Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 06
TEMA SYG OG FATTIG: Tom lever på sultegrænsen
Pædagog Tom Rømer Hansen har mistet sine sygedagpenge og lever nu på sultegrænsen med den meget lavere kontanthjælp. Han føler, at han er ved at miste alt det, han har kæmpet for hele sit liv.
Af: Niels Ole Qvist
87 kroner om måneden.Så lidt har pædagog Tom Rømer Hansen fra Rønne på Bornholm at leve for, når han har betalt sine faste udgifter.
»Den står på havregrød, billigt brød og discountleverpostej. Og så ellers hjælp fra venner og bekendte. Det seneste år har jeg tabt mig 30 kilo,« siger han.
Den 42-årige pædagog og far til fire er en af de mange pædagoger, som er blevet smidt ud af sygedagpengesystemet og nu må forsøge at klare sig på kontanthjælp.
Før nedturen startede for lidt over et år siden, havde Tom Rømer Hansen et fast job, en villa og hustruen, som han havde været gift med i mange år.
I dag er der kun huset tilbage, og det er efter alt at dømme kun et spørgsmål om tid, før det ryger på tvangsauktion.
Huset blev sat til salg for nogle måneder siden, men det bornholmske boligmarked er ekstremt presset, og indtil videre har der kun været et par potentielle købere for at se på det.
Imens svinder både håbet og pengene for Tom Rømer Hansen.
»Jeg har også solgt bilen for at klare mig, og nu venter jeg på, at jeg kan få udbetalt mine opsparede efterlønspenge. Så kan jeg klare mig for dem et stykke tid, altså hvis ikke kommunen blot modregner dem i kontanthjælpen,« tilføjer han med en opgivende stemme.

Kørte galt på cykel. For at forstå, hvordan Tom Rømer Hansen er havnet i denne situation, skal tiden spoles et år og fire måne­der tilbage. Til den 27. september 2010, hvor han var på vej på cykel gennem et skovområde ved Rønne. Det var mørkt, og han mistede herredømmet over cyklen. Ved faldet pådrog han sig et kompliceret kravebensbrud og måtte hentes af en ambulance.
Smerterne var slemme, men chokket var det værste.
»Jeg er en stor, stærk mand, og jeg har altid været den, som har hjulpet andre. Men jeg var pludselig den hjælpeløse. Det fik noget til at gå i stykker i mig,« forklarer han.
Tom Rømer Hansen var indstillet på at vende tilbage til sit job hurtigst muligt. På det tidspunkt varetog han to jobfunktioner som pædagog i skolefritidsordningen Slusen i Rønne og som støttepædagog. Han var en vellidt medarbejder, og i starten var der forståelse hos chefen for, at han langsomt kunne vende tilbage til fuld tid.
Ret hurtigt blev det imidlertid klart, at ulykken ikke kun havde forårsaget en brækket knogle, men også ramt Tom Rømer Hansen på psyken. Han begyndte at tvivle på sit eget værd og på, at han kunne udføre sit job tilfredsstillende.
»Hvem har brug for en invalid pædagog? Det var den slags tanker, som begyndte at rumle i mig. Samtidig var der kraftige nedskæringer på vej i kommunen, og jeg kunne godt regne ud, at jeg risikerede at stå for tur,« beretter han.

Altid arbejdet. Tom Rømer Hansen har et billede af sig selv som en ressourcestærk person. Siden sit 16. år har han arbejdet og bidraget til fællesskabet over skattebilletten. Nu havde han for første gang brug for hjælp, og han forventede, at systemet ville stå parat med hjælp.
Det modsatte skete.
I januar 2011 gik det helt galt for ham. Bornholm var på det tidspunkt ramt af århundredets uvejr, og på vej gennem det hvide kaos måtte Tom Rømer Hansen pludselig trille ind til siden i sin bil. I flere minutter sad han som lammet og stirrede ud i snemasserne, mens kroppen var i højeste alarmberedskab.
»Mit hjerne hamrede vildt, sveden drev af mig, og jeg kunne slet ikke tænke klart. Jeg var bange for at køre videre og for at møde mine kolleger og børnene. Det var en angstreaktion,« forklarer han.
Efter at have overvundet den første rædsel kontaktede Tom Rømer Hansen sin læge, som rådede Tom til at tage en pause fra jobbet. Herefter røg han på sygedagpenge.
Det føltes som en midlertidig lettelse, men samtidig blev han tiltagende frustreret over de mange kommunale kontrolskemaer, han skulle udfylde. De modsatrettede beskeder, han fik fra de kommunale sagsbehandlere, var også med til at sætte ham under pres.
»Jeg fik klart indtrykket af, at de opfattede mig som en, der ikke gad arbejde,« bemærker han.
Undervejs i forløbet blev han sendt til psykiatrisk udredning på Sjælland og fik her at vide, at han havde brug for psykologhjælp til at komme videre.
»Da jeg viste dem rapporten fra psykia­teren, var kommunens borgerservice klar til at betale for min terapi. Men siden løb de fra løftet og ville ikke bidrage, fordi min kone havde en indtægt. Så vi måtte selv betale,« forklarer Tom Rømer Hansen.
Hustruen er social- og sundhedshjælper, og med én indtægt var der ikke hul i budgettet til de 1000 kroner i timen, som en psykolog koster. Slet ikke hvis der også skulle være penge til at betale familiens faste omkostninger til blandt andet bil, børn og huset i Rønne.
Den 1. november 2011 havde Tom Rømer Hansen været på sygedagpenge i 52 uger, hvilket som udgangspunkt er den periode, man ifølge loven kan være i det system. Loven åbner mulighed for, at perioden kan forlænges med to gange 52 uger, hvis man er under – eller venter på – lægebehandling, og kommunen samtidig vurderer, at dagpengemodtageren kan begynde at arbejde igen.
For Toms vedkommende var svaret et blankt nej. I stedet røg han på kontanthjælp og fik sin månedlige indkomst mere end halveret. Fra 23.000 kroner om måneden, som var hans pædagogløn, til sygedagpenge på 16.000 kroner og til 10.300 kroner, som er den kontanthjælp, han modtager nu. Før skat.
»Da det skete, ramlede det. Huset og bilen blev sat til salg, og jeg blev separeret fra min kone,« forklarer han.
Hvorfor flyttede I fra hinanden?
»Vi var begge presset af den uvished, som vi havde levet under så længe. Der var intet overskud til at smile til hinanden, og vi måtte spare på alt. Hverdagen var blevet grå, og vi var slidt op,« forklarer Tom Rømer Hansen.
Men hvorfor er din økonomi så presset?
»Ligesom mange andre var vi hoppet på lånebølgen og havde brugt penge på at rejse og nyde livet. Vi havde ikke forudset det her, og nu sidder jeg i saksen med alt for høje faste udgifter. Jeg kan ikke betale terminen og må leve af hjælp fra venner og min ekskone, der heldigvis er sød til at komme med aftensmad til mig og vores fælles syvårige søn.«

