Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 10
Forældre skal lære at lede
Et stigende antal velfungerende familier får alvorlige problemer, når børnene når puberteten. På familiecenter Løvdal i Helsingør har pædagoger succes med at hjælpe familierne tilbage på sporet.
Af: Roberta Montanari
Husk nu at tage din hue på. Pak tørklædet om dig, det er koldt.
Den 14-årige pige vender sig med himmelvendte øjne mod sin mor, da hun går ud for at holde pause på familiecenter Løvdal.
Sådan så pædagog og familieterapeut Janie Brink pigens oprør mod forældrene.
Pigen havde i bogstavelig forstand været nødt til at slå sig fri. Da hun kom med sin ellers velfungerende familie, var hun havnet i vold og misbrug. Hun var både løbet hjemmefra og blevet smidt ud flere gange, fordi forældrene var bange for hende.
"Forældrene måtte lære at afgive ansvar til deres datter og samtidig tage lederskabet som forældre på sig. Det blev en succeshistorie, og i dag fungerer familien som mentor for andre familier med lignende problemer."
Det fortæller Janie Brink, som leder familieafdelingen på Familiecenter Løvdal i Helsingør.
Og pigen står ikke alene. Siden åbningen af afdelingen i 2006 har stedet oplevet en støt stigning i antallet af teenagefamilier, der søger hjælp. Fra ét pubertetsbarn i 2006 var tallet i 2010 vokset til ti.
Som regel er det ganske almindelige familier, hvor hverdagen er kørt af sporet, og hvor forældrene ikke kan klare opgaven mere uden hjælp.
Ifølge Tryggvi Kaldan, som leder familiecenter Løvdal, er problemet, at forældrene på den ene side ikke magter at give deres børn ordentligt nærvær og opmærksomhed, mens de på den anden side undviger konflikter og skaber en beskyttende boble om børnene. De magter ikke at gå fra opdrager til ven, som er den nødvendige bevægelse i puberteten, forklarer han.
"Vi lever i en tid, hvor forældre ofte har svært ved at tilsidesætte deres egne behov. Hvis de bliver skilt, er det forældrene, som det er hårdt for, og det er dem, der sørger. På samme måde er de ofte så optagede af ny teknologi som sociale netværk og sms'er, at de glemmer at være nærværende og interesserede i deres børn. Der har i mange år nu været fokus på 'det gode liv' med høj levestandard, materielle goder og rejser. Men det gode børneliv er et liv, hvor børnene bare får meget opmærksomhed. I opmærksomhed ligger kuren," siger han med et citat fra psykiateren Fritz Pearls.

Farvel til nærheden. Ifølge Tryggvi Kaldan er kuren mod det problematiske forhold til teenagerne, at forældrene gradvis afgiver nærhed, intimitet og magt i takt med, at børnene vokser. Dog uden at give afkald på lederskabet.
Og det er ofte her, at filmen knækker.
"Forældre skal bevare deres autoritet og føle med, men ikke som barnet. Hvis barnet for eksempel sviner mig til, skal jeg ikke svine ham til. Jeg må fastholde min lederrolle og være vedholdende med det, jeg mener, er rigtigt. Det er vigtigt at sige og holde fast i sin mening og skitsere de konsekvenser, der måtte være, hvis barnet ikke følger dem. Men man skal ikke manipulere. Ofte maner forældre sig selv op i et hjørne ved at kommunikere truende over for barnet, 'hvis du ikke gør... så...', men derved frasiger de sig deres egen autoritet. I sidste ende kan man kun sætte grænser om sig selv og sige fra. De fleste forældre er meget utydelige i deres kommunikation. I stedet for at sige, 'jeg synes, du skal...', må de lære at sige, 'jeg vil have, at du gør...'," uddyber Tryggvi Kaldan.
Teenagebørnenes gennemgående problem er et attitudeproblem. I stedet for at vise deres usikkerhed og sårbarhed skjuler de sig bag groft sprog og seje attituder. Sagen er, at de har brug for at føle sig omsluttet og vide, at forældrene er der som et sikkerhedsnet, når de falder.
"Problemet er, at de ofte hører til i grupper med en negativ social selvforståelse, så selvom de forandrer rollen derhjemme, kan de godt falde tilbage, når de er i deres omgangskreds. I sidste ende er identifikationen med andre på samme alder og af samme køn jo det vigtigste for de unge," siger Tryggvi Kaldan.

