Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING: Fortællinger sætter ord på pædagogisk faglighed
Forskere har indsamlet pædagogers egne fortællinger om hverdagsepisoder i fem århusianske daginstitutioner. Fortællingerne giver pædagogerne et sprog for fagligheden
i det uplanlagte og øger arbejdsglæden.
Af: Marie Bille
Vi skulle i dukketeater sammen med Sommerfuglene. Det kan Anna ikke lide, hun er faktisk virkelig bange for dukketeater. Det var godt at forberede hende, så jeg fortalte hende, at vi skulle i teatret. Ikke hende, hun skulle ikke med, svarede hun. Jeg holdt fast: Jo, for det er Sommerfuglene, der skal afsted, og du er Sommerfugl. Det var okay. Hun kunne godt rumme, at vi skulle afsted, og tænkte måske, at når vi kommer derned, så forstår de voksne det nok. Da vi kommer frem, viser jeg hende en plakat med den dukke, vi skal ind at se og siger: Nej, hvor ser den sød ud. Så går hun i flitsbue. Det er, som om det nu går op for hende, at det er alvor. Hun skriger og græder, og jeg tager hende ud på trappen og sætter mig med hende. Der sidder vi så. Hun skriger og skriger. Og hun har virkelig et højt skrig.’
Historien om Anna, der er tre år og bange for dukketeater, er en af de mange pædagogiske fortællinger, som et hold forskere gennem et år har indsamlet i fem aarhusianske daginstitutioner i forbindelse med forskningsprojektet ’Viden i spil i daginstitutioner’.
Hvordan pædagogen løser situationen i teatret, vender vi tilbage til.
Forskerne har undersøgt, hvad pædagogisk viden er, og hvordan pædagogerne selv beskriver det pædagogiske og bringer deres viden i spil.
Pædagogik og pædagogisk viden er stærkt knyttet til fortællinger. Det er en af forskningsprojektets konklusioner, forklarer ph.d. og lektor i pædagogik på VIA University College Line Togsverd, der har stået i spidsen for projektet.
»Det er meget tydeligt, at når pædagogerne skal give bud på, hvad der er pædagogisk, så gør de det gennem fortællinger,« siger hun og kalder pædagogisk viden for en narrativ viden, som er fuld af moraler og etiske budskaber.
»Pædagogernes fortællinger rummer alle sammen et plot. De rummer et moralsk budskab om, at noget er bedre end andet.«

Små bitte episoder. I forbindelse med forskningsprojektet har pædagog Anna-Grethe Pugholm arbejdet systematisk med pædagogiske fortællinger i Børnehaven Gerlachsgade. På et fast middagsmøde hver tirsdag fortalte pædagogerne hinanden og forskerne historier fra hverdagen, som de på forhånd havde skrevet ned.
»Vi skulle simpelthen bare beskrive episoden. Hvem gjorde hvad, og hvem sagde hvad. Fortællingen kunne være 10 linjer lang eller en halv side. Det kunne være små bitte historier eller nogle med lidt mere kød på. Du skulle ikke have en studenterhue siddende på hovedet for at være med. Det var lige til at gå til,« fortæller hun.
Mange af historierne på møderne, handlede ikke et eneste sekund om læreplaner, test eller statusudviklingssamtaler, som ellers fylder meget i debatten om pædagogik og daginstitutioner.
Historierne beskrev ofte små bitte episoder, der skete i mellemrummene mellem de planlagte aktiviteter.
»I den planlagte aktivitet har du et mål, en retning, metoder og teorier. Der, hvor det er rigtig interessant, er i det daglige samvær med børnene og de ting, der sker spontant, fordi et barn siger noget, og en anden gør noget andet. Hvad gør vi i de situationer og hvorfor,« spørger Anna-Grethe Pugholm.
Hvad gjorde pædagogen så med den skræmte og skrigende Anna på trappen i teatret?
’Jeg siger til Anna, at jeg kan se, at hun er rigtig ked af det og bange, og at det er okay at sidde her lidt. Jeg skal nok blive her. Jeg har aftalt med Lone (en kollega, red.), at hun henter os, når forestillingen skal til at begynde.
Anna græder stadig, da Lone kommer. Jeg håber, at det går, da vi alligevel går ind i teatersalen. Jeg tager Anna på skødet og siger til hende, at jeg kan se, hun er bange, og at det er okay. Jeg er lige her, og jeg skal nok hjælpe hende. Så begynder vi at trække vejret, og med ét bliver der mørkt. Helt mørkt. Og jeg tænker, åh … Vi trækker vejret, og forestillingen starter. Anna sidder med hænderne for øjnene, men efterhånden begynder hun at kigge ud mellem fingrene. Og så gik der ikke ret lang tid, så var hun helt med’.

