Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 30
Etik: Debatten skal ud i landet
Skal pædagogprofessionen have en etisk forpligtigelse? Det skal diskuteres op til næste kongres, og det er helt nødvendigt, at medlemmerne gider være med. Ellers er debatten meningsløs, mener BUPL
Af: Vibeke Bye Jensen
BUPL skal kun have en etisk forpligtigelse, hvis medlemmerne har været med til at diskutere, om de vil have sådan én, og hvordan den skal se ud. Et etisk grundlag uden
opbakning fra medlemmerne vil være meningsløst.
Sådan sagde Allan Baumann, medlem af forretningsudvalget i BUPL, på sidste uges hovedbestyrelsesmøde. Og alle var enige.
"En etisk forpligtigelse er ikke noget, man kan blive pålagt. Det giver kun mening, hvis det er noget, man føler sig forpligtet af. Jeg er sikker på, at medlemmerne diskuterer det hver dag, men det kan godt være, at de ikke kalder det etik. Men vil vi være en professionsforening, så skal der diskuteres ud fra den vinkel," sagde Allan Baumann.
Tanken er at lave en pjece og et oplæg, og så skal diskussionerne sættes i gang af de lokale fagforeninger. På næste HB-møde skal fagforeningerne derfor komme med en plan for, hvordan de vil skyde debatten i gang i deres område. Jeanett Drewsen fra BUPL Storkøbenhavn sagde, at tidspunktet for at sætte gang i en etik-debat er godt.
"Det er nu, at vores profession skal hegnes ind, for vi er truet fra mange sider. Og det giver god mening, at fagforeningen er med til at hegne pædagogerne ind i den her tid," sagde hun.
Et argument for at lave en etisk forpligtigelse er, at pædagoger professionelt må tage ansvar for såvel kollegers som deres egne handlinger. Et andet argument er, at professionen må forholde sig selvkritisk og åbent diskutere forståelses- og handlingsformer hos udøverne.
Marianne Carlsen fra BUPL Fyn gav udtryk for et tredje argument, nemlig at det skal være legitimt at diskutere, hvad der er godt pædagogisk arbejde.
"Det er ikke på alle institutioner tilladt at blande sig i kollegernes praksis. Det er godt, hvis vi kan få legaliseret, at praksis altid kan være til debat," sagde hun.