Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Jeg følte børnenes afsavn i vuggestuen
Som samfund fortrænger vi vuggestuebørns behov for følelsesmæssig omsorg, mener forsker Thomas Gitz-Johansen. I en ny bog bog sætter han spot på både småbørns vigtigste behov og vuggestuepædagogers krævende arbejde. Pædagoger er vilde med bogen.
Af: Trine Vinther Larsen
Observationer af samlet 40-45 timers varighed fordelt på næsten lige så mange besøg, der er foretaget igennem et helt år i en enkelt vuggestuegruppe med børn i alderen 6-18 måneder. Det er det empiriske grundlag for den forskning, som Thomas Gitz-Johansen fra Center for Daginstitutionsforskning ved Roskilde Universitet fremlægger i sin nye bog ’Vuggestueliv - Omsorg, følelser og relationer’.
Han har brugt en spædbarnsobservationsmetode, der ifølge forskeren har noget til fælles med pædagogisk omsorgsarbejde.

»Den rolle, jeg har indtaget i vuggestuen, er opmærksom på og lever sig ind i, hvad der foregår indeni børnene. Det samme skal pædagoger gøre for at se og opfylde børnenes behov for alt fra mad til trøst,« siger Thomas Gitz-Johansen.

I sin forskerrolle har han dog hverken skullet lyne flyverdragter eller kramme børn.

»Jeg har forholdt mig observerende, men i alle mine observationer af det følelsesmæssige og det relationelle har jeg ligesom pædagogerne prøvet at nærme mig en forståelse af, hvordan barnet har det indeni lige nu. Hvad er kvaliteten af samspillet med dets omgivelser? Og bliver barnets behov mødt? Og hvordan har de voksne i vuggestuen det?« fortæller han.

Krævende arbejde. I bogen lægger Thomas Gitz-Johansen vægt på at beskrive, hvor stort et følelsesmæssigt omsorgsbehov småbørnene har, og hvordan pædagogerne udøver et både fantastisk og krævende stykke arbejde med at opfylde dem. Hans observationer viser, at vuggestuepersonalet i høj grad lykkes med at møde børnene, lege med dem og skabe skønne, glædelige stunder i samspillet. Men det fremgår også, at nogle af børnene konstant har behov for at blive trøstet, sidde på arm, hænge ved pædagogens ben, få kram og blive leget med. Og når institutionen er presset af sygdom, fyringstrusler, besparelser, bureaukratiske krav og ringe normering bliver det sværere at opfylde børnenes behov og få et godt, afstemt samspil med hvert enkelt barn.

»Når de ikke er pressede, gør pædagogerne alt det rigtige. De bemærker og imødekommer børnenes behov for at føle sig trygge, opleve tilknytning og få trøst. Denne følelsesmæssige omsorg er den vigtigste i vuggestuen, og det ved pædagogerne. De kalder det kerneopgaven, men det er som om, at vi som samfund har glemt det. For politisk presser vi normeringerne og stiller krav om dokumentation og opfyldelse af læringsmål helt ned i vuggestuen. Det er som om, at vi i vores iver efter udvikling prøver at fortrænge vores børns basale behov for ro, tid, tryghed og omsorg,« siger Thomas Gitz-Johansen.

Elefanten i rummet. Siden bogen udkom i januar har forskeren reddet på en mediebølge af popularitet. Også på sociale medier blandt ikke mindst pædagoger er budskaberne om den vigtige følelsesmæssige omsorg og det krævende arbejde i vuggestuen blevet flittigt delt, liket og feteret.
Forskeren selv har bemærket interessen, men adspurgt om, hvad han mon har ramt hos folk, svarer han ganske beskedent.

»Jeg nævner bare elefanten i rummet. De teoretiske begreber, jeg bruger, er allerede brugt i undersøgelser fra starten af 90’erne. Selvfølgelig er der kommet mere viden og begrebsligt materiale til, men det grundlæggende er hverken nyt eller revolutionerende. Det handler nok mere om, at jeg sætter ord på hverdagen i en vuggestue og stiller det indlysende spørgsmål, som alle forældre spørger sig selv om hver dag, når de afleverer og henter børnene: De spørger, om børnene har det godt, og ikke, om de får læring og sprogtest nok i vuggestuen?« siger Thomas Gitz-Johansen.

Pædagoger er vilde med bogen og føler sig hørt og set gennem forskerens beskrivelser af deres arbejde med børnene.
Pædagogisk leder i Espersens Børnehus i Thisted, Dorthe Bisgaard, fik tidligt fat på bogen og finder den helt anderledes end den faglitteratur, hun ellers har læst.

»Hans observationer er nærværende og helt tæt på den måde, jeg selv kan komme ind på stuen og opleve samspillet mellem børn og pædagoger,« siger hun og vil købe et par ekstra eksemplarer af bogen til personalestuen.

I Børnehuset Birkemosen i Birkerød har en anden begejstret leder købt bøger til alle sine ansatte i vuggestuen, og pædagogen Rikke Rosendahl er allerede nået til sjette kapitel.

