Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 09 Børn&Unge som e-paper
Børns sprog skal styrkes hver dag
Pædagogerne skal kaste sig ud i sprogstimulering, der er baseret på gode historier, lege, kreativitet og kropslig udfoldelse, mener underviser, skuespiller og coach Hanne Trolle.
Af: Vibeke Bye Jensen
Hver dag skal du gøre noget, som styrker børns sprog. Det behøver ikke altid at være fint og forberedt i detaljer. Pædagoger skal gøre det, de er gode til – at være sammen med børnene på en nysgerrig, undersøgende og sjov måde, som sætter gang i sproget, kreativiteten, legen og kroppen.
Det er underviser og skuespiller Hanne Trolles budskab, og det, som hun på sit kursus ’Styrk børns sproglige udvikling’, giver redskaber og metoder til. Hun mener, at pædagogerne skal have indsigt, teori og erfaring, der gør, at de føler sikkerhed og tør kaste sig ud i at styrke børns sprog gennem gode historier. Pædagogerne skal satse på en interaktiv hverdag, så sprogstimulering hverken kræver manual eller udelukkende foregår ’hver tirsdag mellem kl. 10 og 11’.
»Hvis du først skal finde den røde mappe på kontoret med en manual, kan sprogarbejdet virke uoverkommeligt. Men når du selv har mærket glæden i dialogisk læsning eller sproglege, vil du opdage, hvor let og inspirerende det bliver at læse en bog på en ny måde, at gå på opdagelse i bogen sammen med børnene, snakke med dem om ordene og handlingen og at være nysgerrig sammen med dem,« siger hun.

Vær spontan. Hanne Trolle giver pædagogerne redskaber til både helt spontant og forberedt at lade sig inspirere af en bog, et maleri, en skulptur, et foto eller andet. Et af redskaberne er at stille åbne hv-spørgsmål, for det hjælper børnene til at være nysgerrige og til at forestille sig, hvad der måske videre sker.
»Det er der tonsvis af sprogudvikling i. Og samtidig styrkes kreativiteten og de narrative kompetencer. Børnene forstår og husker ordene meget bedre, hvis man får en dialog med dem om deres betydning, eller hvis man giver sig til at undersøge dem sammen, tegne dem eller lege dem og får hele kroppen og alle sanser i spil,« siger hun.
Hanne Trolle, der selv er uddannet socialpædagog, har i mange år drevet børneteatret ’Månegøgl’. Nu udbyder hun kurser i sprogstimulering på en ny måde, fordi hun kan se, at de mange skemaer, systemer, manualer, tests, manglende tid og dårlige normeringer kan begrænse pædagoger i at gøre det, der er vigtigt for børns sproglige udvikling.
»Jeg kan være med til at vise pædagogerne, hvordan de ser mulighederne for, hvad der kan lade sig gøre på trods af svære vilkår. For pædagogerne er med til at give børnene det sprog, der er så vigtigt for al anden udvikling og for at få et godt liv,« siger hun.

6 råd om sprogstimulering
Underviser Hanne Trolle opsummerer sine opfordringer til pædagogerne i disse seks råd.
1. Søg selv input, og bliv inspireret. Det er vigtigt at få fyldt benzin på, da det giver
ny energi.
2. Se muligheder frem for forhindringer.
3. Bliv afklaret med din rolle, for som pædagog har du stor indflydelse på børnene. Tænk over, hvad du vil give videre.
4. Kast dig ud i det. Du kan allerede en masse. Og byg så videre på det, du kan.
5. Arbejd med det, der tænder dig. Din entusiasme smitter af på børnene. Og glade børn lærer mere.
6. Gør det, der er muligt. Det er bedre at gøre lidt end slet ingenting.

Læs mere på hannetrolle.com

Fælles uddannelse i MUFFEN
MUFFEN (Muligheder, Udvikling, Faglighed, Fantasi, Engagement og Netværk) er en sammenslutning af otte selvejende institutioner på Bispebjerg i København NV, heriblandt børnehusene Stærebo og Hurlumhej. Kurset ’Styrk børns sprogudvikling’ har været for alle medarbejdere i de otte institutioner. Det er valgt for at styrke netværket og videns- og refleksionsdelingen mellem medarbejderne.