Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 12
TEMA: FOLKESKOLEREFORM. Formanden: Usikkerheden er alt for stor
BUPL’s formand er bekymret, fordi der i mange kommuner stadig er stor usikkerhed om, hvad pædagoger skal i skolen, og om de overhovedet har et job efter sommerferien.
Af: Steffen Hagemann
At der stadig hersker stor usikkerhed om, hvad der skal ske i skolerne efter sommerferien, når folkeskolereformen træder i kraft, er ikke hensigtsmæssigt, mener BUPL’s formand Henning Pedersen.
»Der er stor, stor usikkerhed om, hvad mange pædagoger overhovedet skal efter sommerferien. I nogle kommuner er der også usikkerhed om, hvorvidt de overhovedet har et job,« siger han.
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at lave en samlet opgørelse over reformens omkostninger i form af stillinger. Men de tilbagemeldinger, der kommer fra kommunerne, er langtfra kun opmuntrende.
»Vi har hele tiden frygtet, at der bliver et minus på kontoen, og at vores medlemmer taber stillinger, og vi ved ikke, om det holder stik,« siger Henning Pedersen.
Reformen vil ramme fritiden. Det følger naturligt af, at skoledagen bliver længere, påpeger han.
»Spørgsmålet er, hvor meget der bliver tilbage i de organiserede fritidstilbud i SFO og klub. Mange steder er det stadig et åbent spørgsmål, om det bliver et godt tilbud til børnene.«

Møder med ministeren. BUPL har længe gjort opmærksom på de problemer, som reformen har medført, og især på, hvordan pædagogerne kommer til at indgå i skolen, hvordan der kommer pædagoger med i skolens ledelsesteam, og hvordan børnene bliver sikret et kvalificeret fritidstilbud.
»Det er præcis de problemstillinger, vi har rejst gang på gang på gang i vores møder med undervisningsminister Christine Antorini (S),« siger Henning Pedersen.
Også lokalt kæmper BUPL, både ved at ruste tillidsrepræsentanterne på skolerne og de lokale fagforeninger til at få indflydelse på, hvordan reformen bliver gennem­ført.
På grund af den store usikkerhed, der stadig hersker om reformen, er det svært at tegne et entydigt positivt eller et negativt billede af reformen, mener BUPL’s formand.
»Det går fra den ene yderlighed til den anden. I skolereformen er der muligheder for, at pædagogerne kan komme til at spille en vigtig rolle i at skabe en ny skole. Men vi er stadig bekymrede for, at pædagogernes placering ikke er på plads i alle kommuner,« siger Henning Pedersen.