Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Forskning. Presset arbejdsmiljø truer børns trivsel
Forsker Unni Lind har fulgt hverdagen i to daginstitutioner gennem et år. »Jeg ser utroligt mange udmattede voksne og børn, der bliver ­frustrerede i hverdagen,« siger hun.
Af: Marie Bille
Da Unni Lind gennem halvandet år observerede hverdagen i en vuggestue og børnehave til sit ph.d.-projekt om trivsel i daginstitutioner, kunne hun ikke ’som en flue på væggen’ iagttage børn og voksne ubemærket. For en voksen, der ikke har travlt, er en mangelvare i daginstitutioner og bliver hurtigt populær hos børnene.

»Børnene søger voksnes rolige kroppe. Typisk søgte de mig rigtig meget, selvom de ikke kendte mig. For jeg sad jo stille,« fortæller Unni Lind til Børn&Unge, der møder forskeren på Københavns Professionshøjskole.

Gennem observationer, fremtidsværksteder og interview har Unni Lind stillet skarpt på sammenhængen mellem de voksnes pressede arbejdsliv og børns trivsel i daginstitutioner.
At der er en sammenhæng, virker åbenlyst. Derfor kan det også undre, at den aldrig tidligere i er blevet belyst i forskningen.

»Ja, det er menneskeligt indlysende. Men ingen har før undersøgt, hvilken sammenhæng der er mellem børne- og arbejdslivet i forhold til trivsel,« siger Unni Lind.

»Jeg synes, det giver god mening at dykke ned i og se på, hvad den sammenhæng består i. For det er ikke sådan, at hvis personalet har det dårligt, så får børnene det dårligt. Det er langt mere kompliceret. «

Trivselsbegreb. Trivsel er ellers blevet et hot begreb de senere år, både indenfor forskningen og politisk. Med dagtilbudsloven fra 2016 er børns trivsel skrevet ind som et politisk og pædagogisk formål med daginstitutionernes arbejde. I vejledningen fra Børne- og Socialministeriet præciseres det, at trivsel finder sted i fællesskabet med børn og unge, men er knyttet til det enkelte individ.

»Det betyder, at man er blevet meget optaget af at lave tests og indikatorer, som kan måle trivsel hos den enkelte for eksempel ved hjælp af trivselsskemaer,« siger Unni Lind.

Den forståelse af trivsel er både problematisk og mangelfuld, mener hun.

»Man glemmer den organisatoriske og strukturelle kontekst. Da jeg kom ud i den ene institution, var den ene stue for eksempel lagt fuldstændig ned med sygdom. Så flytter man rundt på personalet. Det arbejdsklima, der er, og om personalet kan nå at løse opgaverne, betyder da noget for det enkelte barn og for den generelle trivsel,« siger hun.

Når pædagoger skal lede efter tegn på mistrivsel ved at give det enkelte barn en grøn, gul eller rød farve i et skema, retter de blikket væk fra den sociale sammenhæng, børnene er en del af – og lige så vigtigt, ifølge Unni Lind, den samfundsmæssige sammenhæng, og den måde vi har organiseret daginstitutionerne på.
Vi ville profitere af at begynde at tale om trivsel i daginstitutioner, som noget der foregår mellem mennesker under nogle vilkår, mener hun.

»Sådan at vi hele tiden retter blikket mod, hvad mennesker kan sammen. Hvad gør de, og hvad gør de ikke? Hvilke muligheder og barrierer skabes der? Det er et langt mere undersøgende og kritisk blik, som ikke nødvendigvis munder ud i, at vi finder en bestemt metode eller redskab, der kan løse det. Men det er også meget mere besværligt og krævende.«

Undgår katastrofer. Unni Lind har undersøgt trivsel i daginstitutionen som et kollektivt fænomen, hvor børn og voksne forholder sig til og reagerer på hinanden. Med det perspektiv står det klart, at trivsel har svære betingelser i hverdagen i daginstitutionen. Pædagogerne stræber efter at skabe en god dag, hvor de selv og børnene trives. Men personalet har gang i en lang forhandling om at placere børn og voksne sådan, at de undgår katastrofer, forklarer hun.

»Pædagogerne løber rundt med en protokol i hånden, når der er sygdom og møder, som gør, at de må gå fra deres arbejde og børnene,« siger Unni Lind.

