Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 10
Renoveringer var nødvendige
De seneste ni år har kommunerne brugt færre penge på at renovere og bygge nyt, end de budgetterede med. Men de har brugt flere penge på daginstitutioner.
Af: Mikkel kamp
På ni år har kommunerne brugt 12 milliarder mindre på vedligeholdelse, nybyggeri og anlæg, end de selv har budgetteret med. Det viser en analyse af de kommunale budgetter og regnskaber, som Dansk Byggeri har foretaget. Det er især skolerne, der ikke er blevet renoveret så meget som ventet, mens kommunerne har brugt 580 millioner mere på at vedligeholde daginstitutioner, end de havde budgetteret med.
Det betyder dog ikke, at bygningerne er i perfekt stand, vurderer konsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri, der står bag analysen.
"Man kan frygte, at kommunerne tidligere har nedprioriteret renoveringen af daginstitutionerne, og at man derfor ser flere og flere feberredninger for at få bygningerne op på en acceptabel standard," siger han. Konsulenten understreger, at han ikke kender den præcise baggrund for, hvorfor kommunerne har prioriteret, som de har.
Andreas Fernstrøm kommer dog med endnu et bud på, hvorfor der er brugt flere penge på daginstitutioner.
"Der blev brugt 350 millioner mindre på anlæg af nye institutioner, end kommunerne budgetterede med, og der er meget flydende grænser mellem renovering og anlæg. Det kan sagtens være, fordi man har taget pengene, der måske skulle gå til et nyt tag, og i stedet har brugt dem på at udskifte udslidte vinduer," siger han.