Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA: NYE EGENSKABER SØGES. Pædagoger bliver taget seriøst. Godt at faget er professionelt
René Kenneth Christensen glæder sig over jobannoncernes fokus på professionelle pædagoger, men savner ord som varme og nærvær.
Af: Kåre Kildall Rysgaard
Efter sommerferien står René Kenneth Christensen uden job.
Barselsvikariatet i Øster Hornum Børneunivers udløber, og den 35-årige pædagog og far fra Aalborg er allerede i gang med at kigge jobannoncer igennem.
Han har set listen fra Børn&Unges analyse over egenskaber, der typisk efterspørges hos pædagoger.
»Der er ingen ord, som ryster mig.
Hvis der er for mange tillægsord i en annonce, kan det være for meget, men går ord hånd i hånd, virker det fint,« lyder hans bedømmelse.

Professionel et plus. De seneste år har ord som professionel, ambitiøs, reflekterende og struktureret været i voldsom vækst i jobannoncer, og den udvikling glæder René Kenneth Christensen.
»Pædagogfaget bliver taget mere seriøst. Man kommer ikke sovende til det. Det er sundt nok og gør mig glad.
Jeg er stolt af mit fag,« siger han og mener, at krav om refleksion også hænger sammen med professionalisme.
»Det er blevet populært at være reflekterende. Det er vigtigt at være skolet i, om det, jeg gør, også er det jeg tror, jeg gør,« siger han.

Hvor er varmen? Der er enkelte gode gammeldags dyder, som pædagogen fra Aalborg gerne så nævnt meget oftere i jobannoncer: Varme og nærvær.
»Der er meget varme, der skal puttes ind i det at arbejde med mennesker. Jeg vil gerne være varm og tydelig i min tilgang og kan godt lide hele inklusionstanken. Det er også et hurraord, som bruges mange steder,« siger han.
René Kenneth Christensen savner ordet innovativ i jobannoncerne, også selvom ordet godt kan skurre.
»Jeg kan godt lide tanken om, at pædagoger skal gøre noget nyt. Men det er også et lidt farligt ord at bruge i vores branche, hvis arbejdspladsen fungerer godt. Men det er vigtigt at se, hvordan man kan gøre ting anderledes, være innovativ og udfordre en kultur,« mener han.

Vær positiv. Mange daginstitutioner ønsker at ansætte positive og humoristiske pædagoger. Men er det et rimeligt krav at stille, at man i alle situationer er positiv?
»Jeg mener, ordene er fornuftige at have med. Det er selvfølgelig svært at bestemme, at vi bare er positive. Men man kommer ikke langt i arbejdet med børn, hvis man har et lukket sind og ikke ser positivt på sagen,« siger René Kenneth Christensen og hylder humor og en uformel omgangstone.
»Humor skal gerne ligge i stedet og kulturen. Men hvad er humor? Det er ikke sikkert, at alle synes, det samme er sjovt,« siger han.