Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 51
Læring er ikke skolificering
I mange vestlige lande er dagtilbud til de mindste børn ikke en del af uddannelsessystemet. Konsekvensen er, at meget læring går tabt, lyder det fra John Bennett, som står bag omfattende undersøgelser af OECD-landenes daginstitutioner.
Af: Camilla Mehlsen
En god skolegang har topprioritet i alle OECD-lande – ingen vil
jo sakke bagud i PISA-undersøgelserne. Men når det gælder de
små børns læring, stritter indsatsen i vidt forskellige retninger.
I nogle lande er der ikke skyggen af en pædaogisk hensigt bag
dagtilbuddene til de helt små børn. Og det er kun fem EU-lande,
der opfylder kravet om at tilbyde dagtilbud til minimum hvert tredje
barn i alderen 0-3 år.
“I langt de fl este vestlige lande er der en dyb kløft mellem førskoleområdet
og uddannelsessystemet. ‘Pasning’ og ‘uddannelse’ ses
som to vidt forskellige størrelser. Det er en skam, for dermed går
et enormt læringspotentiale tabt.”
Sådan lyder det fra Visiting Fellow John Bennett fra University of
London. Han har i en årrække undersøgt tilgangen til daginstitutionsområdet i mange lande, blandt andet som seniorrådgiver for
Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD)
og som leder af UNESCOs Early Childhood and Family Unit.

Arbejdsmarkedets logik. Dagtilbuddene får dog i stigende grad
politikernes bevågenhed. Men baggrunden er typisk, at fl ere kvinder
skal kunne komme på arbejdsmarkedet. Det betyder, at dagtilbuddene
til de helt små børn snarere ses som et opholdssted, mens
mor og far arbejder, end som et egentligt læringssted. Med andre
ord: Dagtilbud styres ud fra arbejdsmarkedets logik, og de ses ikke
som en essentiel del af uddannelsessystemet.

Den pædagogiske indsats er især mangelfuld for børn under fi re
år. I det seneste årti har John Bennett foretaget omfattende komparative
studier af organiseringen af pasningstilbud til børn, blandt
andet i Canada, Korea, USA, Frankrig og Danmark. Og han er ikke
i tvivl: Der investeres generelt alt for lidt i små børns læring, især
når man tager i betragtning af, hvor meget små børn er i stand til
at lære, hvis de får muligheden for det.
John Bennett nævner som eksempel en undersøgelse af det
amerikanske Child and Family Policy Center, der viser, at selv om
85 procent af et barns hjerne er færdigudviklet ved treårsalderen,
bruger den amerikanske stat under fi re procent af dets samlede
uddannelsesstøtte på børn under tre år.

“Den tidlige barndom er et optimalt tidspunkt at understøtte
kognitiv, sproglig og social udvikling. Små børn lærer og udvikler
sig hele tiden. Det vil være synd at fi nansiere tilbud, der ikke giver
børnene lov til at lære,” siger John Bennett.

Plads til mere læring. I de danske dagtilbud er læring allerede
et nøgleord. Ifølge loven om pædagogiske læreplaner fra 2004 skal
alle dagtilbud udarbejde pædagogiske læreplaner med mål for børns
læring inden for seks områder. Læreplanerne er et styringsredskab
for kommunerne og skal bidrage til at styrke den faglige kvalitet og bryde den negative sociale arv på et tidligt tidspunkt i barnets liv.
Da loven om læreplaner blev vedtaget, vakte det stor modstand blandt pædagoger. På det tidspunkt var John Bennett i gang med at udarbejde
en større komparativ undersøgelse af dagtilbuddene i 20 OECD-lande, blandt andet i Danmark.
“Grunden til, at mange danske pædagoger er utilpasse med
læreplaner, er, at de ser det som en ‘skolifi cering’ af den tidlige
barndom. Men fokus på læring – og at støtte børn med at forstå og
opnå særlige kompetencer – er ikke det samme som skolifi cering,”
siger John Bennett.
“Selv om de danske daginstitutioner er langt bedre end det europæiske
gennemsnit, er der plads til forbedring. Der kunne godt være et endnu større fokus på læring for livet og en bedre sammenhæng
med skolen, når børn nærmer sig skolealderen,” siger
John Bennett.
For John Bennett handler det om, at pædagogerne skal understøtte
de små børns læring på det niveau, de befi nder sig – ikke at
de skal træne børnene til at sidde på skolebænken. John Bennett
tager eksempelvis skarpt afstand fra det britiske pasningssystem,
der i alt for høj grad er styret af decideret skoleforberedelse i børnehaven.

“I England er der en tendens til at presse mod det ekstreme. Den
overordnede ide er, at barnet skal begynde så tidligt som muligt
med at lære. De små børn bliver behandlet, som var de skolebørn.
Klasser med 4-årige børn kan blive styret af, hvad der står på skoleskemaet, og dermed komme til at fungere som en slags skole
med fokus på stærk disciplinering.”

