Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 38
Kroppen snakker
Med eurytmi lærer børn at kommunikere med kroppen.
I Hanehøj Børnehave i Hornslet ved Århus gennemspiller børnene eventyret om ridderen og dragen med bevægelser, så de lærer at vise med kroppen, hvad de føler og tænker
Af: Vibeke Bye Jensen
Ridderen kæmpede med dragen." "Han havde et sværd, og han skal redde prinsessen." Børnene i Hanehøj Børnehave kan godt huske, hvad der skete sidste gang, eurytmilærer Helle Høgh-Mogensen var på besøg, og de legede sig gennem eventyret om ridderen og dragen, der sloges om prinsessen. Det er nu tredje gang, at Helle Høgh-Mogensen er i børnehaven for at give børnene en oplevelse og for at lære dem at kommunikere med kroppen.
»Hvordan så dragen ud?« Spørger hun.
Mange af børnene bevæger den ene arm op og den anden ned for at illustrere dragens store gab. De snakker med kroppen. Og det er netop, hvad eurytmi går ud på.
»Jeg kalder eurytmi for kroppens kommunikation. Bevægelserne er et udtryk for, hvad man vil, de hænger sammen med hensigten. Er jeg begejstret, skal det kunne ses, er jeg sur, er det en anden bevægelse. Det er grundelementet i eurytmien. Det piller man ikke ved, når det handler om børn, men man giver dem en oplevelse oveni,« siger Helle Høgh-Mogensen.
Pædagogerne i Hanehøj har bestilt Helle Høgh-Mogensen til at lave et eurytmi-forløb over fem gange en halv time i de tre børnegrupper. Og de er glade for den anderledes bevægelsesform.
»Vi vægter, at børnene bruger kroppen og lærer at udtrykke sig på forskellig måde. De får en god oplevelse, og det er godt, at de lærer at se hinanden bevæge sig og tør vise sig for hinanden. Det bedste er næsten, at der er en rytme i bevægelserne, som er børnenes egen rytme, derfor er det naturligt for dem, og derfor appellerer forløbet til dem,« siger Lene Villadsen.
»At det er en historie, der udvikler sig og er spændende, betyder, at det både er noget for piger og drenge. Vi voksne lærer også noget af at se, at man kan begynde en historie, lade den hvile og så tage den op igen efter et stykke tid. Vi lader os både inspirere af historien og bevægelserne,« siger Bettina Lykke.

Lyde og bevægelser. Børnene står i en rundkreds og husker, at det første, de skal gøre, er at lægge et frø ned i jorden og se det vokse op. De strækker sig som den groende plante og svajer for vinden. Først bagud og så forover. Og det er der en mening med, som der er med alle bevægelserne i eurytmi.
»Når børnene svajer forover kalder vi det, at de er i forrummet, og der er man imødekommende, mens man i den bagudbøjede bevægelser er i bagrummet med en mere arrogant attitude - næsen er i sky. Eurytmi-bevægelserne afspejler alle mulige sjæletilstande: Man er for eksempel åben eller lukket, ked af det eller glad. Det er bevægelser, der går fra, at man er inde i sig selv til at være helt ude i rummet,« siger Helle Høgh-Mogensen.
I eurytmi er der lyde til hele alfabetet. Bevægelsen hænger sammen med den følelse, der ligger i lyden. For eksempel bogstavet a og lyden ah, er lig med en åben følelse. I eventyret er dragen a'et, det stooore dyr og g'et, dragens gab, der åbner sig. Så den rigtige bevægelse skal følge det billede, man vil give udtryk for.
»Hvis jeg skulle gøre det rigtigt, skulle jeg give børnene bevægelsen, før jeg satte ord på. Men børn i dag vil have intellektuelle stimuli. De skal have en historie sammen med bevægelserne, fordi de er vant til at lytte og se på samme tid. Man kan ikke bare sige: Se, og gør lige sådan, så forstår de det ikke,« siger Helle Høgh-Mogensen.
Det billede, som børnene får, skal svare til den bevægelse, de skal udføre. Helle Høgh-Mogensen har fundet ud af, at bevægelserne hovedsageligt skal ligge i fødderne, for skal børnene slippe hinandens hænder for ofte, så flagrer de rundt, og så er koncentrationen væk. På et tidspunkt skal både hest, ridder og prinsesse igennem et tæt krat, og det foregår ved, at de sidder på numsen og hugger med arme og ben og bevæger sig ind mod midten af kredsen og ud igen. Hestens bevægelser er igen store, ridderens lidt mindre og prinsessens mindst.
»Jeg har fået bevægelserne til at passe til historien, for at de skal blive fanget af det og for at give dem nogle forskellige oplevelser af udtryk/følelser. Det med at komme ind og hytte sig og sidde eller gå tæt på hinanden er svært for nogle, men når vi går ind mod midten af kredsen alle sammen, så er de vilde med det, så vilde, at det kan være svært at få dem ud igen. Det er en træningssag, men de kan godt lide at mærke forskellen på, at vi putter os, og på at vi er ude i kredsen og er hver for sig,« siger hun.