Forældres bjørnetjeneste. Pædagog Janie Brink mener, at næsten alle forældrene til teenagebørn er bange for deres børn.
"Og for 99 procent gælder det, at børnene står over dem selv. De servicerer i et væk, smører madpakke, pakker tasken, bærer den, husker børnene på deres aftaler, tager ud for dem, sørger for, at de kommer op om morgenen og så videre. De undskylder børnene og skyder skylden på lærerne eller omstændighederne. Men forældrene gør dem en kæmpe bjørnetjeneste, fordi de derved lærer børnene, at de ikke selv behøver tage ansvar for deres handlinger. At verden er til for at underholde dem, men de misser chancen for den selvindsigt og selverkendelse, som får dem til at modnes. Desuden lærer de over for andre voksne som i skolen, at 'ingen skal bestemme over mig'. Børn bliver nødt til at lære at rumme frustrationer, og at handlinger har konsekvenser," understreger Janie Brink og fortæller, hvordan familiecentret arbejder med at hjælpe de desperate familier tilbage på sporet.
"Hos os er åbenhed og ærlighed en forudsætning for forandring. Her er ingen eksperter og løftede pegefingre, men en præmis om, at vi alle er i samme båd. Qua ens erfaringer har man kompetencer og indsigt til at hjælpe både sig selv og andre. Når både børn og forældre oplever, at de kan give noget brugbart videre til hinanden, ser de potentialet for deres egen forandring. Desuden ligger en vigtig spejling i fællesskabet og følelsen af ikke at stå alene. De problemer, vi ser her, er for så vidt de samme, som alle familier kender. De er bare eskaleret og er gået for vidt. Problemerne opstår ganske gradvist, men det er først, når de er vokset ud af proportioner, at vi ser familierne hos os. Og man kan altså ikke løse konflikter med en 14-årig på samme måde som med en 7-årig!" siger Janie Brink.
I et stort lyst lokale med åbent køkken, et par sofaer og borde, der er sat sammen, sidder seks børn og deres forældre i en rundkreds. To formiddage om ugen mødes de her.
Lige nu er de i gang med at 'speeddate' hinanden, hvor forældre bytter børn for at få input til, hvordan konkrete problemer kan løses. Temaet for de små børn er som regel, at de skal høre efter første gang og gøre, hvad den voksne siger. For de større børns vedkommende handler det oftest om grove attituder og grimt sprog, konflikter med lærere og forældre.
Pædagog Janie Brink og Christina Wilumsen, der er uddannet lærer, fungerer som facilitatorer og vejledere over for familierne. De tager udgangspunkt i de konkrete aktiviteter, som bliver sat i gang, når familierne mødes. Det kan være at få lavet lektier, dække bordet eller løse en anden opgave. Janie Brink understreger, at her ser man ikke på fiktive situationer, men arbejder sammen om 'virkelige, dagligdags udfordringer her og nu'. Fokus ligger på nutid og fremtid, i potentialet for forandring.

Mål og råd. Marcus vil gerne være bedre til at styre sit temperament. Benjamin skal blive bedre til selv at stå op om morgen, og Celina skal blive bedre til ikke at skændes med sin søster. De taler om, hvordan det er gået siden sidst. Problemer, konflikter, fremskridt.
Først fortæller forældrene, hvordan det er gået, og så konfronteres børnene. Mål og råd fra de andre skrives op.
Der er ikke tale om, at andre løser deres problemer. Et nøgleord i centerets arbejde er, at den enkelte selv - barn som voksen - får ejerskab til løsningen. Og at den voksne finder frem til en autencitet i sin lederrolle, som hun eller han føler sig hjemme i.
Hvert barn har en lille tavle med tal fra 1 til 10: 'Hvor er jeg i forhold til at blive en god skoleelev?' En lille magnet viser historikken, og hvor hvert barn står lige nu. På oplagstavler rundt omkring står opbyggelige råd.
Et rammende ordsprog for stedets pædagogik lyder: 'When you enter the dance, you change the dance.'

Familiecenter Løvdal
kernekompetencer
• tydelighed
• feedback på observationer
• fri for eksperter, fri for 'ved bedst'
• forældre ved bedst/hjælp til selvhjælp
• evne til at reflektere og analysere
• spørgende og undersøgende kommunikation, ikke definerende
• kritisk uden bebrejdelser.


forandringsmodel
• Jeg lægger mærke til... (observation)
• Ser du det på samme måde?
• Er det sådan, du vil have, det skal være?
• Hvis ikke, hvordan vil du så have, at det skal være?
• Hvad skal du sige og gøre nu, for at det kan blive, som du vil have, det skal være?