Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 05
Ghettodansk
I nogle medier forbindes indvandrerunge med kriminalitet og problemer, og tosproget er bare et pænt ord for perker. I multietniske ungdomsklubber er det derimod in at tale perkerdansk. "Selv danske unge dyrker deres tosprogede venners arabiske gloser. Derved signalerer de, at de hører til i gruppen," siger sociolingvist Mette Vedsgaard
Af: Trine Vinther Larsen
Der er 20 kilometer mellem Brønderslev og Hjørring, hvor vi trådte vores barnesko og lærte at tale dansk. Vores nordjyske dialekt er imidlertid ikke at spore hos nogen af os, da jeg ringer fra redaktionen i København til sociolingvist Mette Vedsgaard på universitetet i Århus. Jeg taler, som journalisterne taler på de landsdækkende tv-stationer, og Mette Vedsgaard taler som de forskere, der udtaler sig på de regionale tv-stationer i Østjylland.
"Man taler på en bestemt måde i bestemte kulturer, og hvis mine studerende eller journalister skal tage det, jeg siger, alvorligt, så skal jeg tale med sådan en standard, østjysk accent, som er kendt fra tv her i regionen," forklarer Mette Vedsgaard og leder dermed samtalen hen på det egentlige ærinde for mit opkald.
"Sådan er det også i ungdomssproget. Også unge taler forskelligt, alt efter om det er deres venner eller deres lærer, de taler med," siger hun.
Jeg har ringet til Mette Vedsgaard, fordi hun skriver ph.d. om en ny dialekt indenfor ungdomssproget. Dialekten kaldes enten multietnolekt, araberslang eller perkerdansk, og den findes blandt unge danskere og indvandrere, som færdes i multietniske miljøer i storbyer som København, Århus og Odense. I det danske samfund er indvandrernes dansk oftest ilde set, fordi de ofte taler fejlagtigt i forhold til det sprog, som Dansk Sprognævn ville anse for korrekt dansk. Men nye undersøgelser viser, at blandt nogle unge er det blevet populært at bruge ord som "Wallah" og "Jalla". Mette Vedsgård har undersøgt fænomenet i Århus V, hvor der bor mange tosprogede unge.
"De fremmede ord virker fascinerende på de unge i kvarteret, og selv pæredanske unge dyrker deres tosprogede venners arabiske gloser. Derved signalerer de, at de hører til i gruppen," siger Mette Vedsgaard.

Sejt slang. I forbindelse med sit ph.d.-projekt "Sprogbrug og sprogvalg blandt unge i multietniske områder i Århus" interviewede hun danskere og indvandrere mellem 13 og 18 år i en indvandrerpræget ungdomsklub i Århus V. Desuden båndede hun 30 timers samtaler mellem de unge i klubben. I klubben var der grupper af seje indvandrerdrenge, som i flæng brugte især arabiske, men også tyrkiske eller kurdiske gloser, når de talte med deres venner. For at blive en del af gruppen begyndte nogle danske unge at tale og gå klædt som de seje indvandrerdrenge.
"Det er en del af sådan en ungdomsattitude, hvor man er meget afsøgende og nysgerrig over for alt, der forekommer nyt og sejt. Man zapper ind og ud af flere subkulturer, indtil man finder sin stil," siger Mette Vedsgaard, der ser araberslang som blot én blandt mange subkulturer, unge kan tage del i.
Det såkaldte araberslang kan endda være forskelligt inden for de forskellige multietniske grupper af unge, og ordene udtales anderledes på århusiansk end på københavnsk.
"Men generelt kan man sige, at de unge, der taler araberslang, viser, at de er anderledes end andre grupper af unge danskere, som måske kommer fra en anden bydel i Århus. Og først og fremmest adskiller de sig fra de voksne, som ikke kan forstå, hvad de siger, fordi de bytter om på ordstillingen eller bruger udenlandske ord," siger hun.

Kompetente tosprogede. Det er en ofte skrevet historie i me-
dierne, at tosprogede ikke taler ordentligt dansk, eller at indvandrerunge aldrig får en uddannelse, men det billede kan Mette Vedsgaard ikke genkende fra hendes besøg i ungdomsklubben i Århus V og på en skole i samme bydel.
De unge, hun har talt med, siger f.eks. "Wallah, hvor er det koldt" i stedet for "Hold kæft, hvor er det koldt" og bruger på den måde "Wallah" (Ved Gud, red.) til at forstærke udtrykket. De siger, må jeg stille dig en spørgsmål, i stedet for et spørgsmål. De bytter om på ordstillingen som i: "Når du bor i Danmark, du er nødt til at tale dansk". Eller de taler i et dybere toneleje.
"Men det betyder ikke, at de ikke kan tale dansk," understreger Mette Vedsgaard og fremhæver, at de unge kun taler araberslang med deres venner.
"Sådan ville de aldrig skrive i en dansk stil. De ved udmærket godt, i hvilken sammenhæng de kan bruge hvilke udtryk, og faktisk er det en kompetence hos de tosprogede unge, at de kan jonglere med et større ordforråd, når de skal udtrykke sig over for andre eller vil beskrive, hvordan de har det," siger Mette Vedsgaard.
Sproget er dermed bare et redskab for de unge, og sprogforskeren mener ikke, at der er hold i de historier, mange aviser skriver om kriminelle, unge indvandrere, som går med kniv og forårsager problemer. Godt nok påtager de unge sig den seje attitude, medierne beskriver, men det handler mere om at have et omskifteligt og moderne udtryk, vennerne kan være fælles om, end det er et fasttømret træk ved deres personlighed. De leger med karaktertræk, som medierne forærer dem.
"Unge i dag behøver bare slå op i avisen for at få at vide, hvordan de skal tale og se ud som en indvandrer, men fordi de nogle gange lyder som en småkriminel rod, betyder det jo ikke, at de er det. Taler man araberslang eller går i Helly Hansen-jakke og hættetrøje udviser man en kreativ evne til at bruge ydre udtryk til at blive en del af en kultur, man gerne vil være en del af. Året efter er man måske optaget af en anden subkultur," siger Mette Vedsgaard.