Stor forskel på indsatsen. EU arbejder på at justere Europas
dagtilbud, så der er en større sammenhæng. I øjeblikket hersker
der vidt forskellige normer og traditioner fra land til land. For nu at
nævne nogle eksempler: De fl este danske børn under tre år bliver
passet uden for hjemmet. Sådan er det også i Norge og Sverige,
men syd for grænsen ser billedet helt anderledes ud. I Tyskland
kommer blot hver tiende barn i dagpleje eller vuggestue, inden
barnet er fyldt 3 år. Og i Holland og Spanien er det snarere hver
20. barn, der passes uden for hjemmet.

Der er også stor forskel på, hvor meget hvert land investerer i
dagtilbudsområdet. For eksempel bruger Danmark over 2 procent
af landets BNP på pasningstilbud, mens England bruger under
0,5 procent og Holland godt 0,2 procent. I alle landene er det
generelle mønster dog, at langt de fl este penge går til institutioner
for de 3-7-årige.
Det er dog en større politisk opgave at ændre på systemerne,
for de er dybt forankret i det enkeltes lands historie, fortæller John Bennett. “Historie og kultur er svære at ændre på, men for børnenes skyld må vi justere tilbuddene på baggrund af den bedst mulige forskning og praksis.”
“Politiske systemer har også en enorm indfl ydelse på organiseringen
af pasningstilbud. Liberale økonomier og regeringer investerer ikke nok i små børn.
De nordiske socialdemokratiske systemer klarer sig langt bedre, når
det gælder tilbud til små børn og familier,” siger John Bennett.

Hausfrau og ravnemor. Et eksempel på, at historie og politiske
ideologier styrer daginstitutionen, er udviklingen af pasningsmuligheder
i Tyskland, fortæller John Bennett.
“Tyskland er en interessant case, hvad angår pasning af børn.
Efter Anden Verdenskrig blev landet delt i Øst og Vest. I Østtyskland
orienterede systemet sig mod Sovjetunionens model, hvor det var
almindeligt, at mødre arbejdede uden for hjemmet. Det var derfor
nødvendigt at organisere et effektivt pasningssystem, og staten
investerede også i uddannelse til pædagogerne på et højt niveau,”
forklarer John Bennett.
“I Vesttyskland lagde man sig derimod op ad USA og den amerikanske
‘Hausfrau’-model. Her opfattede man det som familiens
eget ansvar at passe barnet, inden det skulle begynde i skole.
Denne konservative holdning blev så udbredt, at en udearbejdende
mor ofte blev set som en ‘ravnemor’. Selv om der er ved at ske
ændringer i Tyskland, er forestillingen om ravnemoren stadig meget
udbredt.”

Pasning er forældres ansvar. Kløften mellem pasning og uddannelse
er særligt stor i liberale økonomier som for eksempel USA og England.
“I liberale økonomier er pasning af småbørn ikke et offentligt
anliggende, men familiens eget ansvar. Derfor er staten tilbageholdende
med at investere i pasningstilbud til småbørn. I England er
over 70 procent af pasningstilbuddene eksempelvis privatiseret,”
fortæller John Bennett.
Privatiseringen er ikke et problem i sig selv, men det er et problem,
hvis det ikke styres centralt.
“Det betyder ikke, at der ikke skal være private pasningstilbud.
De private services kan være – og er – gode tilbud, især når de er
nonprofi t og støttes og styres offentligt. I Danmark har I et intelligent
system, hvor forældre har mange valgmuligheder, men tilbuddene
fi nansieres offentligt, og der er kvalitetskrav og krav til personalet,”
siger John Bennett.
Når John Bennett skal skitsere, hvordan det ideelle pasningssystem
ser ud, henviser han til det klassiske tyske begreb ‘Bildung’:
Læring i dagtilbud handler om at styrke barnets sociale og kognitive
dimensioner – på det niveau, barnet befi nder sig.
Det er ikke det franske og engelske readiness to school-system,
hvor børnehavebørn skal trænes til skolebænken. Det ligner snarere
den nordiske model, men også her er der plads til mere læring og
deltagelse. I den afsluttende OECD-rapport ‘Starting Strong: Early
Childhood Education and Care II’ formuleres det sådan her:
”At lære at være, at lære at gøre, at lære at lære og at lære at
leve sammen bør anses for at være essentielle dele af hvert barns
rejse mod menneskelig og social udvikling.”

John Bennett
John Bennett, ph.d., er Visiting Fellow ved Thomas Coram Research
Institute, University of London. Han har tidligere været seniorrådgiver ved
Directorate for Education, OECD, og været leder af UNESCOs Early Childhood and Family Unit. Han har skrevet adskillige artikler og bøger om
børns læring og organiseringen af dagtilbud. Han er medforfatter til OECD-rapporterne Starting Strong.

LÆS MERE HER:
Starting Strong: Early childhood education and care I, OECD 2006
Starting Strong: Early childhood education and care II, OECD 2001