Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 15 Børn&Unge som e-paper
GUIDE: Sådan holder I kaniner i institutionen
Der er mange fordele ved at have kaniner i børnehaven eller klubben. Men for at projektet skal blive en succes, kræver det forberedelse og en masse overvejelser, råder kaninekspert.
Af: Signe Skelbæk
Både små og store børn kan have glæde af kaniner i daginstitutionen, SFO’en eller fritidsklubben.
Men sætter man sig ikke ind i tingene, kan kaninprojektet ende i dyreværnssager og forfejlet pædagogik, advarer kaninekspert Mai-Britt Edvart Nielsen.
»Mange institutioner ved desværre ikke, hvordan de skal passe dyrene. Der er klare brud på dyreværnsloven de fleste steder, jeg har kendskab til. For eksempel har jeg været steder, hvor dyrene gik en hel weekend uden at få mad eller vand,« siger Mai-Britt Edvart Nielsen.
Hun er passioneret kaninejer og vejleder i sin fritid kaninejere og pædagoger i institutioner i, hvordan man tilgodeser kaniners behov.
Ifølge eksperten er kaniner og børn en god kombination, men projektet kræver forberedelse, og at pædagogerne aftaler, hvem af dem der er kaninansvarlig.
»Mange holder kaniner for at lære børnene, hvilket ansvar det er at have kaniner, og hvordan man passer og plejer dem. Men fordi pædagogerne i institutionerne har så travlt i deres hverdag, har de svært ved at lære børnene, hvordan man håndterer dyrene, sådan at det bliver en god oplevelse for alle,« siger Mai-Britt Edvart Nielsen.
Men kaniner er rigtig gode til børn, fordi de kan hjælpe med mange af hverdagens opgaver, for eksempel selve burbygningen, fodring af kaninerne, samle grønt i naturen og gøre rent i burene.
»Men børn skal absolut ikke stå med ansvaret selv, for så er det, at det går galt, og dyrene ikke får, hvad de skal have,« advarer Mai-Britt Edvart Nielsen.
I bytte for den daglige pasning kan kaninerne give en stabilitet og tryghed, som kan være god for børn.
»Kaniner kan give børn en blanding af at få en lille smule ansvar og en føling med, at dyr skal passes. Samtidig kan børn med vanskeligheder, for eksempel ADHD eller autisme, opleve en form for ro og stabilitet ved omgang med dyrene,« forklarer hun.
Hun opfordrer til at lade børnene deltage i forberedelserne, før man henter kaninerne hjem, blandt andet ved at læse om dyrene sammen:
»Når dyrene er kommet til institutionen, vil det rejse en masse helt naturlige spørgsmål hos børnene. For at få mest muligt ud af, at man har dyr, er det vigtigt, at man tager sig tid til at svare ordentligt og fyldestgørende på børnenes spørgsmål. Og det kræver, at man sætter sig grundigt ind i dyrets behov.«

Om kaniner
● Kaniner er ikke gnavere, men derimod ’lagomorpher’ ligesom harer.
● Der findes flere end 70 forskellige kaninracer.
● Danmarks nationale kaninrace hedder Hvid Land. Den er, som navnet antyder, helt hvid og har røde øjne.
● Sukkerindholdet i gulerødder gør, at ­kaniner kun bør fodres med gulerødder i små mængder.
● Kaniner er intelligente og kan for eksempel lære at komme, når man kalder, eller at bruge kattebakke.
● Kaniner er det 3. mest holdte kæledyr i Danmark.
● Kaniners tænder vokser hele livet. De bliver slebet, når de spiser hø.

