Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 11
Ny Fola-formand. Jeg læser hverken dameblade eller går til yoga
Dorthe Boe Danbjørg er delemor med tre børn, ph.d.-studerende med en snarlig deadline, og så er hun ny formand for forældreforeningen FOLA. På trods af et travlt liv arbejder hun for, at forældre bliver mere engagerede i deres børns institution og for bedre vilkår i daginstitutionerne.
Af: Vibeke Bye Jensen
Dorthe Boe Danbjørg har kun gode minder fra sin egen børnehavetid, og hun er også meget tilfreds med sine egne børns institution i Nyborg på Fyn, hvor hun er opvokset og flyttet til igen. Generelt mener hun, at det danske dagtilbudssystem er godt.
Alligevel er hun drevet af et ønske om, at vilkår og kvalitet i daginstitutionerne skal være endnu bedre. Derfor har hun sagt ja til at være formand for forældreforeningen FOLA. Hun vil hellere bruge sin sparsomme fritid på at påvirke samfundsdebatten og være med til at sætte institutioners, familiers og børns forhold på dagsordenen end at læse dameblade eller gå til yoga.
Dorte Boe Danbjørg gik ind i forældrebestyrelsen i sine egne børns integrerede ­institution for at protestere mod, at der ikke var plads til alle børn i børnehaveafdelingen. Det lykkedes at få børnehaven udvidet på grund af forældrenes engagement.
»Det, der driver mig, er at være med til at påvirke mine børns og mit eget liv, for som forælder bliver jeg frustreret over lukkedage, dårlige normeringer, for lidt plads til børnene og fortravlede pædagoger. Det er hele besværet værd, når man oplever, at det, man arbejder for, lykkes. Og fedt, når vi kan få politikerne til at lytte og tage vores argumenter med i deres overvejelser,« siger hun.

Føler sig hjemme. Dorthe Boe Danbjørg fortsatte for fire år siden arbejdet i den lokale forældrebestyrelse i den landsdækkende forældreforening FOLA og blev hurtigt næstformand. Som formand vil hun arbejde for, at forældrene bliver mere engageret i deres børns institution.
»Som forældre skal man føle sig hjemme i børnenes institutioner. Og det gør man ved at engagere sig og få indflydelse. Skal man tage sit ansvar som forældrebestyrelse alvorligt, skal man lyttes mere til, og man skal opleve, at man gør en forskel,« siger hun.
Dorthe Boe Danbjørg kan se, at det går rigtig godt mange steder. Men der er problemer med indflydelsen i områdeinstitutionerne, fordi der kun er én bestyrelse for den samlede institution.
I en undersøgelse fra FOLA sagde forældrene, at de i områdeinstitutioner oplever at have mindst indflydelse og at blive inddraget mindre. Derfor har foreningen været i Folketingets undervisningsudvalg og fremlagt et ændringsforslag til dagtilbudsloven om, at der skal være én bestyrelse i hver institution.
»Desuden vil vi gerne have, at lovgiv­ningen var mere klar i spyttet, så det ikke er så meget op til lederen, hvordan samarbejdet skal foregå. Der er stor forskel på, om lederne ser forældresamarbejdet som et gode eller en belastning. Men vi kan se, at forældrene ønsker at have indflydelse på deres børns konkrete dagligdag uden at ville detailplanlægge den,« siger hun.