Rytme giver koncentration. Historien om dragen, ridderen og prinsessen bliver delvist fortalt med simpel vers, der fremsiges i en bestemt rytme. Ridderens hest skal gennem noget mudder, og bevægelserne er store, ridderens skridt er lidt mindre og prinsessens mindst, men alt foregår i den rytme, som verset angiver: "Mudder og smadder, sikke noget pladder, i uvejr og blæst, vi gemmer os bedst" - dum, dum, dum, dum. Rytme er balance, og i den rytme Helle Høgh-Mogensen bruger i eventyret, er der ligevægt, lige meget højre og venstre, og det går lige hurtigt hele tiden.
»Rytmen er grundlaget for eurytmi. Det kan være sprogets rytme, man indretter sine bevægelser efter, som jeg gør i eventyret, hvor fødderne hele tiden følger sprogets rytme. Har man musik med, følger man musikkens rytme. Børnene har brug for den rytme, og de har den naturligt i sig. Jeg bruger en meget enkel rytme, som er monoton. Vi skal finde ind i en rytme sammen, og alle skal kunne være med, og derfor skal den ikke være for kompliceret,« forklarer hun.
Rytme er også koncentration, når alle tramper, gør de det sammen, og det hjælper med at holde på børnene og få dem til at blive i bevægelsen og i oplevelsen af, at nu er de en hest, og nu er de ridderen eller prinsessen.
»Rytmen holder dem til det, vi gør. Det er vigtigt, at man kan udvikle sig fra at være barn og flyvsk og til, at man kan samle sig og koncentrere sig om noget,« siger Helle Høgh-Mogensen.

Tre bevægelser. Helle Høgh-Mogensen laver først og fremmest sine eurytmi-forløb i børnehaver for at give børnene en god oplevelse.
»Men jeg håber også, at de får noget sjæleligt med sig. I eventyret er der mange dramaer med lyn- og tordenvejr og med at trampe og liste, og jeg kan jo se, at de lever sig helt ind i det, så jeg tror, at de gennemlever alle følelserne,« siger hun.
Grunden til, at Helle Høgh-Mogensen har lavet eventyret om ridderen til et forløb over fem gange, er, at børnene ikke når at fange rytmen, og de når ikke at lære versene at kende, hvis hun laver eventyret som én lang seance.
»Det skal bygges langsomt op, og de skal vænne sig til at bevæge sig med kroppen på den måde. Det lykkes ikke på én gang. Nogle af dem kan huske noget allerede anden gang, og så ser de på hinanden og lærer på den måde, og det er meget bedre, end at jeg siger, hvad de skal gøre,« siger hun.
Det sværeste at lære er at differentiere bevægelserne fra det store til det mindre og til det mindste.
»Det kan være svært for børnene at bevæge sig i de tre bevægelser, især for drengene, der har store bevægelser. Næste gang skal de ind i bjerget og møder dværgene, og der er ædelstene - store og små. Det er en udvidelse af historien og en gentagelse af bevægelserne stor, mindre, mindst og fra trampe, til gå til liste, så de får prøvet forskellen på deres krop.«

