Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 15 Børn&Unge som e-paper
Brænder for udsatte. Superfrivllige Nicolas vil være pædagog
Nicolas Kruse Dziegiel har for første gang i sit liv fundet en profession, der betyder noget. Samtidig har han travlt med at arbejde frivilligt for udsatte børn og unge.
Af: Anne-Sophie Søgaard Møller
Nicolas Kruse Dziegiel kan i en alder af 25 år skrive mange frivillige projekter på sit CV – projekter, der alle støtter udsatte børn og unge. En mentorordning, integration af flygtninge og sommerferie for mindre ressourcestærke børn er alle projekter, der viser Nicolas’ store passion for frivillighed.
»Det åbnede virkelig mine øjne, at børnene gav så meget igen, og jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. De syntes, det var fedt, at nogle voksne havde tid og overskud til dem. Det fik mig til at indse, at jeg skulle arbejde med børn og unge,« fortæller han.
Nicolas valgte at skifte sit sælgerjob ud med ­livet som pædagogstuderede. Den beslutning viste sig at være helt rigtig. For sælgerjobbet tændte ham ikke længere. Hver gang Nicolas satte sig et nyt salgsmål og havde opnået målet, var følelsen ikke den rigtige.
»Til sidst blev jeg så frustreret over, at jeg ikke havde den følelse i kroppen af: ’Yes, nu er det opnået’. Det var bare en tom følelse,« siger han.

Får gåsehud. Ved siden af studiet bruger Nicolas stadig meget tid på frivilligt arbejde, som han for første gang fik øjnene op for i 2013, da han var med til at arrangere ’Ferie for alle børn i Holbæk’ – et projekt, der sendte 30 børn på 9-12 år til Legoland på sommerferie.
Han fortæller, hvordan han skulle tage sig sammen for ikke at knibe en tåre på vej hjem i bussen. Og når han tænker på projektet, får han gåsehud.
»Det var første gang, jeg havde et arbejde, der betød noget for mig. Derfor tænkte jeg, at hvis det er så fedt at arbejde frivilligt, så skal jeg gøre det til min levevej,« siger han.
For Nicolas var der ikke langt fra tanke til handling, og på meget kort tid blev karrieren skiftet ud. Udfordringen var dog, at næste optagelse på pædagoguddannelsen først var et halvt år senere. Men da beslutningen var taget, sendte han ansøgninger til 10 forskellige institutioner inden for det pædagogiske område og havde to dage efter fået tilbudt 8. For at få flest mulige timer valgte han at kombinere tre job – et på en kostskole, et på et specialundervisningscenter og et på et aflastningshjem.
»Jeg havde ingen uddannelse, jeg havde ingenting. Men mit liv ændrede sig, da jeg pludselig stod og havde med børn og unge at gøre,« fortæller han.

Et perfekt match. En dag, da Nicolas sad på Facebook, fangede særligt én annonce hans opmærksomhed: ’Bliv mentor i Lær for livet’. Ét klik og et inderligt håb om at blive kontaktet, ændrede Nicolas’ liv. »Jeg regnede ikke med at blive kontaktet, for der stod, at man skulle have erfaring inden for faget, og det havde jeg ikke. Men de kaldte mig ind, og jeg blev matchet, « fortæller han. Nicolas blev matchet med den 15-årige anbragte dreng Emil. Et perfekt match, synes Nicolas.
Hver torsdag mødtes Nicolas og Emil til en times lektielæsning – en del af aftalen i mentorordningen – men med tiden er de to begyndt at se mere til hinanden.
»Det er svært for mig at opbygge en relation på kun en time om ugen.
Derfor laver vi også ting uden for det her tidsrum, og det gør jeg for at vise, at jeg gerne vil ham,« siger han.

Vi er venner. Nicolas vil fortsætte med at arbejde frivilligt, men har i samarbejde med Emil aftalt, at de to ikke kører videre via mentorordningen.
»Nu er vi bare venner. Der be­høver ikke at være en organisation, der forbinder os, og vi kan stadig ses en gang om ugen. Jeg har nu lagt så meget i det, at Emil godt kan se, at jeg gerne vil ham,« siger han.
»Han har endda sagt til mig, at han ser mig som en bror. Og så vidste jeg godt, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde,« tilføjer han.