Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Lars kåret som superpædagog. Men vi er alle sammen vindere
Lars Villadsen er blevet kåret som landets bedste vuggestuepædagog af bladet Vores Børn. Prisen er også en ros til mine kolleger, mener han.
Af: Maja Hansen
Lars Villadsen fra vuggestuen Krummeluren i Mørkøv kan kalde sig ’landets bedste vuggestuepædagog 2015’. Prisen er stiftet og uddelt af bladet Vores Børn, og godt 800 pædagoger var nomineret af forældre landet rundt. Lars Villadsen vandt titlen med flere end halvdelen af de i alt 22.000 stemmer på nettet.
»Det er et fedt skulderklap at få, både fra forældrene, omegnen og fra kollegerne. Jeg har kun hørt positive ting fra mine kolleger. De siger, at de synes, det er fortjent, og at det ikke kunne være andre end mig. Forældrene har jeg også fået ­meget ros fra. De har bakket supergodt op om det hele, både ved at stemme og snakke om prisen,« fortæller Lars Villadsen.
Udover titlen som landets bedste vuggestuepædagog vandt Lars Villadsen og ’Krummeluren’, der er en privat institution, et besøg af Rasmus Klump og et gavekort til motoriklegetøj på 10.000 kroner.

Ros til teamet. I Børn&Unge og på Facebook har pædagoger kritiseret prisen, især fordi forældrene kun kunne indstille en enkelt vuggestuepædagog til prisen, når pædagogerne altid arbejder i team. Selvom Lars Villadsen har vundet prisen, er han ikke i tvivl om, at den er en cadeau til hele teamet.
»Jeg synes klart, at det er en ros til hele vores team. I vores fag kan man ikke sige, at en enkelt pædagog kører hele showet alene. Vi er jo en enhed, og jeg synes mine kolleger gør det lige så godt, hvis ikke bedre, end mig. Det er lige så meget teamet og institutionen, der har vundet, og det er os alle, der får glæde af gaverne. Det er en titel, som jeg har været så heldig at få, men det er et kæmpe skulderklap til både mine kolleger og til hele institutionen,« siger han.
Vores Børn har stiftet prisen for at skabe opmærksomhed omkring de mange gode vuggestuepædagoger rundtom i landet.
»Pædagogerne er uhyre vigtige for både os forældre og naturligvis for børnene. Det ville vi på Vores Børn gerne sætte fokus på,« skriver chefredaktør på Vores Børn Mette Hovmand-Stilling i en pressemeddelelse.

Besøg af Rasmus Klump. Lars Villadsen er ikke i tvivl om, hvad der har været det bedste ved at vinde prisen.
»Det fede ved at vinde titlen var, at vi fik Rasmus Klump på besøg, for det var en vildt god oplevelse for børnene. For mig er titlen jo bare et skulderklap, selvom det selvfølgelig er fedt at vide, at folk synes, man gør det rigtige og gør det godt,« siger han.
Sille Perschke var en af de forældre, der var med til at indstille Lars Villadsen til prisen. Hun skrev:
»Vores Villads går tit rundt derhjemme og leger, at han taler i ­telefon med Lars: ’Ja, Lars, jeg har det godt, jeg elsker dig!’ Så smelter ens hjerte fuldstændig.«

Mødt af kram. I sin pædagogiske praksis fokuserer Lars Villadsen på at møde børnene på lige fod og respektere dem. Han forsøger altid at tale med børnene i stedet for at skælde ud, og så sørger han for at smile meget til hverdag.
»Jeg forsøger altid at være smilende og glad hver dag, men det er jo også svært at være andet, når børnene kommer løbende og modtager mig med kram om morgenen. Så kan man kun blive glad, selvom man er lidt træt,« siger han.
Børnene i institutionen er glade for, at Lars Villadsen har vundet, og de har ønsket ham tillykke med titlen.
»Jeg ved ikke, hvor meget de har snakket om det derhjemme, men de store børn kom i hvert fald og sagde, ’Du har vundet Lars, og så kommer Rasmus Klump’. Det, syntes de, var superfedt,« siger han.