Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 02
Ny Børnerådsformand: Udsatte børn skal hjælpes langt tidligere
Den nye formand for Børne rådet, Lisbeth Zornig ­Andersen, er selv børnehjemsbarn og har mange meninger om, hvordan børn skal behandles for at få et bedre liv. Pædagogerne skal blive bedre til at se og støtte de udsatte børn. Men samfundet skal også give dem rammerne til det.
Af: Vibeke Bye Jensen
Med den start på tilværelsen, Lisbeth Zornig Andersen fik, var det svært at forestille sig, at hun ville klare sig godt, få en høj uddannelse og et godt job - og at hun ville blive formand for Børnerådet. For hun blev født ind i en familie med masser af problemer på grund af forældrenes druk. Men hun var heldig. For hun var en begavet pige, der klarede sig godt i skolen, og som de voksne kunne lide. Hun blev fjernet fra hjemmet som 12-årig på eget initiativ. Og så mødte hun pædagogen Karen Giersing, som så hende og hjalp hende videre i livet.
Lisbeth Zornig Andersen, der er 41 år, cand. polit. og mor til fem børn, mener ikke, at det skal handle om held, hvorvidt børn får et godt liv. Det skal handle om, at alle voksne omkring børn, der vokser op i socialt udsatte familier eller som har andre vanskeligheder, skal se de børn og agere på det, de ser.
"Samfundet og ikke mindst børnene selv er bedst tjent med, at institutionerne har ressourcer til at spotte og tage sig af de børn, der ikke har det godt. Indsatsen er ikke god nok, når 10-20 procent af børnene i dag stadig har ondt i livet. Det kan godt være, at der er dårligere vilkår i andre dele af verden, men når 80 procent af børnene har det godt, så skal vi i Danmark have overskud til at hjælpe de 20 procent, der ikke har det. Der er ingen undskyldning," siger hun.

Ministerens vagthund. Lisbeth Zornig Andersen blev udnævnt til formand for Børnerådet midt i december 2009, men er først tiltrådt formelt pr. 1. januar i år. Da dette interview med Børn&Unge fandt sted, var hun endnu ikke tiltrådt og har derfor ikke kunnet svare håndfast på, hvad Børnerådet skal satse på i de næste tre år med hende som formand. Men hun har mange idéer og meninger og ser frem til at komme i gang.
Lisbeth Zornig Andersen synes, at det er meget modigt af indenrigs- og socialminister Karen Ellemann at udnævne netop hende, for hun må vide, at med hende som formand, vil Børnerådet bide ministeren i haserne i tide og utide.
"Nu har hun selv bedt om at få en vagthund, der virkelig fokuserer på, om der bliver gjort noget for børnene. Ministeren løber en risiko for at få konstant kritik," siger hun.
Men Lisbeth Zornig Andersen tror ikke, at der kommer flere penge til institutionsområdet. Kagen, vi skal dele, bliver ikke større.
"Så vi bliver nødt til at få en viden om, hvad der virker, og hvad der ikke gør, og få lavet en omfordeling af midlerne over til det, der virker. Måske er det svært at lukke noget ned, som ikke er afsluttet, men hvis man kan se, at det ikke har en synderlig stor effekt, så skal det lukkes, og pengene flyttes over på noget andet, man ved, der virker. Der skal ikke stoppes så mange projekter ned i halsen på de professionelle i skoler og på daginstitutioner, for chancen for, at de bliver en succes, er ikke særlig stor. Men i stedet for at tage pengene væk fra området, bør man kanalisere dem over, hvor der er brug for dem," siger hun.

En start på kanten. Livet fik en turbulent begyndelse for Lisbeth Zornig Andersen. Som meget lille var hun på spædbørnehjem i en periode, men det kan hun ikke huske noget om. Som treårig blev hun fjernet igen sammen med sine brødre. Hendes forældre, som havde fået fire børn fra de var 18 til 24 år, var blevet skilt. Moren var flyttet sammen med en ny mand. En dag kom de og hentede børnene fra det børnehjem, hvor de var anbragt.
Familien flyttede til Vestlolland, og der var konstant problemer på grund af druk. Efterhånden blev de tre brødre fjernet fra hjemmet på grund af deres utilpassede adfærd i skolen. Den ene bror begik senere selvmord.
Som 12-årig var Lisbeth Zornig Andersen alene med sin mor, som også var blevet skilt fra stedfaren. Moren var ikke særlig tit hjemme, og Lisbeth passede sig selv. Det var Lisbeths geografilærer, der sammen med sin kone tog sig af hende. De inviterede hende hjem til sig næsten hver eftermiddag. En dag gav læreren hende telefonnummeret til kommunen med besked om, at hun skulle ringe dertil, 'hvis det hele en dag blev for meget'. Lisbeth ringede samme dag og blev omgående fjernet.
"Jeg manglede bare, at der var en voksen, der så, at jeg ikke havde det godt, og gav mig en vej ud," siger hun.

