Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 20
Hvis far kommer hjem
Når danske soldater gør tjeneste i brændpunkter, tager flere af dem afsked med familien hjemme i Danmark. Familien må leve flere måneder med afsavn og risikoen for permanent at miste et familiemedlem i krigens tjeneste. For børn kan det være svært at kapere de stærke følelser, der opstår, når en forælder sendes til krigszone.
Af: Jesper Nørby
August 2007. Formiddagssolen skinner fra en skyfri himmel ned over Flyvestation Karup. En gruppe uniformerede soldater står ret side om side. Dannebrog vejer tungt på deres skuldre. De mange måneders forberedelse er ovre. Nu begynder deres arbejde for alvor. Foran dem ligger tre måneders udstationering i Basra, Irak.
Men for de mange fremmødte i civil er lyden af taktfaste tramp og kommanderende råb bare en distraktion fra, hvad det egentlig handler om. De er her for at tage afsked. Kys og kram er blevet udvekslet, og paraden er de pårørendes sidste chance for at få et glimt af en søn, en kæreste, en mand eller en far, som de måske ikke får at se igen.
Blandt de pårørende står Malene Holch-Leth med sine to sønner, femårige Anton på armen og syvårige Kalle ved sin side. De er her for at sige farvel til far, Erik Leth, der er helikopternavigatør i en specialenhed i Flyvevåbnet.
Malene skal undvære sin mand i tre måneder. Måske meget mere. Men hun græder ikke. For sådan er aftalen.

Forfærdelig afsked. Malene og Erik ved, at børnene tager det roligere, hvis de kan se, at deres forældre virker afklarede. Og de har stået i situationen før. Men selvom Erik har været udsendt tre gange, bliver afskeden aldrig en vanesag for Malene.
"Det er forfærdeligt," fortæller nu 36-årige Malene Holch-Leth, der til daglig er indkøber i firmaet X-Mile.
Uden for køkkenvinduet trænger 2009-udgaven af den danske sommer sig på. Familiens hus ligger med fin udsigt over skovene omkring Silkeborg-forstaden Virklund.
"Man prøver bare at være tapper. Hele tiden kæmper man for at holde tårerne tilbage, og når det er ovre, sidder man tilbage i bilen og tuder," siger hun og smiler lidt anstrengt.
Malenes mand, 37-årige Erik Leth, som sidder ved hendes side, har ikke været udstationeret siden hjemkomsten fra Irak i 2007. Men han ved, han skal afsted igen på et tidspunkt.
"Selvfølgelig er det ikke fedt at skulle afsted. Men det kan man altså risikere. Hvis man ikke vil det, skal man ikke have jobbet. Det svarer jo lidt til, hvis en fodboldspiller træner hele tiden og så ikke vil spille en kamp," siger han.
Selve afskeden med deres far har Anton og Kalle indtil videre taget pænt.
"Det er nok egentlig mest mig, som gerne lige vil give dem et kram mere, inden jeg skal af sted," fortæller Erik, der har været ansat i Forsvaret siden 1991, tre år før han og Malene fandt sammen.

Vrede og tårer. Efter afskeden med Erik går der dog ikke længe, før drengene lader sig mærke af faderens fravær.
Kalle kan få raserianfald eller hidse sig op over småting, fortæller Malene. De kraftige udladninger bunder ofte i, at han savner sin far.
"Men det behøver ikke være på grund af Erik hver gang. Nogle gange er det altså bare et par dumme snørebånd eller en flad fodbold, der gør udslaget. Ligesom hos andre børn," siger Malene.
Kalles lillebror reagerer mere indadvendt og er meget tryghedssøgende.
"Anton vil gerne have mange kram og meget omsorg. Og han har lettere til tårer i konfliktsituationer, som han normalt ville klare uden problemer," siger hun.

