Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Frivillig på Børnetelefonen. Tobias’ hjerte bløder for børnene
Ingen kan hjælpe alle svigtede børn, men hver gang pædagog Tobias Kofoed-Christensen går hjem fra sine samtaler på Børnetelefonen, hvor han er frivillig, har han hjulpet nogle.
Af: Trine Vinther Larsen
Hvert fjerde barn i Danmark udsættes for vold, hver ottende pige for seksuelle overgreb, og hvert femte barn vokser op med alkoholmisbrug. Det viser en ny rapport om omfanget af svigt af børn i Danmark, som Trygfonden og Børns Vilkår står bag.
Børns Vilkår driver også Børnetelefonen, og mange børn søger hjælp her, fremgår det af rapporten, som inddrager nye data fra Børnetelefonens samtaler.
Alene i 2016 modtog Børnetelefonen 6.000 opkald om vold, seksuelle overgreb, misbrug eller mobning. I alt ringede eller online-chattede 41.520 børn for at tale med en voksen.
Blandt de 450 frivillige på linjen er 24-årige Tobias Kofoed-Christensen, som nærmest blev pædagog for at sidde på Børnetelefonen.
»På en sommerkoloni mødte jeg en fra Børne­telefonen, som fortalte om alle de børn, som ­havde brug for hjælp. Jeg ville også hjælpe, men man skulle være i gang med eller have en børnefaglig uddannelse for at blive frivillig, så jeg valgte at blive pædagog,« fortæller Tobias Kofoed-Christensen.
Han er nu færdiguddannet og har været frivillig i halvandet år og har 120 timers samtaler på bagen.
»Set i bakspejlet er der nogle af de samtaler, jeg ikke ville have kunnet klare uden den viden, jeg har nu,« siger han.

Pædagogers hjælpegen. Knap en tredjedel af Børnetelefonens frivilligkorps udgøres af pædagoger og pædagogstuderende. Tobias Kofoed-Christensen mener, det blandt andet skyldes pædagogers særlige ’hjælpegen’.
»I hvert fald har jeg selv et blødende hjerte for børn, men i hverdagen som pædagog har du store børnegrupper og ikke tid til at hjælpe alle så godt, som du gerne ville. På Børnetelefonen er der ingen stress og forstyrrelser. En samtale kan vare to minutter eller to timer og handle om alt fra det første kys til alvorlig mobning. Lige meget hvilke samtaler du har haft, så går du hjem fra Børnetelefonen med følelsen af at have hjulpet og af selv at være vokset fem centimeter,« siger han.
Hans pædagogfaglighed kommer direkte til udtryk i samtalerne.
»Som pædagog går jeg anerkendende og ­lyttende til børnene. Og min teoretiske basisviden kan understøtte forslag til, hvordan barnet kan få mere hjælp.«
Et opkald husker Tobias Kofoed-Christensen særligt. En 17-årig pige ringede og sagde, at hun var i gang med at begå selvmord.
»Så farer tusind tanker igennem ens hoved,« fortæller Tobias Kofoed-Christensen.
Pigen indvilligede i at få lægehjælp, og mens de ventede på ambulancen, handlede det for Tobias om at få hende til at vælge livet og holde fast i det positive
»Det viste sig, at hun var glad for dans, så det talte vi længe om. Jeg ved rigtig meget om dans nu,« siger han.
Adrenalinet havde pumpet under hele samtalen, hvor han selv fik støtte fra en erfaren koordinator. Han brød sammen efter at have lagt røret på.
»Samtalerne er så utroligt varierede. Man kan både grine med børnene og få en lille knude i maven, men ingen bliver efterladt uden hjælp,« siger han.
Det berører ham, at så mange børn ifølge den nye rapport bliver svigtet. Kun 1.525 samtaler på Børnetelefonen handler om vold, men undersøgelsen viser, at vold rammer hvert fjerde barn i Danmark.
»Når det er så mange, er der også mange, vi som pædagoger ikke når,« siger han.