Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 22
Læring i naturen - Skovbørn lærer mere
En gruppe børn og pædagoger fra Toftegårdens Børnehave i Faaborg rykker ud i skoven fire dagen om ugen. Det giver børnene en bedre motorisk udvikling og pædagogerne mere tid med børnene
Af: Ida Bjørg Meldgaard
Masser af plads, ujævnt terræn og gode klatretræer. I skoven er der højt til himmelen og rige muligheder for at udfordre kroppens formåen. Børn husker og lærer bedre, hvis de har sanserne og kroppen med, og begge dele får børn i skovgrupper udviklet i langt højere grad end børn hjemme i daginstitutionen. Det viser to projekter om læring i naturen.
I Toftegårdens Børnehave i Faaborg på Fyn har man de sidste fire år arbejdet koncentreret med udegrupper. Omkring 40 børn ud af institutionens ca. 105 børn er i en fast skovgruppe, som har base i skoven fire dage om ugen og en hjemmedag i institutionen. Der er kun ressourcer til omkring 40 børn, og ventelisten til en plads i skovgruppen er lang.
Det begyndte i 2001 med et mindre projekt om udeleg og blev så fulgt op af et KID-projekt. Børnenes positive udvikling gjorde, at leder Lissi Beier besluttede at indføre skovgruppen som et fast tilbud.
"I projekt Udeleg havde vi en kontrolgruppe af børn i institutionen, som blev testet i forhold til de børn, der var ude. Det viste sig jo, at børnene i udegrupperne klarede sig bedst. De var mere udholdende og bedre til at koncentrere sig om de øvelser, de skulle lave," siger hun.
Testresultaterne fra projekt Udeleg viste blandt andet, at udebørnene var markant bedre til balancegang, krydsklap (som tester børnenes koordination mellem arme og ben), længde- og højdehop.
Efter projekt Udeleg fik Toftegårdens Børnehave støtte til et KID-projekt, støttet af Socialministeriet, og frikøbte en af institutionens pædagoger, som så fungerede som pædagogisk konsulent sammen med tre seminarielektorer, som også var tilknyttet - Lise Lamprecht og Susse Mohr Markmann fra Frøbelseminariet og Flemming Tybjerg fra Odense Socialpædagogiske Seminarium.
"Vi observerede, skrev ned og videofilmede. Vi fandt ud af, at børnene undersøger, iagttager, øver og eksperimenterer i skoven. Og så kiggede vi også på pædagogens rolle for at se, hvad det var, der var så anderledes ved at være i skoven," siger Jette Vilhelmsen, som blev ansat som pædagogisk konsulent på projektet.
En væsentlig forskel er, at der stort set ikke bliver skældt ud i skovgrupperne. Det er der ikke behov for, fordi der er rum nok til, at alle kan være der, mener Jette Vilhelmsen. I skoven må man gerne larme, uden at der straks er en voksen, som tysser på en.
"Børn skaber jo ikke konflikter for konflikternes skyld. Ofte er det, fordi de føler, der ikke er plads til dem."
En anden fordel ved at være i skoven er, at børnene lærer på en anden og mere sansebetinget måde. Det erfarede pædagogerne, da de tre lektorer holdt et foredrag om regnorme, hvor den ene gruppe af pædagoger bare lyttede, mens den anden del af holdet fik en spand med en regnorme i, som de skulle holde undervejs. De, der havde set og mærket en regnorm, huskede langt bedre end resten, og på samme måde lærer børn bedre, hvis de har sanserne med.
I skoven får børnene styrket deres selvværd, fordi der er plads og tid til dem. De bliver gode til at fordybe sig, fordi deres leg bliver afbrudt i mindre omfang - pædagogerne har observeret børn i skoven, som koncentrerede sig om en leg i op til halvanden time. Observationerne viser, at børnene finder ro, når de er "mætte", og muligheden for ro er dårligere hjemme på stuerne. Sproget stimuleres også bedre i naturen, fordi al unødig støj er sorteret fra. Der er mere plads til dialogen mellem barn og voksen. At skovbørn er bedre til at koncentrere sig, bedre motorisk og mindre syge er også dokumenteret i den svenske undersøgelse "Ute på Dagis", som har været inspirationskilde for Toftegårdens projekter.