Lavstatus sprog. De arabiske ord er ukendte for de fleste danskere, men fra internetspillet Mujaffa og det hedengangne tv-show Banjos Likørstue kendes det stereotype "Wallah, min fætter".
"Men det er der ingen, der siger i virkeligheden. Det er et medieskabt ikon på, hvordan danskere tror, indvandrere taler, og det refererer til fordommen, at indvandrerdrenge bare hænger ud med deres fætre og slås med andre indvandrergrupper," siger Mette Vedsgaard, der mener, at slåskampene oftest er for sjov og i øvrigt foregår med ord frem for med knytnæver.
"Det stammer fra det, der i rapsproget hedder battles, og går ud på, at den ene først siger noget grimt om en anden, og så skiftes man ellers til at give igen verbalt. Hele tiden må man være bedre til at disse (fornærme, red.) den anden, og ofte griner man sammen af de opfindsomme ord, ligesom det kan være til stor underholdning for tilskuere. Som pædagog skal man selvfølgelig være meget opmærksom på tonen i den slags leg, men det er trods alt bedre at spy med ord end knytte næverne," siger Mette Vedsgaard.
Den slags verbale slåskampe indtraf kun få gange, mens Mette Vedsgaard opholdt sig i ungdomsklubben, og når man i medierne beskylder indvandrene for at forstærke det grimme sprog blandt nutidens unge, så mener hun heller ikke, artiklerne er helt sandruelige.
"Det er meget få bandeord, jeg hører på mine båndoptagelser, og de unge kalder det selv for grimme ord, når de enkelte gange siger "jeg knepper din mor" eller "luder"," påpeger Mette Vedsgaard, der i øvrigt mener, at grimt sprog er kulturbestemt.
F.eks. går arabiske tabuord især på de kvindelige familiemedlemmers seksualitet, og Mette Vedsgaard mener, at oversat for en dansk kvinde kan disse udtryk virke ekstra hårde. Når hun holder foredrag, bliver Mette Vedsgaard ofte spurgt, hvad det er for et forhold arabiske drenge har til piger, når de kan kalde dem ludere.
"Så plejer jeg at vende spørgsmålet mod os selv og spørge: "Hvad er det for et forhold, danskere har til afføring, når danske tabuord oftest indebærer ord som skid, røv, pis og lort"," siger hun og påpeger, at vi også selv siger "Jeg knepper dig".
"Vi gør det bare på engelsk, for det lyder ikke helt så slemt for en dansker at sige "Fuck you"," siger hun.
"Engelsk er jo et højstatus sprog, som børn lærer i skolen, mens arabisk er lavstatus, fordi vi kan læse om kriminelle indvandrere i avisen," siger Mette Vedsgaard og påpeger, at de arabiske ord, de unge bruger ofte, er helt uskyldige hverdagsord. For eksempel "habibi", der betyder "ven" eller "skat", og "jalla", som betyder "kom nu". Så en almindelig sætning på perkerdansk kunne lyde sådan her:
"Du er min habibi, taieb! Men nogle gange er du mashallah... Jalla!", hvilket betyder:
"Du er min ven, okay, men nogle gange er du for meget... Kom nu!".". Og det kan man jo godt forstå.

Ordbog i araberslang:
Wallah: Ved Gud (eller: Jeg sværger)
Inshallah: Vi får se (Egentlig: Om Gud vil)
Habibi: Skat, ven
Daeib eller Taieb: Okay (du har ret)
Bassa: Ta' den! Der fik du den! Sig ikke mere! (Bruges i diskussion)
Bass/Boss: Jeg giver dig en bass
(I overført betydning: Skråt op!)
Mashallah: For meget, overdrevet!
Betjuf: Vent og se
Halas: Hold op
Jalla: Kom nu
Foruden de arabiske gloser er ord fra tyrkisk og kurdisk gledet
ind i det danske multietniske sprog:
Tyrkisk: Paras (penge), klz (lækker) pige), lan (mand, som i:
"Mand, hvor er du irriterende")
Kurdisk: magi (abe eller bums), lo (mand), ew (hej)
Kilder: Mette Vedsgaard Christensen: "Sprogbrug og sprogvalg
blandt unge i multietniske områder i Århus", Aarhus Universitet
(under produktion). Samt cand. mag. i dansk og tyrkisk Jens Normann Jørgensen, Københavns Universitet.
Derudover har lektor i dansk Pia Quist skrevet om multietnolekter
i blandt andet to københavnske ungdomsklubber.
Litteratur: "Ny københavnsk 'multietnolekt'. Om sprogbrug blandt unge i sprogligt og kulturelt heterogene miljøer. Danske talesprog". Bind 1. Institut for dansk Dialektforskning.
København: C.A. Reitzels Forlag 2000.