Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 11
Larveprutter og rævelort
Børn og pædagoger i Ishøj Kommune står i kø for at komme på opdagelse i naturen med naturvejleder Willy Boje. I Naturværkstedet kan man lave bål, tage på ture i skoven og finde pruttende larver i køkkenhaven
Af: Ida Bjørg Rasmussen
Sneen knitrer under fødderne, og selvom solen luner en lille smule, er kinderne røde, og næserne løber lidt i den frostklare luft. 15 små flyverdragter står i en rundkreds, dybt optaget af fundet af de første dyrespor - tydelige spor af hestesko.
Børnehavebørn og pædagoger fra Daginstitutionen Myretuen i Ishøj er ude for at lede efter forårstegn sammen med naturvejleder Willy Boje.
Willy Boje er uddannet pædagog. Han er også uddannet tømrer, oliefyrsmontør og sløjdlærer. I en alder af 50 er han nu ved at færdiggøre naturvejlederuddannelsen sideløbende med jobbet som naturvejleder i Ishøj Naturværksted.
Naturværkstedet åbnede i 2002, og tilbuddet er blevet en stor succes. Så stor, at alle aktiviteter nu er booket et helt år frem. Institutionerne kan tilmelde sig de mange aktiviteter en gang om året, og hver gang er Willy Bojes mailboks mildest talt overbelastet.
Naturværkstedet er indrettet i en nedlagt udflytterbørnehave og ligger bag skoven i Ishøj Dyrehave. Her kan daginstitutionerne komme ud med en gruppe børn og gå på opdagelse i skoven, fange rejer ved vandet eller blive væk i den dertil anlagte "bliv-væk-skov". De fleste aktiviteter foregår udenfor Skovhytten - også om vinteren.
"Vi bager altid snobrød eller boller, og vi laver altid bål. Vi har siddet og grillet pølser og snobrød, mens det sneede," siger Willy Boje.
Willy Boje arrangerer alle aktiviteterne i Naturværkstedet. I børnenes øjne er han ligeså sej som Crocodile Dundee. Han kan snitte alt i træ, han har lavet sin egen vikingegryde, og han kan finde spor efter alle skovens dyr. Det er glæden ved og viden om naturen, han gerne vil give videre til børnene.

Gæt en lort. På dagens tur med Myretuen finder de harespor, og Willy Boje fortæller, at harerne leger kærestelege for tiden.
"Hvor ved du det fra," spørger børnene.
"Fordi jeg har set dem gøre det," siger Willy.
Børnene leder selv efter flere spor.
"Jeg har fundet et spor, Willy," er der en, der råber, men...
"Nej, det var bare min sko."
Turen foregår i børnenes tempo, og de gør holdt, hvis de finder noget interessant. Man kan ikke planlægge det helt fast, forklarer Willy Boje, for det er jo ikke sikkert, man finder det, man leder efter. Men børnene er meget umiddelbare og begejstrede for selv små ting som at finde et tomt sneglehus.
Den lille ekspedition krydser ind over en mark.
"Hvis vi er heldige, finder vi en rævelort," siger Willy Boje begejstret.
Han ved, hvor rævene holder til, og gruppen sætter kurs mod vandhullet. Pludselig finder Willy noget. Jo, det er en rævelort. Begejstringen er stor, og børnene stimler sammen for at se. Der er musetænder i, fordi ræven har spist en mus til aftensmad, forklarer han.
"Er der nogen, der ikke har set rævelorten," spørger Willy.
"Mig, mig," råber alle og vil se igen.

Fødekæden i miniversion. Formålet med Naturværkstedet er at formidle naturens sammenhænge videre til børnene, så de får en bedre forståelse af det. Når man finder en edderkop i et spind, lægger det op til at tale om, at det er godt, der er edderkopper. Selvom pigerne måske synes, de er ulækre.
"Hvis der ikke er edderkopper, vil der være alt for mange myg. Desuden æder sangfuglene edderkopperne, og de skal jo også have føde. Nar vi taler om det, lærer børnene om naturens sammenhænge," forklarer Willy Boje.
Børnene får også styrket deres motorik af at tumle rundt i skoven, og de får nogle oplevelser, der vil sætte sig fast i hukommelsen, mener Willy Boje.
"I Ishøj har man haft forståelse for, at det er godt for børn at komme ud i naturen og bruge sig selv. Og så styrker det deres motorik, fordi der er ujævnt, og der er huller, og det kræver en enorm kampindsats af de små børn, når de vælter derudaf," siger han.
Der er også mange sanseoplevelser for børnene, fortæller han:
"Vi tager ned til stranden og fanger rejer. Når børnene mærker, hvordan rejerne spjætter i hånden, er det både spændende og lidt farligt. På den måde giver det dem en følelsesmæssig oplevelse, og det er noget, der sætter sig."
Og så er der køkkenhaven, hvor børnene somme tider finder kålorme, som laver larveprutter på hånden, når man tager dem op. Det kan både være en sjov, men også grænseoverskridende oplevelse, fortæller Willy Boje.
Naturværkstedets aktiviteter spænder vidt, og for tiden har Willy Boje gang i et vikingeprojekt med nogle børn.
"Vi laver lerperler, som vi brænder på bålet, og smykker af hjortetak. Og så laver vi bålmad. I går var det plankelaks, og næste gang skal vi lave suppe i den store vikingegryde, jeg har lavet, og så skal vi bage fladbrød og lave ost," fortæller han.