Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
Svære overenskomstforhandlinger. Den danske model bliver stresstestet
Svære overenskomstforhandlinger presser det unikke danske aftalesystem. Mistillid præger forhandlingerne. Ender det med et lovindgreb, er systemet i krise.
Af: Steffen Hagemann
Normalt, når man ringer til en ekspert for at høre, hvordan de vurderer et givet spørgsmål, falder svaret rimelig kontant. Men når man spørger en arbejdsmarkedsforsker, hvordan den danske model har det lige nu, ligger svaret ikke lige for.
»Det er et svært spørgsmål,« lyder det fra Laust Høgedahl, postdoc ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.
»Ja, hvor skal man starte,« siger Mikkel Mailand, forskningsleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Københavns Universitet.
Den danske model er også kendt som det aftalesystem, hvor løn og ansættelsesvilkår i form af overenskomster for langt de fleste lønmodtagere bliver forhandlet på plads. Som et vigtigt led i den danske model kan lønmodtagerne strejke, hvis de ikke kan få deres krav igennem. På den anden side kan arbejdsgiverne lockoute de ansatte, så de ikke kan arbejde og derfor ikke får løn.
Modellen har en bagstopper, der skal forhindre, at det overhovedet kommer så vidt som til strejke eller lockout. Det er forligsinstitutionen, hvor forligsmanden kan prøve at få parterne til at blive enige, mens en trussel om strejke og lockout hænger over forhandlingerne.
De fastkørte offentlige overenskomstforhandlinger har fået kritikken af den danske model til at rejse sig. Men så galt fat er det heller ikke, mener Laust Høgedahl.
»Den danske model bliver stresstestet nu, men ellers lever den stadig,« siger han og henviser til Mark Twains klassiske kommentar: ’Rygterne om min død er stærkt overdrevne’.

Krisetegn. Ved redaktionens slutning var der fremdrift nok i forhandlingerne til, at forligsmanden valgte at udskyde strejke og lockout i 14 dage. Bliver parterne ikke enige, kan det ende i en historisk storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked, hvor en halv million ansatte vil være enten strejkende eller lockoutede. Det vil stort set lamme Danmark, så derfor forventes det, at regeringen ret hurtigt vil være klar med et indgreb for at standse konflikten.
Kommer det til et indgreb, er to af de seneste tre overenskomstforhandlinger endt i uenighed og en lov, der har standset konflikten. Lærerlockouten i 2013 blev også standset med en lov.
»Der, hvor man for alvor kan tale om krisetegn for den danske model, er, hvis det ender med et politisk indgreb,« siger Mikkel Mailand og peger på, at selve idéen med den danske model netop er, at parterne selv regulerer overenskomsterne gennem aftaler.
»Et politisk indgreb er ment som en nødløsning. Og hvis man skal bruge en nødløsning to ud af tre gange, ser det ikke så godt ud,« siger Mikkel Mailand.

Skæv balance. Et særligt problem ved den danske model på det offentlige område er, at den økonomiske magtbalance er skæv. På det private arbejdsmarked er en konflikt en økonomisk styrkeprøve: På en fabrik bliver der ikke lavet nogen møtrikker, hvis medarbejderne er lockoutet eller strejker. Bliver der ikke lavet møtrikker, tjener fabrikken ingen penge, så begge parter bliver ramt på pengepungen – og så er spørgsmålet, hvem der først løber tør for penge og kommer blødgjort tilbage til forhandlingsbordet.
På det offentlige arbejdsmarked sparer arbejdsgiveren millioner hver dag under en konflikt, mens strejkekasserne bløder penge for at betale konfliktunderstøttelse til medlemmerne. Her er udfordringen, lidt hårdt trukket op, om strejkekasserne kan holde, indtil der kommer et politisk indgreb.
Laust Høgedahl har forsket i, hvordan de andre nordiske lande løser udfordringen med at skabe mere ligevægt i det offentlige aftalesystem. Norge er det eneste nordiske land udover Danmark, hvor man har tradition for, at regeringen griber ind og afslutter en arbejdskonflikt.
»I Norge er det ikke regeringen selv, der udarbejder loven. Det er et rigslønsråd, der skal formulere loven. I praksis kan den norske regering ikke spekulere i udfaldet af et regeringsindgreb, fordi de ikke selv skriver loven,« siger Laust Høgedahl.
I Danmark har der ifølge Laust Høgedahl været en gentlemanaftale. Den siger, at et indgreb skal være balanceret og for eksempel tage udgangspunkt i et mæglingsforslag fra forligsmanden. Men med indgrebet i lærerlockouten i 2013 brød regeringen den aftale.
»Lovindgrebet var i den grad et arbejdsgiverdiktat. Det har sat dybe spor i forhandlingerne. Det trækker også tråde op til i dag. At man brød med den gentlemanaftale, har været med til at skabe mistillid i forhandlingssystemet,« siger Laust Høgedahl.
Han peger på, at den danske model netop baserer sig på en høj grad af tillid, der betyder, at parterne trods uenigheder kan lande nogle svære aftaler.
»Den høje grad af tillid lider under det, der sker lige nu – og især det, som skete i 2013,« siger han.

Svær ramme. For at rette op på tilliden foreslår Laust Høgedahl, at man for eksempel indgår en formel aftale om, at lovindgreb bør tage udgangspunkt i et mæglingsforslag fra forligsmanden. Findes der ikke et mæglingsforslag, kan man gøre forligsmanden til opmand.
»Det vil være en måde at af­montere, at en regering kan skrive loven selv, og det kan være med til at reetablere tilliden og sætte den danske model lidt mere på ret kurs,« siger han.
Mikkel Mailand peger på, at det at justere på aftalemodellen ikke nødvendigvis vil løse det problem, at forhandlerne har svært ved at nå hinanden i disse år.
»Vi har også en økonomisk ramme, som bliver trukket ned
over forhandlingerne. Den hedder ’mere velfærd for de samme penge’,
og det er en svær ramme. Samtidig styrker arbejdsgiverne sin arbejdsgiverprofil, og lønmodtagerne svarer ved at sætte hårdt mod hårdt og binde tingene sammen. Det bidrager også til, at tingene ikke glider i olie,« siger han.