ikke vi får justeret målene ned. Det er fint, at vi taler åbent om, hvor skoen trykker. Vi skal passe på hinanden - og det har alle intentioner om," siger han.
Arbejdstilsynet forventer, at Hasselitten og de andre institutioner, som får besøg, knækker den negative kurve for langtidsfravær. Målet er, at fraværet for langtidssygdom falder med fem procent næste år i forhold til 2008.

Arbejdstilsynets fokus

Ergonomi:
Løft, træk og skub
Manglende eller uegnede tekniske hjælpemidler
Belastende arbejdsstillinger og bevægelser
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet.

Psykisk arbejdsmiljø:
Stor arbejdsmængde og tidspres
Høje følelsesmæssige krav
Vold og traumatiske hændelser
Mobning og seksuel chikane.