Skal gribe ind tidligere. I Danmark er man stadig er alt for langsomme til at fjerne børn, der ikke har det godt i deres familie, mener Lisbeth Zonig Andersen.
"Det er trist, at man i dagens Danmark kan risikere at synke til bunds uden at blive grebet i tide. Der er teenagere, der skulle have været fjernet, da de var spæde, og det ryster mig, at det stadig forekommer, at de ikke er blevet hjulpet noget før. Både mine brødre og jeg skulle have været fjernet meget tidligere. De klarede det ikke, men jeg har været heldig, at jeg hele vejen igennem har mødt støttende mennesker, som har hjulpet mig og givet mig - man kan vel ikke kalde det kærlighed, men det er tæt på," siger hun.
Lisbeth Zornig Andersen ser stadig sine to brødre, hvoraf den ene har siddet i fængsel det meste af sit liv. De fik ikke de muligheder, hun fik. Hun har også kontakt til sin mor, og hun trives lige godt i de to verdener, som hendes liv består af.
"Som barn af systemet har jeg jo set, når det går godt og også, når det ikke går godt. Jeg står på en måde med et ben i hver verden og forstår begge sprog. Og det tror jeg måske ikke, der er så mange der gør. Jeg prøver at bevare den del af mit liv og ikke afskærme mig fra den, og jeg har ikke mere nogen bitterhed i forhold til min opvækst. For det er, som det er, og jeg har jo fået alle muligheder og har det godt," siger hun.

Spar ikke på forebyggelse. Det var Lisbeth Zornig Andersens redning, at systemet endelig begyndte at fungere og anbragte hende på en lille institution for piger med særlige behov. Der var hun i konstant psykologbehandling i tre år, og her mødte hun pædagogen Karen Giersing, som blev en slags erstatningsmor for hende. Men hun er ikke i tvivl om, at havde der ikke været så høj en normering og så gode vilkår på det sted, så havde hun ikke klaret sig så godt.
"Jeg havde jo heller ikke haft brug for så intensiv hjælp, hvis jeg var blevet fjernet noget før og måske kommet i en plejefamilie med helt almindeligt fungerende og rare mennesker. Så det med den forebyggende indsats er jo alfa og omega. Man skal være mere opmærksom på, hvilken skade en for sen indsats kan gøre, og hvor dyrt det også er for samfundet, når man venter for at spare penge. Det er faktisk en dårlig forretning," siger hun.
På et tidspunkt lavede hun en beregning af, hvad hendes ene bror og hun har kostet samfundet. Den viser, at forebyggelse og en intensiv indsats er langt billigere i længden.
"Man kan sige, at indsatsen over for mig var måske relativ dyr i starten, men jeg skal hilse og sige, at jeg har betalt tilbage i flere omgange med den løn, jeg har nu. Min bror vil blive ved med at belaste systemet, indtil han dør. Så hvis man kan arbejde mere langsigtet og kan lave en handlingsplan ikke et år frem, men indtil barnet er 18 år, og sætte midler af til det, så tror jeg, at langt flere børn kan få en meget bedre tilværelse," siger hun.

Vis succes'erne. For at gøre den forebyggende indsats meget bedre, mener Lisbeth Zornig ­Andersen, at man skal fokusere på det, der virker, og finde de gode rollemodeller. Og så må pædagogerne være parate til at tage det sure med det søde, for det er også et element af deres arbejde, at de skal pege på, at børn skal fjernes, eller at de skal tage den svære samtale med forældrene.
"Vi skal have vist, hvordan et succesfuldt forløb ser ud, vi skal vise, hvad de dygtige pædagoger og lærere gør, og hvor tingene lykkes. Og så skal det være sådan, at tvivlen bør komme barnet til gode. Jeg er rimeligt ligeglad med forældrene i det her spil, det er barnet, det drejer sig om," siger hun.
Samtidig mener Lisbeth Zornig Andersen, at det, pædagogerne gør gennem deres arbejde, er noget, de skulle have meget mere anerkendelse for.
"Måske skal vi have fremhævet flere af de helte, der er i hverdagen, og som gør en kæmpe indsats for børnene. Min historie er måske spændende nok, men det er endnu mere spændende at høre om de mennesker, som har betydet alverden for mig. Vi skal have afkodet, hvad de mennesker, der gør den her indsats, er gjort af, og hvornår det er, tingene lykkes, så vi kan lære af det," siger hun.