Vældige diskussioner. De konkrete, nedskrevne fortællinger satte gang i refleksioner og diskussioner blandt pædagogerne. Historien om episoden med Anna i teatret gav anledning til en livlig faglig diskussion, fortæller Anna-Grethe Pugholm.
»Vi fik en hammergod diskussion i vores personalegruppe om, hvad man kan og skal. Jane, pædagogen, var fuldstændig sikker på, at hun var der som pigens sikkerhed, og at hun nok skulle passe på hende. Hun havde en forventning om, at hun også kunne få overbevist pigen om, at hun skulle med ind.
Det var en chance at tage, for hun kunne lige så godt være flegnet fuldstændig ud. Så var de selvfølgelig gået ud, men det ville have forstyrret voldsomt.«
Pædagogerne diskuterede ivrigt, om Jane også kunne have valgt at anderkende skrækken og støtte Anna i, at hendes ’nej’ var okay. Hun valgte i stedet at give hende chancen for at overvinde sin angst og komme med ind i teatret, i sikre arme på et varmt skød.
»Hvordan hjælper man nogensinde børnmed at få andre erfaringer, hvis de ­aldrig vover sig lidt udover deres komfortzone? Det ledte til vældige diskussioner,« siger Anna-Grethe Pugholm.

En balancegang. Ifølge Line Togsverd viser fortællingen om Anna, hvordan pædagogerne hele tiden balancerer mellem forskellige hensyn og dimensioner af det pædagogiske arbejde. Den viser samtidig, hvordan pædagogerne handler på baggrund af deres erfaringer og kendskab til det enkelte barn, selvom de ikke kan være sikre på udfaldet.
»I alle de situationer, pædagogerne fortæller om, bliver det meget tydeligt, at man altid kunne have handlet på en anden måde. Med gode begrundelser,« siger hun.
»Fortællingen om Anna i dukketeatret er både en fortælling om at lære at blive en del af et fællesskab: Når du går på Sommerfuglestuen, skal du i dukketeater. Men den handler også om at have blik for Anna, hendes oplevelser og bekymringer, men også de begrænsninger, hendes frygt skaber for hende. Moralen i fortællingen er, at pædagogen skal bringe barnet ud på gyngende grund, for at det kan blive selvstændig og få flere handlemuligheder. Men det skal gøres med varsomhed og takt, så barnet ikke krænkes,« siger Line Togsverd.

Fire dimensioner. Når forskerne analyserer de pædagogiske fortællinger, som de har indsamlet, kan de se fire forskellige dimensioner af det pædagogiske arbejde, som går igen i fortællingerne på tværs af tid og sted.
De fire dimensioner er: Kvalificering, der handler om at sætte børn i stand til at lære nyt og tilegne sig bestemte færdigheder, så de kan klare sig i nye situationer. Det kunne for eksempel være at tage sin flyverdragt på eller at lægge sin madkasse ind i køleskabet. Socialisering, der handler om at blive en del af et fællesskab og en del af dets normer og måder at være på. Civilisering, der handler om opdragelse til demokrati og kritisk stillingtagen samt det at tage ansvar for sig selv og et fællesskab på samme tid. Subjektificering, der handler om at støtte børn i at træde frem som et unikt menneske med egne spørgsmål og egne svar på, hvordan man agerer i verden.
Pædagogerne vægter de fire dimensioner forskelligt i forskellige sammenhænge. Nogle gange er flere formål i spil på en gang. Nogle gange spiller de sammen, og andre gange er de i modstrid med hinanden.
»I hver eneste situation skal dimensionerne balanceres. Det kræver, at pædagogerne kan improvisere, og at de handler og reflekterer i situationen. Det gode spørgsmål er så, hvordan vi kan kvalificere de valg, pædagogerne skal tage,« siger Line Togsverd.
Svaret er blandt andet at arbejde systematisk med fortællinger, sådan som pædagogerne har gjort i forskningsprojektet, mener forskeren.
»Når man skaber sådan nogle fortællerum, som vi har gjort, kan man sætte det hele ned i slowmotion og sammen tænke over, hvad der i grunden er på færde her, og kunne kan have handlet på andre måder,« siger Line Togsverd.