Ord på afsavnet. Det er vigtigt for Malene og Erik, at drengene får sat ord på deres følelser, og at de ved, det er okay at savne far, når han er væk.
"De må aldrig føle, at det er forkert at være ked af det," påpeger Malene.
Når Erik er udstationeret, prøver Malene på trods af sin bekymring at være nøgtern. Erik har stor erfaring og kender sine kolleger fra specialenheden rigtig godt. Det ved hun jo.
"Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke hadede det alligevel."
Malene lægger vægt på at fastholde dagligdagens rutiner i de perioder, hvor Erik er udsendt.
"Hverdagen skal så vidt som muligt være den samme med og uden Erik. Det er især vigtigt for Kalle, at tingene ligner sig selv," fortæller hun.
Konflikter i hjemmet er uundgåelige, og Malene forsøger bare at få drengene så godt som muligt igennem månederne uden deres far.
"Tiden, hvor Erik er væk, skal bare overstås. Man ved godt, at der kommer gråd og smækken med dørene. Men det skal bare gå så godt, som det nu kan," siger hun.

Angreb. August 2007. Erik ringer hjem. Han har kun været i Irak få dage, og der har allerede været adskillige angreb på basen ved Basra, hvor hans enhed holder til sammen med de britiske soldater. Malene tager telefonen, men når ikke at høre mange ord fra Erik, før alarmen i lejren lyder, og samtalen bliver afbrudt.
Eriks stemme er nu skiftet ud med en metallisk hyletone, og Malene har ingen mulighed for at vide, om der er sket hendes mand noget.
"Jeg stod bare der i soveværelset og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv," erindrer hun.
Erik smiler et skævt smil ved siden af hende på køkkenbænken. Angrebet fra de irakiske oprørsstyrker var bare et af mange, og Erik og hans kammerater slap uskadt fra dem alle.
Mens Erik er af sted, er han så travlt beskæftiget, at han ikke har meget tid til tanker om familien derhjemme. Han arbejder 24 timer i døgnet. Men han ved, at Malene nok skal styre det derhjemme, mens han er væk. Det har han fuld tiltro til.

Opkald til hverdagen. Når Erik ringede hjem fra Irak, ville Kalle rigtig gerne snakke med ham om skolen, fodbold og andre hverdagsting. Anton derimod havde ikke lyst til at tage røret.
Malene spurgte ham en dag om, hvorfor han ikke ville snakke med sin far.
'Det kan jeg ikke, fordi jeg bliver ked af det,' var svaret.
"Selvfølgelig bliver man da ked af det, når ens søn ikke vil snakke med en," siger Erik.
"Men på den anden side er det flot af ham, at han har fundet ud af det og selv kan styre det," tilføjer han.
Erik og Malene gav Kalle en mobiltelefon, så han kunne sende en sms om dagen til sin far, mens Erik var i Irak. På den måde kunne Kalle sende en sms, inden han gik i seng og vågne op til et svar om morgenen.
"Han brugte egentlig ikke telefonen så meget, som vi havde troet, men han var glad for at have den. Det var en god livline for ham," siger Erik.
Malene nikker. De har allerede besluttet, at Anton skal have samme mulighed, når han bliver større.
Erik og Malene undgår at se nyhedsudsendelser i tv, før børnene er lagt i seng. Detaljer fra blodige konflikter rundt om i verden er ikke noget, drengene har behov for at se.
"I børnenes bevidsthed flyver jeg rundt og hjælper nogen, som ikke har det så godt," siger Erik.
Han og Malene forsøger at give drengene så korte forklaringer som muligt.
"Vi undgår at dramatisere. Men man skal i hvert fald heller ikke lyve for dem," siger Malene.
Da Erik var udsendt i 2007, var Kalle og Antons primære bekymring, at deres far var væk. Hvad han foretog sig var underordnet. Men efterhånden, som drengene bliver ældre, bliver spørgsmålene hyppigere og sværere, erfarer Malene.
Hun er nervøs for, hvad de andre børn kan finde på at sige til dem, mens de er i skole. Emner som fare og dødsfald blandt danske soldater ligger lige for.
"Men jeg tror altså, Anton og Kalle ville komme hjem og sige det, hvis sådan noget skete," vurderer hun.
"Ja," siger Erik.
"Men så er skaden allerede sket."