»Det er en bog, man ikke lige kan slippe, fordi forskeren involverer sig meget følelsesmæssigt og beskriver ikke bare de velkendte situationer i vuggestuen. Han beskriver også børnenes og de voksnes følelser og er meget ærlig omkring, hvordan han selv føler i situationerne. Det gør det spændende at læse og let at identificere sig med,« siger hun.

Sprog for omsorg. Pædagogerne oplever, at de i Thomas Gitz-Johansens bog får sat ord på vigtigheden af deres omsorgsarbejde og de pressede rammer til at udøve det. De håber, at andre uden for vuggestuernes vægge vil læse med.
Også Thomas Gitz-Johansen ønsker, at bogen ’kan være med til at udbrede et sprog for og en opmærksomhed på den vigtige pædagogiske opgave, der ligger i at være ansvarlig for omsorgen for vuggestuebørnenes følelsesmæssige behov’. Det skriver han på bogens sidste side.

Ved at trække på tilknytningsteori og vuggestueforskning giver bogen et fagligt sprog for omsorgsarbejde, som han håber vil nå den både faglige og politiske dagsorden.

»Vi har nu en generation af børn og unge, der er udfordret både psykisk og følelsesmæssigt, og det burde være åbenlyst, at hvis vi skal forebygge, skal vi sætte ind på vuggestueområdet. Jo mere og jo tidligere man som lille barn oplever at få sine grundlæggende behov set og opfyldt, jo mere vil man vokse op med et solidt og trygt selv og en fornemmelse af, at verden er et godt sted at være,« siger han.

Fik de børn, som han fulgte over 13 måneder i vuggestuen, og som han beskriver i sin bog, så opfyldt deres behov?

»Nogle kom i vuggestue og var relativt trygge og kunne knytte sig til pædagogerne. Andre havde i flere måneder brug for rigtig meget. Alicia havde nærmest brug for at sidde hos en voksen hele tiden for ikke at synke sammen i gråd. Når de voksne havde tid og overskud, prøvede de at give hende alt, hvad de kunne. Men efter et års tid løb hun tilsyneladende glad og ret tryg rundt omkring,« siger Thomas Gitz-Johansen.

Omsorgsfuld kultur. For at børnene hurtigere kan blive trygge i vuggestuen, skal vi som samfund blive bedre til at drage omsorg - også for omsorgsgiverne. Personalet skal sikres gode normeringer og møde forståelse for den krævende opgave, de har, så de på institutionsniveau får tid, ro og overskud til at yde den nødvendige omsorg for børnene, mener Thomas Gitz-Johansen.

De skal også gerne have mulighed for sparring eller en form for supervision, og det synes Rikke Rosendahl er en god ide. Hun bruger i dag sin leder og kollegerne.

»Vi er gode til at fortælle hinanden om de små stjernestunder med børnene, for det giver god energi. Men man kommer da træt hjem, for ofte har man bare givet og givet hele dagen,« siger hun.

Hun har under læsning af Thomas Gitz-Johansens bog hæftet sig ved, at han selv blev så følelsesmæssigt påvirket af at være i vuggestuen, at han i 14 dage måtte tage en pause fra vuggestuen og få ekstra supervision.

’Det er ekstremt hårdt at tænke på, at der kan være en masse små børn i vuggestuer landet over med følelser, der ligner dem, som jeg sidder med. Følelser af savn og følelser af den ’tunghed’, som jeg selv har fået kontakt til. Det er en næsten ubærlig tanke (...) Jeg har lyst til at komme væk fra dette forskningsprojekt’, skriver han i bogen.
Det skete i en periode med mange nye, grædende og utrygge børn.

»Der var senere en, der sagde til mig, at noget af det, der sendte mig i gulvet, måske handlede om, at jeg fik opsamlet personalets depressive følelser, for uanset hvor krævende deres arbejde var, blev de jo nødt til bare at keep on going. Jeg skulle observere og suge til mig og registrere, hvad der var af følelser i rummet. Det kan personalet ikke. De har børn, de skal tage sig af, og en hverdag og en institution, de skal have til at fungere. Så den tunghed og tristhed, jeg følte, var måske alle de følelser og den udmattelse, som personalet ikke selv havde overskud til at rumme,« siger Thomas Gitz-Johansen.

Drømmeinstitutionen. På et andet tidspunkt under sit feltarbejde var det personalets følelser af utryghed, forskeren indoptog. Der var fyringsrunde i vuggestuen, og det tærede på og stressede personalet. Selvom de knoklede på, var deres overskud til børnene mindre i denne periode.

»En god omsorgsgiver skal være i en situation med overskud og får sine egne behov opfyldt og har derfor noget at give af. Sådan var det ikke i den her tid, og jeg kom til at sidde og drømme om en institution, hvor personalet havde tid og lov til selvomsorg. De skulle have det godt og have lov til at drikke kaffe og sidde og snakke sammen. Ikke som det primære selvfølgelig, men de skulle ikke piskes rundt af læreplaner eller krav fra myndigheder eller alle mulige opslag på væggen om, hvad man skal huske. De skulle have det godt sammen, og det, forestiller jeg mig, breder sig også til børnene. Det bliver glade, trygge og afslappede voksne, som børnene kan komme hen til og få deres behov opfyldt. De er basen,« siger Thomas Gitz-Johansen.