Mange lukker øjnene. Med Lisbeth ­Zornig Andersen som formand vil Børnerådet sætte fokus på fattigdommen i Danmark. For når forældrene ikke har penge til det allermest nødvendige, går det ud over børnene.
"Det rammer altså børnene først. Jeg ved fra min egen barndom, at når pengene bliver knappe, så er det ikke mobiltelefonens taletidskort eller sprutten, man sparer på. Så er det penge til mad, nyt tøj, kontingentet til fodboldklubben eller penge til fritidsklubben," siger hun.
Ifølge Lisbeth Zornig Andersen er der for mange, der lukker øjnene.
"Det kan ikke passe, at der er børn, der vokser op på kanten af samfundet og lever et parallelt liv med kriminalitet og stofmisbrug. De unge, der havner der, de har været små engang, og vi ved alle sammen, hvem de er og hvilken retning, de styrer mod. Og det er ikke i orden, at naboen, pædagogen, skolelæreren eller familien ikke gør noget, for børnene kan ikke selv," siger hun.

Altid noget man er god til. Fra sit ­arbejde i IT-firmaet Specialisterne, som Lisbeth Zornig Andersen har været med til at starte og drive i en årrække, har hun set, hvor vigtigt det er at fokusere på menneskers ressourcer. Det er et firma, hvor de ansatte er mennesker med autisme, men som på grund af den opbakning, de får fra dygtige pædagoger, kan klare arbejdet og livet på trods af deres vanskeligheder.
Lisbeth Zornig Andersen erkender, at det kan være svært at få hjælp til børn og unge ved at pege på deres ressourcer i stedet for på deres fejl og mangler.
"Men hvis vi først og fremmest sørger for at fortælle børnene, at de kan noget, og får bygget deres selvværd op, så kan vi jo godt skrive til kommunen, hvad barnets vanskeligheder består i. Det har reddet mig, at der har været nogle voksne, der har motiveret mig og set, at jeg var dygtig, og rost mig for det, jeg kunne.
Men bagved det har de da været opmærksomme på, at jeg havde brug for støtte. Jeg har jo ikke fået tre års psykologbistand for sjov," siger hun.

Hør på børnene. Lisbeth Zornig Andersen mener, at der er andre familier og børn, der er i klemme end de socialt udsatte og omsorgssvigtede. Det er dem, hvor det viser sig, at barnet har en personlighedsforstyrrelse, og hvor det tager alt for lang tid, inden der sker noget.
"Det er altså en skændsel, at det tager så lang tid at få et barn udredt og fundet et behandlingstilbud. Det er opslidende for alle parter. I mellemtiden er forældrene blevet skilt, og barnet har fået enormt mange nederlag. Både pædagoger og naboer skal se de børn og reagere på det og ikke stoppe, før der sker noget," siger hun.
Lisbeth Zornig Andersen lover derfor, at hun som børnerådsformand vil fokusere bredt på danske børn, og ikke kun de omsorgssvigtede børn.
"Vi skal være der for alle børn. Måske skal vi være mere lydhøre over for, hvordan børnene selv oplever deres liv. Der står jo i Børnekonventionen, at børn har ret til at blive hørt, så hvorfor ikke gøre det og så lytte til, hvad de siger. Det ville da være en anden måde at evaluere pædagogerne og deres arbejde på, i stedet for den kontrol, som jeg slet ikke går ind for. Og et fingerpeg til politikerne om, hvor der
skal sættes ind med flere ressourcer."

Om Lisbeth Zornig Andersen
Er 41 år og har fem børn. Uddannet cand.polit. og har nu fuldtidsjob som IT-strategisk rådgiver. Var tidligere direktør i Specialisterne, hvor alle ansatte er folk med autisme. Firmaets ansatte laver IT-opgaver for firmaer, og det startede i det små, men giver nu overskud. Læs mere på www.specialisterne.dk. Lisbeth Zornig Andersen har desuden været en ivrig debattør især om sociale forhold og om menneskers muligheder for at klare sig trods en svær start.