Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 17
Fremtidens skov er børnenes
Mange børn og pædagoger leger og har aktiviteter i skoven. En del gør det hele tiden, andre gør det en gang imellem. Men hvordan skal en skov være, for at den er rigtig god for børn? Det er agronom Inger Lerstrup ved at undersøge.
Af: Vibeke Bye Jensen
I skoven vrimler det med dyr og insekter - og med børn. Mange institutioner tilbringer al tiden i skoven, og mange flere kommer ofte på besøg. Og det er godt, for i skovens rum er der mere plads til det farlige og det eksperimenterende. Skovens uforudsigelighed og variation giver inspiration til andre aktiviteter end legepladsens designede miljø.
Men skov er ikke bare skov. De cirka 13 procent af Danmarks areal, der i dag er dækket af skov, er næsten alle plantet med vilje, meget få er naturligt opståede. Nu har politikerne bestemt, at Danmark i fremtiden skal være dækket af 25-35 procent skov, som for manges vedkommende skal ligge tæt ved byerne. Og det vil betyde endnu mere designet skov og mere plads mellem træer og buske til børnene.
Derfor vil agronom Inger Lerstrup fra KU LIFE, Institut for Skov og Landskab, nu undersøge, hvordan en skov kan indrettes, så børn og pædagoger får den bedste skovbund for deres aktiviteter.
"Som agronom har jeg mest forstand på planter, træer, jord, sand og vand. Derfor har jeg sat mig for at spørge eksperterne på feltet børn og skov om, hvad de har brug for og efterspørger. Og eksperterne er jo børn og voksne i skovbørnehaver. Jeg vil vide, hvilke steder skovbørnehaverne vælger, og hvilke kvaliteter de steder har. Jeg vil vide mere om, hvad børn gør, når de er i skoven, og hvad pædagogerne vil og gør i skoven," siger hun.

Læring i skoven. Inger Lerstrup starter dog ikke sin undersøgelse på bar bund. I to måneder har hun iagttaget børns aktiviteter og lege på en traditionel institutionslegeplads og i en skovbørnehave. Det har vist hende, at børn finder deres egne steder og bruger det, der er omkring dem, hvis de får lov.
"Samtidig får de mange motoriske og sanselige erfaringer. På den måde kommer valg af rum også til at handle om læring," siger hun.
Med forbehold for, at Inger Lerstrup endnu kun har været ude at observere i to børnehaver, kan hun allerede nu opridse nogle tendenser i forhold til børns aktiviteter i udemiljøer. For eksempel at børn blander alle legeformer sammen, når de er ude.
"Jeg troede, at jeg kunne se, at de leger rollelege der og konstruktionslege der, og på den måde ville jeg finde ud af, hvad børn har brug for til de forskellige lege i skoven. Men det er svært, for det hele foregår nærmest samtidig. Der bliver forhandlet, prøvet af og konstrueret på en gang. Børn går ind og ud af legene, og legene ændrer sig konstant. Det kan begynde som en rolleleg, men pludselig er der en diskussion, hvor et begreb skal afklares, eller legen ændrer sig til, at der skal bygges noget," siger hun.
Allermest har det slået Inger Lerstrup, hvilken vældig aktivitet der er både på legepladsen og i skoven, når børnene slippes løs.
"Der er en vældig fantasifuldhed. Det er utroligt så mange interessante ting, børn gør på en klassisk legeplads eller i skoven - også på en kold dag. Børnene er dygtige til at bruge det, der er omkring dem, og så finder de på. Der er en meget arbejdsom og intens stemning både på legepladsen og i skoven," siger hun.
Inger Lerstrup har også observeret, at det tydeligvis er alvor, hvad børn foretager sig, når de leger.
"Børnene har forehavender og ting, der skal prøves og gøres begge steder. Det er til gengæld forskelligt, hvad de kan erfare på legepladsen og i skoven. På legepladsen er der gjort meget ud af sikkerheden, mens der er mange løse, glatte og bevægelige dele i skoven," siger hun.

Det anderledes tiltrækker. Inger Lerstrup har konstateret, at på legepladsen blev der især leget med de kendte legeredskaber som gynger og sandkasse, men der blev også eksperimenteret med alt, der var nyt eller anderledes.
"En dag fandt børnene et potteskår, som gav anledning til undersøgelse og leg. De fik også meget ud af et stykke plastikrør. Der blev hældt ting igennem røret, det blev rullet med det på et bord, og børnene sad på det på gyngerne. En gren, der var knækket af et stort træ, blev også brugt til alt muligt. Så børn har blik for noget, som er nyt og anderledes. Og det får man foræret i skoven, for der sker hele tiden noget nyt. Men samtidig er der også noget, som er kendt, hvis man opholder sig det samme sted hver dag," siger hun.
Det får Inger Lerstrup til at mene, at skoven giver pædagogerne en bred vifte af muligheder for at vælge den ønskede balance mellem det kendte og det ukendte.
"Jeg kunne se, at nye ting inspirerer, for når der er fældet et træ i skoven, er det helt sikkert, at stammerne skal bestiges. Hvorimod en træstamme, der ligger fast på en legeplads ikke er så interessant, fordi den altid er der og hurtigt bliver udforsket. Hvilken balance, der skal være mellem nyt og kendt, er blandt andet noget af det, jeg skal kigge nærmere på og tale med pædagogerne om, når jeg kommer ud i flere skovbørnehaver og skovgrupper," siger hun.
Inger Lerstrup er også blevet interesseret i, at der skal være mulighed for pauser. For hun har set, at børn har brug for at trække sig.
"Det er sværere at få mulighed for ro og pauser på legepladsen, for alle følger med i alt, hvad der sker. Er der en konflikt, følger alle med i, hvad der sker, mens den er mere umærkelig i skoven. Der er flere kroge og gemmesteder i skoven, og det er tydeligt at se, at børnene finder 'deres' steder," siger hun.

