Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 01
TEMA: MARERIDTET. BUPL's formand: Frygten er overdrevet
Det går ud over børnene, hvis man hele tiden skal passe på, mener Henning Pedersen om den stigende angst for pædofilianklager.
Af: Julie Hardbo Larsen
Er frygten for pædofili kammet over i forhold til problemets reelle omfang?
Ja, man skal selvfølgelig have fokus på problemet. De sager, der har været, må ikke finde sted, men jeg synes nogle gange, det hele kammer lidt over. Hvis der er ting, man ellers ville føle naturligt at gøre, men ikke kan gøre af frygt for en pædofilianklage, kommer det til at betyde noget i forhold til den pædagogiske opgave og især i forhold til det at være mandlig pædagog.
Hvad vil det betyde, hvis pædagoger skal være to om en del opgaver?
Det vil binde nogle ressourcer, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Det kan forværre situationen med normeringerne, der er blevet ringere de seneste mange år. Retningslinjer om, at man skal være to om mange arbejdsopgaver, kan lægge hindringer i vejen for, at man kan tilrettelægge arbejdet mest hensigtsmæssigt.
Hvad vil det betyde, hvis pædagoger ikke tør have fysisk kontakt med børn?
Hvis man lægger bånd på sig selv hele tiden, vil man ikke reagere naturligt. Man vil ikke kunne vise naturlig omsorg, hvis man hele tiden skal passe på. Det vil i sidste ende gå ud over bør­nene. De får et mærkeligt indtryk, hvis pædagogerne for eksempel er tilbageholdende med at trøste, når børnene har slået sig.
Hvilke konsekvenser vil det få, hvis mænd vælger pædagogfaget fra på grund af frygten?
I nogle institutioner er der kun kvinder ansat, og dér risikerer børnene at mangle den rollemodel, som en mandlig pædagog er. Institutionerne skulle gerne afspejle det omkringliggende samfund – og at børn oplever de forskellige reaktionsmønstre som kvinder og mænd har, giver et bedre billede af, hvordan virkeligheden er.
Hvad betyder den stigende pædofiliangst for opfattelsen af pædagogfaget?
Hvis vi lægger for mange bånd på os selv med restriktioner, som gør, at mandlige pædagoger ikke kan udføre alle opgaver, vil det give et skævt billede af, hvad det vil sige at arbejde som pædagog, og dermed, hvad institutionernes opgave er.