Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
Kompetenceudvikling hitter. Pædagoger hungrer efter uddannelse
Pædagogernes nye overenskomst giver flere midler til Kompetencefonden. Over 800 pædagoger har fået støtte fra fonden. Behovet er stort, siger BUPL.
Af: Trine Vinther Larsen
Pædagoger kan nu høste frugten af den nye overenskomst mellem BUPL og Kommunernes Landsforening (KL).
I den treårige aftale er der nemlig afsat nye midler til kompetencefonden, som støtter pædagogers efter- og videreuddannelse. Fra ­
1. maj 2015 kan videnshungrende pædagoger efter først til mølle-princippet søge om op til 25.000 kroner om året til eksempelvis diplom- og kandidatuddannelser.
Den Kommunale Kompetencefond blev grundlagt i den forrige overenskomstperiode og er en succes. Det fortæller Lasse Bjerg Jørgensen, som er hovedkasserer i BUPL og medlem af forretningsudvalget med ansvar for uddannelse. Over 800 pædagoger modtog i perioden 2013-2015 uddannelsesstøtte fra fonden, og Lasse Bjerg Jørgensen glæder sig over pædagogernes store lyst til uddannelse, men pointerer samtidig, at behovet for kompetenceudvikling fortsat er stort.
»800 er en god start, men der er et kæmpestort behov for efteruddannelse blandt pædagoger. Vi ser i vores medlemsundersøgelser, at de efterspørger det, og nu håber vi, at kommunerne opdager behovet,« siger han.

Løfter faget. Uddannelse støttet af Kompetencefonden skal supplere og må ikke erstatte den efter- og videreuddannelse, som skal foregå i kommunerne. Fonden støtter derfor hovedsageligt uddannelse på diplomniveau eller højere.
»Det sikrer, at pædagogen får et reelt fagligt løft, hvilket også vil være med til at løfte det faglige niveau i institutionen og for faget,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.
Af en BUPL-survey blandt de BUPL-medlemmer, som har fået støtte fra Kompetencefonden, fremgår det, at pædagogerne reelt oplever et løft på de uddannelser, de deltager i: ’Det er meget dejligt at få mulighed for at udvikle sig både fagligt og menneskeligt’. ’Det har stor værdi for faget, at vi dygtiggør os’. ’Efteruddannelser giver bedre pædagoger og institutioner’.
Nogle negative kommentarer handler om, at kollegerne må løbe stærkere, når man er på uddannelse, eller at man gerne vil have mere uddannelse, end støtten rækker til.
BUPL har nu sikret, at midlerne i fonden også kan bruges på vikardækning, og Lasse Bjerg Jørgensen kaster bolden over til kommunerne.
»Støtten rækker for eksempel både til et modul på en diplomuddannelse og vikardækningen. Men hvis kommunerne øgede medfinansieringen, ville støtten række til mere uddannelse, så det vil jeg klart opfordre til. Det er kommunernes ansvar som arbejdsgivere at udvikle og uddanne medarbejderne, og de vil få rigtig meget for pengene,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.
Fondsmidlerne finansierer 80 procent af uddannelsesomkostningerne, mens arbejdsgiverbetalingen kun er 20 procent.

Læs om Kompetencefonden på kortlink.dk/detm

Vidste du ...

● Flest pædagoger (53 %) fik i overenskomstperioden 2013-2015 støtte fra Kompetencefonden til kurser om inklusion. Dernæst hittede kurser i relationskompetencer, trivsel og special/socialpædagogik.
● Flest pædagoger valgte diplomuddannelse (73 %). Langt færre fik støtte til fagspecifikke kurser eller master-, akademi- eller kandidatuddannelser.
Kilde: BUPL december 2014.