Mødes om børnene. Selvom Dorthe Boe Danbjørg i det store og hele mener, at forældrene har et godt samarbejde med pædagogerne, vil det være vigtigt for hende at styrke det.
»Netop fordi vores børn er dobbeltsocialiserede, er det vigtigt, at de oplever sammenhæng mellem hjem og daginstitution. Man skal jo tænke på, at daginstitutionen er basen i børns liv, især for de børn, ligesom mine, der bor hos to forældre,« siger hun.
Det handler mest om, at både forældre og børn er trygge. Men også om, at der er rum for, at forældrene bliver hørt i dagligdagen.
»For forældre er det helt basalt, at der bliver sagt goddag og farvel, og at vi har mulighed for lige at sige, hvis der er sket noget om morgenen, som har påvirket vores barn. Jeg vil gerne opfordre til, at begge parter har fokus på at mødes om barnet og ikke om den forsvundne sutsko eller indholdet i madkassen. De regler, pædagogerne har sat op om navn i tøjet eller minus sukker i madkassen, er ikke opfundet for at genere os. Det handler om børnenes trivsel, og det er det, man skal tænke på,« siger Dorthe Boe Danbjørg.
Hun mener, at konflikter i samarbejdet opstår, fordi forældrene først og fremmest har blik for deres eget barn, mens pædagogerne har blik for hele børnegruppen.
»Så vi skal have skabt en bedre forståelse. Det er jo klart, at forældre har en forkærlighed for deres eget barn, men hvis forældre får ejerskab til det, der foregår i institutionerne, kan det måske bedre lykkes at skabe et blik for det fælles. Børnene kan jo godt navigere i, at det ene sted må de det ene og det andet sted noget andet. De skal bare opleve opbakning fra forældrene, og der er vores rolle virkelig afgørende,« siger FOLA-formanden.

Læring ikke farlig. Daginstitutionernes opgave er både at lære, danne, passe og få børnene til at trives, mener Dorthe Boe Danbjørg, der i udgangspunktet synes, at dagtilbuds­loven er god. Hun er ikke bange for at sige, at der også skal være læring i dagtilbuddene.
»Det handler selvfølgelig ikke om skole­læring, men om at der også er læring i bleskift og måltidet. Den debat melder pædagogerne sig godt ind i, og sammen med nogle forskere har de fået mig til at se, hvad læring handler om. Men skal det lykkes for pædagogerne, skal der være nok af dem hele dagen,« siger hun.
Det er vigtigt for forældrene, at der er pædagoger nok, så der også er tid til at snakke om børnene og deres dag.
»For så forstår vi bedre, hvordan børnene lærer, og i hvilke situationer de har lært i dag. Pædagogerne er supergode til at fortælle, at læring ikke handler om, at børnene skal sidde og terpe tal hele dagen. Som forældre er vi optaget af, at vores børn har det godt, og at de ikke skal lære for at klare sig i tests og vurderinger. Men der er jo ikke noget farligt i at lære, så længe man tager udgangspunkt i børnenes alder og udvikling,« siger hun.
Dorthe Boe Danbjørg mener, at FOLA er på linje med pædagogerne om, at daginstitutionernes opgave er at se det hele menneske.
»Vi er optaget af, at børnene har en værdi i sig selv, for de er jo bare vores børn. I FOLA bruger vi også argumenter om, at børn, der har gået i kvalitetsbørnehaver, får bedre karakterer i 9. klasse, men først og fremmest vil vi have, at vores børn har det godt. Så banalt er det,« siger hun.
Det glæder formanden, at det er lykkedes for FOLA sammen med andre aktører på området at gøre opmærksom på, at børn også er der og skal have kvalitet, før de kommer i skole.
»Det handler ikke kun om, at børnene skal være skoleparate, de skal have det godt her og nu, og selvfølgelig skal de hjælpes til at kunne tage det næste skridt, men det er ikke hele formålet med daginstitutionen,« siger hun.

Dårlige normeringer. FOLA er helt enig med pædagogerne i, at normeringerne er for dårlige. Forældre vil gerne mødes af mange pædagoger, der har overskud til både børn og forældre.
»Jeg bliver provokeret, når socialminister Manu Sareen siger, at det ikke kun handler om normeringer, og at vi har gode dag­institutioner. Jeg synes, at det er at skøjte lidt hen over problemerne med for dårlige norme­ringer. For når man ser på de ambitioner, som politikerne lægger for dagen på området, hvilket jo er fantastisk, så mangler der noget i forhold til normeringerne og de fysiske rammer,« siger Dorthe Boe Danbjørg.
Hun synes, at institutionerne skal have vilkår, så de kan være pædagogiske fra morgen til aften.
»Det er skræmmende, at pædagoger er alene med mange børn i lang tid. Vi argumenterer også for, at der ikke skal være mål med alting, men det er ikke ensbetydende med, at børnene skal passe sig selv i perioder på dagen. Der skal være nok voksne til, at de kan indgå i en relation eller hjælpe, hvis der opstår en konflikt mellem børnene.«