Åbenhed i institutionen. Da Erik skulle til Irak i 2007, lavede Malene et brev til Antons børnehave og Kalles skole. Brevet forklarede om situationen, så både pædagoger, lærere og forældre vidste, at familien var uden far i de næste tre måneder.
"Samtidig opfordrede jeg forældrene til ikke at lægge vægt på faren i situationen, men i stedet fortælle deres børn, at soldater er trænet til det og har øvet sig meget i at passe på hinanden," fortæller hun.
Det var vigtigt for Malene at vide, hvordan hendes børn reagerede, når hun ikke selv var hos dem. Men hun følte, pædagogerne tog godt hånd om situationen.
"Selvom Anton for eksempel var meget tryghedssøgende, virkede det, som om pædagogerne havde fuldstændig styr på det," siger Malene, der var glad for den tætte kommunikation med børnehaven.
Flyvestation Karup har socialrådgivere og psykologer tilknyttet, ligesom der også er en pårørendetelefon. Men Malene valgte at se bort fra disse tilbud, mens Erik var udsendt.
"Det virkede bare for langt væk. De mennesker i røret kender ikke mit barn. Det gør jeg," siger hun bestemt.
I stedet trak Malene på sit eget personlige netværk, når hun havde brug for det.

Gensyn. Oktober 2007. Fragtflyet er netop landet på den regnvåde landingsbane i Karup. Erik og kollegerne er kommet helskindet hjem til det danske efterår.
Dannebrog på soldaternes skuldre spejles i de fremmødte familiers medbragte papirflag. Tre måneders adskillelse er slut. Malene har fået sin mand tilbage, og Kalle og Anton kan endelig løbe deres far i møde.
"Man hører jo tit om, at børnene kan være afvisende, når en forælder kommer hjem efter en udsendelse. Men sådan har det overhovedet ikke været med Kalle og Anton," siger Malene.
"Det er super dejligt at stå i lufthavnen med børnene om halsen," siger Erik med et bredt smil.
Erik er gået glip af to af Kalles fødselsdage på grund af krigstjeneste. Den slags tager hårdt på en dreng, som er tæt knyttet til sin far. Desuden har Erik måttet tilbringe en juleaften i Irak.
"Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange du ringede hjem den aften. Det var lige før, det blev helt irriterende," siger Malene med et smil.
De lange perioder med adskillelse er hårde, og Erik har da også prøvet at tage orlov fra Flyvevåbnet og forsøgt sig både som ejendomsmægler og sælger.
"Men det var bare overhovedet ikke dig," siger Malene oprigtigt.
Hun har accepteret, at livet som soldat er det rigtige for hendes mand.
"Når jeg ikke er udsendt eller på øvelse, har jeg jo rigtig meget frihed. Jeg har masser af tid til børnene, og det prøver vi at få dem til at fokusere på frem for de perioder, hvor jeg er væk," siger Erik.
"Der er jo en hel masse gode ting ved Eriks job, og så én forfærdelig ting," lyder det fra Malene.
"Men man kan godt mærke, at der er nogle ting, som skal indhentes, når du er kommet hjem," siger hun så.
Erik smiler og går ud og kigger til stegen i Weber-grillen. Den tager sig god tid. Ligesom Erik, når han er hjemme.

34 danskere omkommet i Irak og Afghanistan
Danske tropper har deltaget i krigshandlinger i Irak i perioden 2003-2007 samt i Afghanistan fra år 2002. Godt 6500 danske soldater har været udstationeret i Irak. Omkring 5500 danske soldater har gjort tjeneste i Afghanistan.
Ifølge Forsvarets Personeltjeneste har 26 danske soldater pr. 15. juli 2009 mistet livet under tjeneste i Afghanistan. Otte er omkommet under tjeneste i Irak. Mindst fire af de dræbte i Afghanistan havde børn i Danmark. Forsvaret indsamler dog ikke specifik viden om udsendte soldaters familiebaggrund.
Erik Leth var blandt de sidste danske soldater i Irak inden hjemsendelsen i efteråret 2007.
Efter endt aktion i Irak fokuserer Forsvaret nu primært på aktioner i Afghanistan og har i øjeblikket 755 danske soldater udstationeret i landet. De løser blandt andet sikkerhedsopgaver i forbindelse med det afghanske valg sidst i august.