Arbejdsglæden vokser. Anne Tillemann var leder i Børnehaven Gerlachsgade, mens institutionen deltog i forskningsprojektet. I dag er hun pædagogisk leder i Den integrerede institution Solsikken i Aarhus. Hun blev overrasket over at opdage, hvor lidt der skulle til for skabe et rum, hvor pædagogerne i højere grad kunne se deres egen og hinandens faglighed i det uplanlagte.
»Vi fik øje på den faglighed, som vi nogle gange mangler lidt et sprog for,« siger hun og uddyber;
»Al den pædagogik, som foregår i mellemrummene, mellem al vores planlagte pædagogik, som for eksempel arbejdet med sprog, læreplanstemaer og de ­pædagogiske måltider. Vi fik øje på alle de pædagogiske handlinger, vi foretager hver eneste dag – både de bevidste valg og de ubevidste, som vi foretager ud fra en fornemmelse eller en erfaring.«
Projektet betød, at arbejdsglæden og den faglige stolthed blandt pædagogerne blev højere, mener både Anna-Grethe Pugholm og Anne Tillemann.
»Vi har tit en frustration over, at nu nåede vi heller ikke på tur i dag, eller vi fik ikke sat gang i et kreativt projekt. Men at få øje på, hvor mange pæda­gogiske ting, der sker i løbet af en dag – det virker for ens arbejdsglæde og faglige tilfredsstillelse,« siger Anne Tillemann.

Det kan i bruge fortællingerne til
1. Dele erfaringer og viden. Med fortællinger kan I dele overvejelser og refleksioner – og dermed den viden, som er knyttet til jeres handlinger.
2. Finde problemer og deres løsninger i fællesskab. Fortællingerne gør jer bedre i stand til at forstå den dilemmafyldte situation, I står i.
3. Opbygge et repertoire af handlemuligheder. Ved at se på, hvordan I har handlet, kan I blive klogere på, hvordan I kan handle en anden gang.
4. Mulighed for at tænke jer om, mens I snakker. Fortællingerne rummer en langsomhed, hvor I kan se situationen for jer i slowmotion og få øje på nye eller andre handlemuligheder, eller hvad der virker af det, som I allerede gør.
5. Bruge det almindelige hverdagssprog med lavt abstraktionsniveau, som er nødvendigt for at få det frem, som er i spil i situationerne.
Kilde: Line Togsverd, leder af forskningsprojektet ' Viden i spil i daginstitutionen'.

Om forskningen
Fire forskere fra VIA University College har indsamlet pædagogers egne fortællinger om at handle pædagogisk i forskningsprojektet ’Viden i spil i daginstitutionen’. Projektets formål er at udvide og nuancere vidensbegrebet i pædagogikken i en tid, hvor der er meget fokus på evidensbaserede metoder, vidensbasering af praksis, og hvor både profession og politikere er optagede af at videns­opruste dagtilbudsområdet. Projektet udfordrer og supplerer det dominerende hierarki mellem forskellige typer af viden, som placerer forskningsviden og sikre metoder øverst.
Pædagogen kan ikke vide alt, men det betyder ikke, at der ikke er viden i spil, når pædagoger handler spontant i situationer, der opstår i dagligdagen. Forskerne er gået ud fra, at den viden, de leder efter, allerede er i spil i institutionerne. Den skal ikke opfindes, men bare udlægges, sådan som en tekst kan udlægges og diskuteres.
Udgangspunktet er, at pædagogik foregår i alle aspekter af daginstitutionens hverdagsliv – i alle de små og store situationer, hvor pædagogen træffer valg og handler, men hvor ikke alle valg er lige gode eller fortjener prædikatet ’god pædagogik’.
Forskningsprojektet er støttet af BUPL's forskningspulje.
Kilde: Line Togsverd, leder af forskningsprojektet ’Viden i spil i daginstitutionen’.