Det at være til stede sammen er en mangelvare. Børnene venter. De vil gerne være sammen med de voksne, som er svære at få fat på i længere perioder. For de skal både snakke med forældre og aftale med kolleger om Gurli, der er syg på den anden stue, samtidig skal de sætte gang i en aktivitet – og så tilbage til det barn, som er faldet og har slået sig.

»Det skaber fremmedgørelse og distance. Det gør det svært at være menneske sammen med andre mennesker. Fordi du hele tiden er på vej. Du er hele tiden i gang med løse noget for at undgå en katastrofe,« siger Unni Lind og tilføjer:
»Jeg ser utroligt mange udmattede voksne og børn, der bliver frustrerede i hverdagen.«

Stress smitter. Janne Vestergaard er pædagog i Børnehaven Flintebakken i Horsens. Hun genkender Unni Linds beskrivelse af hverdagen. Når de voksne er pressede, er det svært at undgå, at det påvirker børnene, fortæller hun til Børn&Unge.

»Når to pædagoger taler sammen for at planlægge noget, står der helt sikkert tre børn og kigger på. Tonen og måden, de voksne taler sammen på, påvirker børnene. Vi ved jo alle, at hvis man er stresset, så overfører man det til børnene,« siger hun.

»Overskud giver mere overskud, og underskud giver mere underskud, og børnene holder sig helt instinktivt væk, hvis de møder en stresset voksen.«

En af de få andre forskere, der har interesseret sig for sammenhængen mellem arbejdslivet og børns trivsel i daginstitutioner, er psykolog Karen Albertsen. I 2015 stod hun i spidsen for et forskningsprojekt om inklusion, der klart viste, at arbejdsmiljøet i daginstitutionerne på flere måder hænger sammen med løsningen af inklusionsopgaven.

»I de institutioner, hvor arbejdsmiljøet var meget dårligt, havde de meget svært ved at løse inklusionsopgaven. Det var helt entydigt,« siger Karen Albertsen og uddyber:

»Pædagogerne så inklusion som en vigtig opgave, og hvis det ikke gik godt, havde det store psykiske konsekvenser for dem. Børnene var mere udadreagerende og havde sværere ved at fungere i dagligdagen, og pædagogerne oplevede det som et fagligt nederlag, når det ikke lykkedes dem at give børnene det, de havde brug for. I nogle tilfælde var det meget svært for pædagogerne at se, at børnene ikke trivedes,« siger hun.

Det er forskellige traditioner indenfor arbejdsmiljøforskningen, hvor man forsker i sammenhængen mellem arbejdsmiljø, kvalitet og produktivitet. Indenfor sygepleje- og sundhedsområdet findes der en del undersøgelser, som viser en sammenhæng. Når der ikke findes mere forskning i sammenhængen mellem arbejdsmiljø og kvaliteten i arbejdet i daginstitutioner, kan det bl.a. handle om, at dokumentation af en sammenhæng mellem arbejdsmiljøet og børnenes trivsel og udvikling kræver mange ressourcer og er svært at dokumentere på dagtilbudsområdet, mener Karen Albertsen.

»Der er for eksempel forskning, der har set på sammenhængen mellem normeringerne på hospitalerne og antallet af fejl. Det er lettere at måle på, fordi man kan se på antallet af døde patienter og antallet af fejlmedicinering og sådan nogle ting. Det har man gudskelov ikke i daginstitutioner, men det betyder, at det er sværere at dokumentere så signifikante sammenhænge« siger hun.

Ikke omsorgssvigt. I den seneste tids debat om vilkårene i daginstitutionerne er bølgerne gået højt. I læserbreve og på Facebook fortæller forældre og pædagoger om episoder fra hverdagen i daginstitutionerne. Ordet ’omsorgssvigt’ går igen og igen, men det oplever Unni Lind ikke, at pædagogerne udsætter børnene for.

»Debatten kommer hurtigt til at handle om, at det er synd for børnene, og at de voksne gør det dårligt. Det, synes jeg ikke, at de gør. Men jeg synes, at vi samlet set har fået skabt et hverdagsliv i daginstitutionerne, som gør det svært at stræbe efter trivsel og det gode liv.«

Det er en relevant kritik, der rejses i øjeblikket, mener hun. Der er få voksne, og de få professionelle, der er der omkring, har travlt. Men hun ser mange børn, der græder, er meget kede af det eller endda bliver slået af de andre børn.