At være børnenes trygge base er også, hvad vuggestuepædagogikken handler om for Dorthe Bisgaard.

»Med en tryg base får børnene en tryg start, og det har betydning for alt det, der kommer bagefter. Derfor er det så vigtigt,« siger hun.

7 centrale begreber for vuggestuepædagogen

Intersubjektiv leg kan opstå i vuggestuen, når børn og pædagoger deler en glæde ved et fælles samspil og i deres leg formår at opfange hinandens indre tilstande (følelser, impulser, stemning) og gribe og improvisere videre på dem. Som da drengen Bastian opsøger Kirsten (voksen) med en rangle:
’Han rækker den op til Kirsten og vil tydeligvis have, at hun skal tage den. Kirsten tager ranglen og lægger den oven på Bastians hoved, og Bastian går lidt rundt med ranglen på hovedet, indtil den falder ned. Så tager Kirsten den op og lægger den på hans hoved igen (...) de griner begge to’.

Tryghed er nødvendigt for, at det lille barn kan lege, trives og på sigt
opbygge sit eget indre fundament af tryghed. Psykologen John Bowlby kalder det ’sikker base’, og i vuggestuen kan basen være en voksen, hvorfra børnene kan begive sig ud i verden og opleve og udforske, fordi de hele tiden kan vende tilbage og få deres behov opfyldt. Som Kirsten i vuggestuen, der i en hel time, sidder samme sted og blot afventer og tager imod de børn, der kommer til hende:
’Hun virker som et trygt sted at være, at komme hen til og at bevæge sig væk fra igen’.

Trøst er vigtigt vuggestuen, hvor gråden kan spænde over ’grædekoncerter’ til småklynk. Barnet bruger gråd til at kommunikere, og det pædagogiske personale prøver at forstå, hvilke følelser og behov der ligger bag gråden, og trøste, så barnet finder ro, og så gråden ikke smitter. Pædagogen bruger sin krop og stemme:
’Alicia, der er syg i dag og sidder med sut i munden, begynder at græde (...) Dorthe tager Alicia op til sig for at trøste hende. Lisa begynder også at græde, og nu står Dorthe med to børn, der begge klynker. Hun vugger dem og siger små trøstende lyde og kysser dem også lidt’.

Indlevelse er centralt for den følelsesmæssige omsorg. Det er også kaldt ’indføling’ og ’empati’. Psykoanalytiker Peter Fonagy taler om ’mentalisering’, der lig indlevelse handler om at forstå, hvilke følelser der ligger bag barnets handlinger og ytringer. Barnet har brug for at blive forstået for at lære sine følelser at kende:
’Da Sophia var blevet lagt til at sove, virkede hun urolig, siger Susanne, og hun
virkede som om hun var frustreret over, at der ikke kom noget ud af sutten. Derfor
gav Susanne hende en flaske (...) Det kræver ret meget indlevelse at aflæse de små børns behov’.

Tilknytning handler ifølge psykolog John Bowlby om ’menneskets tilbøjelighed til at skabe stærke, følelsesmæssige bånd til bestemte andre mennesker’. Fagfællen Mary Ainsworth udbyggede teorien med forskellige tilknytningsmønstre fra tryg til utryg tilknytning. Ved vuggestuestart skal barnet knytte sig til nye voksne, og Anika er endnu utryg:
Anika kender ikke rigtig Trine (voksen), så der er en vis anspændthed i relationen. Måske lader hun sig trøste af Trines krop og omfavnelse, men hun vil ikke kigge på Trines ansigt og dermed mindes om, at hun sidder hos en voksen, som ikke er hendes forælder'.

Affektregulering sker ifølge udviklingspsykolog Daniel Stern, når spædbarnets indre følelsesmæssige oplevelse af verden er reguleret gennem et samarbejde med dets omsorgspersoner. Barnets følelser af tryghed, ængstelse, glæde, spænding eller træthed kan forstærkes eller dæmpes i interaktionen. Med tiden lærer barnet selvregulering:
’Amalies ansigt er en smule udtryksløst, mens hun tager afsked med sin mor. Lene (voksen) sørger for at holde lidt om Amalie og at tale til hende med en glad og opmuntrende stemme (...) og snart løber Amalie rundt og leger’.

Afstemt samspil betyder, at der i samspillet mellem voksen og barn er en åbenhed og kontakt, som gør, at de to parter tilpasser sig hinandens følelsesmæssige tilstand. Daniel Stern har pointeret, at det lille barn har brug for at få sin indre oplevelse af sig selv og verden spejlet i samspillet med den voksne. Det samspil kan ikke være mekanisk eller distanceret, men ligner den afstemning, der sker i pardans, i musik og i en god, afstemt leg:
’Susanne forcerer ikke skeen. I stedet venter hun på, at der viser sig et passende øjeblik, hvor Amalie er klar til at tage mad i munden’.