Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 16
Kontingent. Færre ledige forsvinder fra BUPL
Kontingentnedsættelse til arbejdsløse pædagoger i BUPL giver færre B-medlemmer.
Af: Trine Vinther Larsen
252 kroner om måneden svarende til halv pris. Så meget har ledige medlemmer af BUPL siden januar 2013 kunnet spare på deres fagforeningskontingent. Rabatten blev indført fra januar 2013, og opgørelser fra BUPL peger på, at medlemstilbuddet får lidt færre arbejdsløse pædagoger til at blive B-medlem – det vil sige kun medlem af a-kassen.
I første halvår af 2012 registrerede BUPL således 79 udmeldelser på grund af ledighed, mens antallet i år var faldet en smule til 75 udmeldelser.
Formand for BUPL-A og forretningsudvalgsmedlem i BUPL Lasse Bjerg Jørgensen glæder sig over, at færre ledige vælger fagforeningen fra.
»Hvis vi med kontingentnedsættelsen kan hjælpe nogen til at blive, så fungerer det efter hensigten,« siger han.
Rabatten søges for tre måneder ad gangen, og Lasse Bjerg Jørgensen ser mange gode grunde for ledige til at blive i BUPL.
»Heldigvis er de fleste kun arbejdsløse en kort periode, men har man først meldt sig ud, går der ofte lidt tid, efter man er startet i det nye job, før man bliver meldt ind igen. Og det er en usikker situation at stå i. BUPL er også for arbejdsløse pædagoger. Vi kan hjælpe med rådgivning og jobsøgning, og mange
lokale fagforeninger holder netværksmøder for ledige,« siger han.
Man kan også få rabat på sit fagforeningskontingent, hvis man er på barsel, eller er kommet i en særlig situation – for eksempel længere tids sygdom. De mange indsatser i forhold til kontingentet har samlet set bevirket, at færre vælger kun at være B-medlem. Således er andelen af B-medlemmer i BUPL i første halvår af 2013 faldet fra 9,3 procent i januar til 8,6 procent i august.

30 nye medlemmer
I januar og februar kørte BUPL et marketingforsøg, hvor medlemsafdelingen ringede til ledige, der tidligere havde været medlem af BUPL, for at oplyse om muligheden for nedsat kontingent for ledige. 30 meldte sig ind med 50 procent rabat.

Læs mere, og søg nedsættelse på bupl.dk/nedsatkontingent