Før I får
Læs disse otte råd, inden I anskaffer kaniner til daginstitutionen, SFO’en eller fritidsklubben. Rådene kommer fra kaninekspert Mai-Britt Edvart Nielsen, der har flere års erfaring med at rådgive kaninejere og institutioner i kaniners pasning og pleje:
BUR: Dyrenes Beskyttelse anbefaler et bur på mindst 80 x 130 cm i grundareal. Kaninerne bør derudover have mulighed for at komme ud i en større løbegård eller indhegning, hvor de kan løbe og grave huller.
INDKØB: Kaniner kan købes eller afhentes mange steder og er ikke dyre i indkøb. Det bedste er at hente en eller flere fra en opdrætter. Så er man sikker på, at kaninen er sund og ikke får genetisk betingede sygdomme
FODER: Kaniner fodres primært med hø, som er vigtigt for, at de får slebet deres tænder. Én gang dagligt skal kaninerne have kaninfoder og grøntsager, som kan være rester fra køkkenet eller ukrudt fra haven.
ANTAL: Kaniner er ikke flokdyr ligesom fx marsvin. Derfor bør kaninerne holdes i hvert sit bur for at undgå slåskampe og uønskede kaninunger.
ØKONOMI: Kaniner er billige i drift, men der bør afsættes mindst 500 kr. pr kanin til et eventuelt behov for dyrlæge. Som med alle andre dyr er det lovpligtigt at få kaninen aflivet eller behandlet, hvis den bliver syg.
RACE: Gå efter større racer som for eksempel Fransk Vædder. De har et meget roligt sind og er derfor gode til børn. Mindre racer er ofte mere sky og har sværere ved at blive håndtamme.
KØN: Hanner bliver mest tamme, da hunkaniner i brunstperioder kan være mere sky og utilregnelige. Kaniner bliver kønsmodne allerede omkring
tremånedersalderen. Der er ikke forskel størrelsesmæssigt på kønnene.
TID: Det fremgår af dyreværnsloven, at dyr skal tilses mindst én gang i døgnet af en myndig person. Det betyder, at en voksen skal være ansvarlig for kaninernes pasning i eksempelvis weekender, hvor institutionen er lukket.
Der er ingen krav om registrering eller kontroltjek af kaninerne. Hvis man har flere kaniner, kan det dog være en god idé at få en dyrlæge
ud én gang årligt for at give alle kaninerne et sundhedstjek.

Sådan løfter man en kanin
I gamle dage løftede man kaninerne i ørerne eller i nakkeskindet. Begge dele er meget smertefulde for kaninerne og kan give indre blødninger. Følg i stedet disse trin:
1. Sæt dig på knæ, eller kom så langt ned i højde til kaninen, som det er muligt.
2. Før den ene hånd ind under kaninens brystkasse ved forbenene. Den anden hånd placerer du under numsen. Løft kaninen forsigtigt, men med et fast tag, og hold den ind til kroppen med benene vendt mod din brystkasse.
3. Hold nu under kaninens numse med den ene hånd og henover ryggen med den anden.

Det kan I lære af kaninerne
Planteriget
Hvilke planter kan kaninerne tåle?
Gå på jagt i nærområdet, og lær om forskellen på mælkebøtter, tidsler, kløver og skvalderkål. Mange af de planter, kaninerne kan tåle, kan I også selv spise eller smage på.
Madspild
Kaniner er eminente til at udrydde resterne fra køkkenet. Tørret brød, gulerodsskræller og æbleskrog er et fint supplement til kaninernes øvrige foder. For ikke at få ondt i maven skal kaniner tilvænnes nyt foder langsomt.
Allergi
Børn, der ikke må have dyr derhjemme, får mulighed for at lære, hvordan man holder dyr, og hvad dyrenes signaler betyder, så de ikke bliver bidt eller kradset. På den måde kan man undgå, at børnene som voksne bliver bange for dyr.
Selvforsyning
De store kaninracer kan slagtes i en alder af otte måneder. Opdræt jeres egne slagtekaniner, så børnene får forståelse for, hvor kødet kommer fra.
Kontakt Fødevarestyrelsen for gode råd og tilladelser, hvis I vil spise jeres egne kaniner.

Berømte kaniner
Peter Kanin (fra bogen ’Fortællingen om Peter Kanin’ af Helene Beatrix Potter.)
Stampe (fra Disneys film ’Bambi’)
Snurre Snup (fra tegneserien ’Looney Tunes’)
Ninka Ninus (fra bøgerne om Peter Plys af A. A. Milne)
The White Rabbit (fra bogen ’Alice i Eventyrland’ af Lewis Carroll)

Tre gode kaninbøger
’Den store kaninbog’ af Marit Emilie Buseth
’Jeg elsker min kanin’ af Tine Kortenbach
’Stuekaniner- og havekaniner’ af Ingeborg Mølbak og Anne Mette Holm Halvorsen

Alle bøgerne er på dansk, indeholder masser af billeder og kan lånes på biblioteket.

Kilder til denne guide: Mai-Britt Edvart Nielsen, frikanin.dk, kaniner.dk, dyrenesbeskyttelse.dk