Plads til 'det farlige'. Inger Lerstrup har valgt en legeplads og en skovbørnehave som sit pilotprojekt for at undersøge, hvordan man bedst kan observere forbindelsen mellem aktivitet og rum.
"Børn laver de samme bevægelser begge steder: rutsje, glide, hoppe, trampe, klatre, kaste og gribe, ligesom aktiviteter som forhandling, sanglege og rollelege sker både på legepladsen og i skoven. Forskellen ligger i den bund, man lægger under børnenes aktiviteter," siger hun.
Skoven er en bund med muligheder, som man kan udnytte med det, der er, eller det, man finder. Man skal ikke rydde op, som man skal på legepladsen. Man kan bruge tingene og lægge dem fra sig, uden at det roder. Grene, kogler og sten må man bøje, knække eller gøre med, som man selv vil, selvfølgelig altid med kravet om at passe på de andre.
Legepladsen er en anden bund, hvor tingene er designet til leg. Den er mindre foranderlig, der skal ryddes op, og man må for eksempel ikke eksperimentere med at bøje en skovl, til den knækker, klatre uden på klatreborgen eller smadre legetøjet ned i fliserne.
"Godt nok er der mange af de samme lege, bevægelser og gøremål i skoven og på legepladsen, men i skoven er der flere muligheder for at nærme sig 'det farlige' på sin egen måde. Der er mere variation og dermed flere muligheder for inspiration til lege og aktiviteter. På legepladsen er de fleste flader vandrette eller lodrette, mens der i skoven er flere forskellige flader, som giver flere bevægelsesmæssige udfordringer og sanselige erfaringer," siger hun.

Natur og kultur. Når Inger Lerstrup som næste led i sin forskning besøger flere skovbørnehaver, vil hun se, hvad der sker, når der er god tid til at være i skoven. Hun kan allerede se, at der er forskel på, om man går en tur i skoven på samme måde, som man ville gå en tur i en park, eller om man er i skoven hver dag og hele dagen. De børnehaver, der hver dag bruger skoven, finder 'deres egne steder' og udnytter bedre de tilbud, skoven giver.
Hun vil også undersøge, hvad børn ikke kan lade være med at gøre, når de er i en skov i længere tid ad gangen. Og hvad der tilføres af kultur.
"Er der en træstub, kan børn ikke lade være med at gå op på den og hoppe ned igen. Men der sker også andre ting, som tydeligvis er kultur. I skovbørnehaven var en bestemt grengaffel altid en isbod, og det er et eksempel på en legekultur, som er overleveret fra barn til barn," siger hun.
Derfor er det interessant for Inger Lerstrup at spørge pædagogerne om, hvor meget 'kultur', der skal tilføres naturen.
"Selvom skovene ikke skal blive for kultiverede, vil jeg for eksempel gerne vide, om pædagogerne ønsker, at der skal være bålsteder, hvad et godt klatretræ er, og hvor meget har man brug for af overblik og gemmesteder. Formålet er at få et overblik over, hvad skovpædagogerne vil med skoven, og hvilke erfaringer og visioner de har. Hvad børnene vil og drømmer om, vil jeg også gerne vide," siger hun.

2011 er Skovens år
2011 er FN's internationale år for skov og mennesker. Det fejrer Skoven i Skolen ved at udgive og formidle masser af idéer til, hvordan skolebørn kan blive undervist i og om skove. Læs mere på www.skoveniskolen.dk. Her kan man blandt andet finde materiale om skove, træer og blade, og om at snitte i træ, hvilket også kan anvendes til yngre børn.

Ud af busken
Til sit ph.d.-projekt 'Udformning af bynær skov til skovbørnehaver' har Inger Lerstrup brug for at sende spørgeskemaer ud til alle de skovbørnehaver og skovgrupper, som opholder sig i skoven eller på en stor naturgrund. Hun vil gerne vide, hvor de er, hvor mange der er, og hvordan de bruger skoven. Hun vil også gerne interviewe pædagoger i nogle af børnehaverne. Skovgrupper kan udgå fra mange slags børnehaver og have mange forskellige udformninger, så de er især svære at finde. Derfor vil hun gerne have opdateret sin liste over ønskede børnehaver. Hjælp Inger Lerstrup ved at gå ind på www.skovtid.dk, og se, om skovbørnehaver eller skovgrupper i din kommune er på hendes liste. Hvis de ikke er, eller der er fejl i kontaktoplysningerne, så skriv til Inger Lerstrup på inle@life.ku.dk