»Jeg ser i høj grad børn, der lærer, at det ikke kan betale sig at forvente, at voksne skal have god tid til dem. Det er en mental indstilling og en særlig måde at være i verden, som sætter sig i børnene som institutionsbørn. Og det er problematisk.«

Børn som ofre. Når debatten ruller, bliver det sat meget på spidsen med fortællinger om børn som hjælpeløse, ekstremt udsatte og nærmest ofre.

»Det er de jo også i den forstand, at de ikke selv vælger at være der, og derfor skal deres forældre også råbe op. Samtidig synes jeg, vi skal være opmærksomme på, at børn er også aktive mennesker, som gør noget selv.«

»Børnene er meget aktive i at få det pædagogiske projekt til at lykkes og hverdagen til at fungere. Langt mere, end jeg havde forestillet mig,« siger hun og forklarer, at børns egne handlinger betyder ’sindssygt meget’, både for de voksne og for hvordan atmosfæren og trivslen er i daginstitutionen.

»Der er et kæmpe potentiale i, at vi begynder at have fokus på det, som børn og voksne kan sammen. De vil gerne have det sjovt med hinanden. Der er ingen tvivl om, at mulighed for at være sammen, bestemme selv og have det sjovt, skaber trivsel i daginstitutionslivet.«

Hvad skal der til, for at det scenarie udspiller sig i stedet for det, hvor pædagogerne løber rundt for at undgå katastrofer?

»Det handler selvfølgelig om normering og om, at der er en rimelig bemanding hele dagen. Men det handler ikke kun om hænder. De mennesker, der arbejder der, skal kende børnene og hinanden. Det skal ikke være løstansatte og vikarer.«

Derudover handler det om, hvordan man arbejder i den pædagogiske praksis, mener Unni Lind.
Pædagogerne har tid til at observere og diskutere praksis og forholde sig kritisk og hele tiden være opmærksomme på, når hverdagen skrider.

»Børn og voksne ved godt, hvad der går galt, og hvad der ikke er rart. De har også bud på, hvordan man kan løse problemerne. Men i en hverdag hvor utroligt mange kommunale krav skal mødes, så bliver de nære problemer ikke løst først.«

4 spørgsmål til refleksion

● Hvordan folder trivselsarbejdet sig ud i jeres institution?
● Hvordan fletter børn og voksnes trivsel sig sammen i hverdagen i daginstitutionen hos jer?
● Hvordan har samarbejdet med kolleger og betingelserne for arbejdet betydning for din og kollegernes trivsel?
● Hvilken betydning har personalets samarbejde og arbejdsvilkårene for børnene?

Kilde: Unni Lind

5 pointer fra artiklen

● Unni Lind ser på sammenhængen mellem voksnes arbejdsliv og børns trivsel i daginstitutioner. At der er en sammenhæng, virker åbenlyst, men det har ingen forsket i før nu.
● Den fremherskende forståelse af trivsel som et individuelt forhold er problematisk og mangelfuld.Trivsel er et kollektivt fænomen, vi skaber sammen, mener forskeren.
● Forskerens analyse viser, at både børn og pædagogers trivsel har svære betingelser i hverdagen i daginstitutionen, der er kendetegnet ved en mangel på tilstedeværende voksne.
● For pædagog Janne Vestergaard er det indlysende, at pædagogernes arbejdsmiljø og børnenes trivsel hænger sammen: Overskud giver mere overskud, og underskud giver mere underskud, siger hun.
● Tidligere forskning i viser, at det får store konsekvenser for pædagogerne, når børn ikke trives på grund af dårlig/mangelfuld inklusion.

Om forskeren
Unni Lind er lektor i pædagogik og ph.d stipendiat ved Roskilde Universitet. Hun har tidligere deltaget i aktionsforskningsprojektet ’Liv og læring – i fremtidens daginstitution’ under UCC. Hun trækker på erfaringer og resultater herfra i sit nuværende forskningsprojekt, som hun afslutter i 2019.

Om forskningen
Unni Linds ph.d.-projekt ’Trivsel i daginstitutionen’ er et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole og Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet. Unni Lind har fulgt børn og voksne og foretaget observationer i to institutioner – en vuggestue og en børnehave – gennem et år. Derudover har hun lavet ’børneværksteder’ i to forskellige børnehaver med 12-13 børn i hver, samt ’voksenværksteder’ med hele personalet i begge institutioner. Unni Lind har også foretaget interview med pædagoger i den ene institution.
Center for Dag­institutions-forskning er støttet af BUPL.