Ikke bare er et hylster. Helle Høgh-Mogensen mener, at eurytmi også kan bruges på voksne. For voksne har glemt, hvordan kroppen reagerer naturligt på det, vi vil, tænker og føler.
»Vi er så dygtige til ikke at mærke, fordi vi skal gemme os og forestille noget andet,« siger hun og fortæller om sit arbejde med fire granvoksne smede, som hun forsøgte at lære, at de godt må se nervøse ud, hvis de er det, for det er mere ærligt. Det handler om at vide, hvad man vil, og så få det til at hænge sammen med det, ens krop viser. Så man ikke bare er et hylster, men fremstår som et helt menneske. Det er essentielt, at man viser udadtil, hvad man er indeni.
»Jeg fortalte dem, at politikere havde lært en måde at stå på. Jeg havde billeder med af Bush og Anders Fogh og deres egen direktør, og de stod på samme måde med samlede ben, rank ryg og en flad hånd, der går op og ned for at understrege, at det her vil jeg. Det tror da pokker, at vi ikke tror på de mænd, når de alle sammen står på den samme måde for at slå igennem. Hvorfor Søren må de ikke bare være, som de er? Vi ved jo godt, at vi ikke er ens alle sammen, og så virker de ens bevægelser bare tillærte, og det er ikke troværdigt,« siger hun.
Helle Høgh-Mogensen mener, at der i dag er en vis kutyme om, hvordan man opfører sig, hvordan man sidder og gebærder sig, og det prøver man måske ubevidst at tilegne sig. Men det kan give en disharmoni, hvis man ikke er sådan, som man prøver at vise udadtil, og det giver fysiske smerter og sjælelig forvirring.
»Jeg synes, at det er en kunst at kunne hænge sammen, fordi vi i dag mest skiller tingene ad. Hvis vi var uden bevidsthed, ville vi bare lade os styre af drifterne, men fordi vi har bevidsthed, lader vi måske tankerne styre for meget og glemmer kroppen. Det gælder også børnene, som er så meget hoved. De ved så meget, og det er også o.k., men vi må ikke glemme deres kroppe, for så er der risiko for, at de bliver forkrøblede unge mennesker, der lider af bulimi og andre sygdomme, der er relateret til både kroppen og psyken,« siger hun.

Eurytmi
Eurytmi er en bevægelseskunst grundlagt af Rudolf Steiner for knap 100 år siden. Ordet eurytmi stammer fra de græske ord eu og rythmos, som betyder god rytme og harmonisk bevægelse. Gennem musik og sprog synliggøres de indre sindsbevægelser med kroppens bevægelser. En af inspirationskilderne til opfindelsen af eurytmi var de græske statuer, som blev udført uden brug af modeller. Billedkunstneren mærkede på sin egen krop, hvordan det ville se ud i et fysisk udtryk, hvis den, de ville afbillede, skulle vise en bestemt indre sindsstemning.
»Eurytmi egner sig også til voksne, der gerne vil blive bedre til at få deres budskab ud. De følelser og hensigter, man har, lærer man at give udtryk for i de bevægelser, man laver. Budskabet kommer bedre ud, og fordi det er naturligt, får man ikke ondt alle mulige steder. Der er jo en grund til, at man får myoser,« siger Helle Høgh-Mogensen.
Helle Høgh-Mogensen har gennemgået en fire-årig Eurytmi-uddannelse, men er ikke på andre måder skolet i Steiner-pædagogik.