Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA: De går på sponsorjagt. Vi søger så meget som muligt
I private og selvejende institutioner er sponsorater oftest en del af hverdagen, viser Børn&Unges rundspørge.
Af: Mikkel Prytz
Private sponsorater er mere almindelige i private og selvejende institutioner end i kommunale. Børn&Unges rundspørge viser, at 40 procent af de private eller selvejende institutioner har søgt eller overvejer at søge sponsorater. Når man ser på de kommunale institutioner, er tallet tilsvarende 27,4 procent.
I den selvejende institution Børnehaven Grønnegården i Esbjerg fortæller leder Betina Smedegaard, at de har søgt om sponsorater gennem mange år.
»Vi søger om det, vi kan. Vi har blandt andet søgt til indretning af vores legeplads, til ture og arrangementer, om tilbehør til vores bålplads og udstyr til et naturstudie,« siger hun og tilføjer, at institutionen har fået mange af de ting, de har søgt om.
Sydbank har givet 10.000 kroner i tilskud til nye legehuse. Matas Miljøfond har støttet med 1.500 kroner til nye træer og buske til udearealerne. Friluftsrådet har hjulpet med udstyr til bålpladsen for 15.000 kroner. Institutionen har desuden fundet sponsorer til at dække transporten, når børnehaven tager på den årlige tur til Marbæk Plantage.
»Den tur har været en tradition i mange år. Vi lejer et hus og er væk i fire dage med de største børn. Det giver så god mening at tage børnene med ud og give dem nogle anderledes oplevelser, men det ville vi ikke have ressourcer til i dag, hvis vi ikke fik midler udefra,« fortæller lederen.

Medarbejder søger. Oftest er det en af de ansatte i Børnehaven Grønnegården, der tager initiativ til at søge sponsorater.
»Vi har en medarbejder, der er virkelig god til det og ved, hvor man kan søge. Det kan være svært at finde sponsorer til børnehaver.Hvis det var mere simpelt at finde frem til fonde og sponsorer, ville vi helt sikkert søge meget mere, end vi gør nu. Sponsorater kommer vores børn til gavn og hjælper os med at gøre vores fortravlede hverdag lidt sjovere,« siger Betina Smedegaard.
Faktisk er sponsoraterne nødvendige for at levere det dagtilbud, pædagogerne i Grønnegården ønsker, tilføjer hun.
»Eksempelvis er beplantningen fra Matas Miljøfond og udstyret til vores bålplads og naturstudie med til at understrege, at vi er en grøn institution, der laver mad fra jord til bord. Nu kan vi følge en kartoffel fra spire til høst, og vi kan tilberede den i en gryde over bålet. På den måde understøtter sponsoraterne vores pædagogiske arbejde,«
siger Betina Smedegaard.

Reklamer nej tak. Reklameskilte og sponsorbeviser finder man til gengæld ikke mange af i Grønnegården.
»Reklamer hører ikke hjemme i en børnehave. Men på den anden side: Hvis vi kunne få noget, vi virkelig ønsker, og som vi ikke på noget tidspunkt får råd til, eksempelvis en ny legeplads, ville vi måske være tvunget til at ændre holdning til reklamerne,« siger Betina Smedegaard og tilføjer:
»Til gengæld fortæller vi gerne om, hvor vi har fået midlerne fra, og det svarer jo til den måde, nye forældre hører om vores børnehave på. De gode oplevelser går fra mund til mund, og det tror jeg giver bedre reklame, end hvis vi sætter et skilt op i børnehaven.«