Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Vi står tættere sammen end nogensinde før
Af: Elisa Bergmann
Forhandlingerne om nye overenskomster vil på mange måder gå over i historien: Fordi de som i et dominospil endte i et sammenbrud på både det statslige, regionale og kommunale område. Fordi vi blev mødt af arbejdsgivere, der så åbenlyst og koordineret havde et determineret og politisk mål om at reducere lønudgifterne i det offentlige via overenskomsterne.
Det er selvfølgelig heller ikke hver dag, at 80 organisationer tilsammen varsler strejke for 70.000 offentligt ansatte, men det er aldrig før sket i historien, at flere end 400.000 ansatte på tværs af sektorer og fag varsles lockout – og at de offentlige arbejdsgivere, der jo i virkeligheden tæller de politikere, vi har stemt på, lægger sig ud med 800.000 offentligt ansatte.
Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For det er også historisk, at vi som offentligt ansatte og som velfærdsmedarbejdere fandt hinanden. Og nu står tættere sammen end nogensinde.
I BUPL fandt vi først sammen med FOA, SL og Sundhedskartellet om en fælles dagsorden om ligeløn ved OK18. Siden voksede sammenholdet i fagbevægelsen. En fælles kamp for en retfærdig lønstigning, så offentligt ansatte også kan få del i det økonomiske opsving, der ruller ind over Danmark.
Arbejdsgiverne har ikke haft held med at skille os ad med deres små nålestik. Vi står skulder ved skulder. Og vi mærker en kolossal støtte og opbakning fra resten af Danmarks befolkning.
Det varmer!
Forløbet har ændret sig dag for dag. Med langtrukne forhandlinger, sammenbrud, strejkevarsel, lockoutvarsel og nervekrig i forligsinstitutionen. Denne leder er afleveret lige efter påske, hvor jeg i skrivende stund ikke ved, hvor vi er 12. april, når I modtager Børn&Unge. Forligsmanden har forlænget forhandlingerne med 14 dage, og det kan hun gøre en gang mere. Så enten er der landet en aftale, forhandlingerne er brudt sammen, eller også forhandler vi stadig.
Derfor vil jeg forholde mig til det, som jeg ved lige nu: Og det er, at vi tager de første vigtige skridt i fagbevægelsen mod fornyet sammenhold, hvor vi værner om vores velfærdssamfund og vores vilkår. Det kan ingen tage fra os, uanset hvad der kommer til at ske. Det er nemlig den vigtigste historie.