Balance for familien. Det provokerer også forældrene, når der er mange lukkedage og opfordringer til at vikariere for pædagogerne, og når de bliver bedt om at holde børnene hjemme, fordi der er pædagogisk dag.
»For vi må aldrig glemme, at hovedformålet med daginstitutionerne er, at vi forældre skal kunne gå på arbejde,« siger hun.
Når forældre oplever, at der i nogle kommuner er flere lukkedage, end deres ferie kan dække, og at åbningstiden er blevet mindre, så hænger det ikke sammen med et mere fleksibelt arbejdsmarked og liberaliseringen af lukkeloven.
»Vi må først og fremmest kræve, at der skal være åbne daginstitutioner, mens vi går på arbejde,« siger hun.
Derfor har FOLA også været på banen for at få politikerne til at sørge for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.
»Når BUPL viser i en undersøgelse, at forældre alt for ofte afleverer syge børn i daginstitutionen, er der noget galt. Oplevelsen hos de fleste forældre er, at det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. For nogle handler det om, at de kan få deres børn passet fra 7-17, mens andre synes, at det ville være forfærdeligt. For andre handler det om, at de ikke har ret til at blive hjemme, når deres barn er syg. Jeg synes, man skal lovgive om det, ligesom man gør i andre lande.«

Mere respekt tak. FOLA-formanden mener, at pædagoger løfter en kæmpemæssig samfundsopgave og en vigtig opgave for forældrene, men at det er et problem, at de ofte får 'tæsk' og får hæftet mange stereotyper på sig: De skal jo bare passe børn, og de drikker konstant kaffe.
»Det er et fag, der i den grad mangler respekt og anerkendelse og hele tiden er udsat for besparelser. Alligevel skal pædagogerne gå på arbejde med energi og gejst. Det må være belastende, at der bliver stillet stadig flere krav, mens ressourcerne ikke følger med. Og det bliver ikke taget alvorligt, når pæda­gogerne fagligt og sagligt påpeger det problematiske i de forhold, de og børnene bydes,« siger hun.
Hvis FOLA siger noget kritisk i pressen om det, der foregår i institutionerne, er det ikke for at genere pædagogerne, men fordi forældrene har deres børns bedste på sinde, bedyrer formanden.
»Det er jo kun, fordi vi ønsker så gode vilkår og så gode pædagoger som muligt i daginstitutionerne,« siger hun.

Om Dorthe Boe Danbjørg

Alder
38 år
Uddannelse
Oprindeligt sygeplejerske. Er i gang med at skrive sin ph.d., hvor hun forsker i teknologi og tidlig udskrivelse af kvinder, der har født. Hun har blandt andet udviklet og implementeret en app, der kan hjælpe kvinderne med at få svar på alle de spørgsmål, der kan opstå, når de udskrives fra hospitalet.
Job
Hun har været med i FOLA siden 2010, hvor hun først var kasserer, men ret hurtigt blev næstformand. Siden 29. marts 2014 har hun været formand. Dorthe Boe Danbjørg tager over fra den mangeårige formand Lars Klingenberg.
Privat
Hun er fraskilt og har tre børn: Johannes 10 år, Jakob på 7 år og Else 4 år. De går henholdsvis i 3. klasse, 0. klasse og børnehave og bor på skift hos mor og far.

Hvem er FOLA?

● FOLA er forældrenes landsforening - en organisation der på landsplan varetager forældrebestyrelsers, forældreråds og forældrenævns interesser.
● FOLA har eksisteret siden 1974. Foreningen styres af en bestyrelse bestående af frivillige forældre, som alle kommer fra forældrenævn, -bestyrelser eller -råd.
● Bestyrelsen vælges på foreningens generalforsamling.
● Cirka 1.500 institutioners forældrebestyrelser, -råd eller -nævn er medlemmer af FOLA. Foreningen arbejder for, at forbedre forholdene for børn i daginstitutioner og børnefamiliernes vilkår ved at påvirke politikerne, arbejde sammen med andre interesseorganisationer og ved at blande sig i den offentlige debat.

Læs mere om FOLA på fola.dk