Bare jeg var kvinde. Tom Rømer Hansens dage går nu med at vente på nye beskeder fra kommunen eller jobcentret. For at få renset tankerne går han hver dag 10 kilometer.
»Det meste af tiden føler jeg mig fuldstændig tom indvendig. Jeg gør alt for at oppe mig, når jeg er sammen med min søn, og jeg sørger for at se pæn og ordentlig ud, når jeg går ud i byen.«
Han er bevidst om, at det måske havde været en mere virkningsfuld strategi at give helt op og bare lade stå til. Men det er imod hans natur. Dybest set er han en fighter, og det forsøger han også at signalere udadtil.
»Hvis jeg havde været en kvinde, tror jeg, at forståelsen for min situation havde været større. Sagsbehandlerne ser kun en stærk mand for sig, ikke en såret person, der kæmper for at bevare sin værdighed og holde facaden. Men som har brug for hjælp,« forklarer han.

Vil vende tilbage. Midt i problemerne er Tom Rømer Hansen taknemmelig for den hjælp og støtte han har modtaget fra sin fagforening.
»Jeg kan tude af lykke over, at fagforeningen hele tiden har været der og hjulpet mig på alle mulige måder.«
Tom Rømer Hansen håber, at han med tiden kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, men han er klar over, at det kan have lange udsigter.
»Jeg føler, at jeg kan en masse ting, og jeg vil gerne bidrage. Men som situationen er nu, er jeg ikke i stand til at passe et arbejde. Jeg har brug for ro og lidt flere penge at gøre godt med, så jeg kan få tingene til at hænge lidt bedre sammen. I længden er det ikke holdbart med 87 kroner. Slet ikke når jeg også har børn, som jeg skal være noget for.«

Reglerne vrides
Bornholms Kommune har fået kritik for at være for flinke ved de sygemeldte. Det kan være grunden til, at kommunen har taget fløjlshandskerne af.
Sagen med pædagog Tom Rømer Hansen er ikke enestående på Bornholm. Ifølge BUPL-formanden på Bornholm, Tomas Nielsen, vrides reglerne indimellem til det yderste, så kommunen slipper for at udbetale sygedagpenge til folk gennem længere tid.
»Vi har en række sager, hvor vores medlemmer bliver hårdt presset. De ryger måske på socialhjælp eller mister helt deres indtægtsgrundlag,« siger han.
Bryder kommunen loven?
»Det har jeg ikke belæg for at sige, men kommunen går helt ud til kanten. Vi har sager, hvor en hvilken som helst form for tvivl altid afgøres til kommunens fordel. Der er nogle ret stride fortolkninger af reglerne,« svarer Tomas Nielsen.
Formanden for Beskæftigelsesudvalget i Bornholms Regions­kommune, Henry Schou Madsen (A), erkender, at kommunen har som erklæret mål at få så mange som muligt væk fra sygedagpenge. Han forklarer, at kommunen har fået kritik for at lade folk modtage hjælp for længe.
»BDO-Revision har undersøgt området for os og fundet frem til, at vi blandt andet har været for flinke til at bruge forlængelsesmulighederne for sygedagpenge. Derfor har vi strammet op på området og forsøger at sætte ind med en meget tidlig indsats. Det er ikke for at genere folk, men for at efterleve reglerne og sørge for, at flest muligt vender tilbage til deres arbejde hurtigst muligt,« forklarer Henry Schou Madsen.
Er det så reglerne, den er gal med?
»De er i hvert fald rigide og også for rigide efter min mening. Som udgangspunkt er min indgang, at det er ligegyldigt, om folk skal have sygedagpenge i 52 uger eller 72 uger, så længe man får afklaret deres situation. Det vigtigste er, at folk kommer tilbage på arbejdet,« siger Henry Schou Madsen.
Bornholm døjer med særlige problemer. Således kan det være nødvendigt at sende sygedagpengemodtagerne til for eksempel Sjælland for at blive psykiatrisk udredt. Øen mangler også andre speciallægefunktioner.
»Den slags kan være med til at gøre udrednings­arbejdet for de syge længerevarende herovre,« forklarer Henry Schou Madsen.