Styr på kroppen. Rent praktisk ruller børn og pædagoger af sted i en gammel civilforsvarsbus, som er finansieret af reklamer for de lokale butikker. Skov- og Naturstyrelsen har godkendt og udvalgt to baser til skovgruppen, hvor bussen kan køre direkte til. Fra 1. september til 1. maj kører bussen til Sollerup Skov og fra 1. maj til 1. september til Damsbo Skov. Begge skove har et anvist område med bålplads, som er den faste base.
Og skoven rummer et utal af muligheder for at udfordre kreativiteten og ikke mindst motorikken. Brombærranker, huller i skovbunden, og i det hele taget skovens uforudsigelighed leverer konstant motorisk stimulation til børnene.
"Der er stubbe, man kan balancere på, og skrænter, man kan trille ned af. Børnenes lege er tit i bevægelse. De har kroppen med, så de kan ikke undgå at blive styrket motorisk," siger Jette Vilhelmsen.
Og når børnene har lært noget nyt, begynder de at eksperimentere og videreudvikle. Som med en leg, børnene kaldte grillkyllingen - børnene kunne sidde på en buet gren og snurre rundt om grenen som en grillkylling på et spyd. Jette Vilhelmsen husker en pige, som fandt ud af, at der var en mindre gren på tværs, og når hun drejede rundt, kunne hun få støvlen til at hænge fast i grenen, og så hang hun i det ene ben. Når hun så vrikkede med tæerne faldt hun ned, og støvlen blev hængende.
Børnene i skovgruppen samler også mange ting i skoven, fortæller Jette Vilhelmsen.
"Vi hører fra forældrene, hvordan entreen er fyldt med pinde og sten og en larve, man lige havde sat der, men den er så er gået i mellemtiden."
Jette Vilhelmsen mener, at det er de små succeser, børnene oplever i skoven, som styrker deres selvværd og udvikling. Hvis man vil klatre i træer, må man selv finde metoden til det. Man skal selv kæmpe sig til målet, og de motoriske færdigheder har mange gavnlige bivirkninger.
"Hvis du er fuldstændig sikker på din krop, bliver der frigivet energi til noget andet - for eksempel til at lære," siger Jette Vilhelmsen, som også hører fra forældrene, at børnene er mere i balance med sig selv end tidligere.
"Der er mange forestillinger om, at skovbørn ikke kan sidde stille, når de så kommer i skole. Men vores erfaringer er, at de klarer sig godt i skolen, og det tror vi netop er, fordi de har fået lov til at bruge deres krop de sidste par år."
Børnene i skovgruppen skal være tre et halvt til fire år, før de kan komme med ud, fordi de skal være blefri og ikke have behov for at sove til middag, og fordi de skal være lidt mere robuste.
"Hvis man ikke bevæger sig nok om vinteren, så fryser man. Og så er der jo ikke nogen afgrænsning - det er en kæmpe verden at kapere for en treårig," siger Jette Vilhelmsen.
De store vidder er dog afgrænset i form af en klar aftale mellem børn og pædagoger om hele tiden at være inden for se-afstand. Og indtil nu er den aftale blevet overholdt.

Ord på fordelene. Især tiden til fordybelse med børnene mærker pædagogerne som en klar fordel ved at være i skoven. Væk fra forældresnak, telefoner og papirarbejde trives nærværet og roen. I skoven er pædagogerne opmærksomme på at forstyrre så lidt som muligt. Den eneste afbrydelse er fællessamling omkring bålpladsen ved middagstid, hvor der fortælles historier og eventyr.
"Det gør vi for også at arbejde med den viljestyrede opmærksomhed, hvor de skal koncentrere sig og lytte i længere tid af gangen," siger Jette Vilhelmsen.
De to projektforløb har været med til at sætte ord på, hvad det er, børnene får ud af at være i skovgruppen. Både Jette Vilhelmsen og Lissi Beier er enige om, at det er vigtigt at kunne forklare, hvorfor det er så godt.
"Det gør, at vi står stærkere i forhold til forældre og andre, der kommer i institutionen, fordi vi har gjort os nogle tanker om, hvordan børnene skal udvikle sig i de tre år, de er her," siger Lissi Beier, som også mener, det har højnet pædagogernes professionsforståelse at have nogle til at kigge dem lidt over skuldrene.