Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
Forfatter til pædagoger: Sådan møder I markante forældre
Vis forældrene, at I kæmper på samme side: At I vil barnets bedste, lyder rådet fra psykolog Rikke Yde Tordrup, forfatter til en ny bog om forældresamarbejde.
Af: Miriam Lykke Schultz
Du kender dem overvejende som de veluddannede, velformulerede og velorienterede. De er selvudnævnte eksperter, der markerer med ønsker om individuelle særregler som speciel kost, speciel pædagogik, specielle vinke- og putteritualer, specielle regler ved fejring af fødselsdage osv. Mange pædagoger er bange for markante forældre. Med god grund! For hvis de oplever, at du ikke ser dem og deres barn, så kan de gøre helvede hedt for dig. Det mener psykolog Rikke Yde Tordrup, der har skrevet en bog om, hvordan pædagoger kan håndtere forældre med store krav og stærke følelser. Ofte dækker det over en usikkerhed, der kan bane vejen til samarbejde til glæde for barnet.

Hvem er de markante forældre?
»Fælles for markante forældre er, at de vil deres børn det allerbedste. Det er universelt, at der med forældrerollen følger en usikkerhed:
Er vi mon i stand til at give vores barn det bedste? Den usikkerhed er ikke noget nyt, men det er nyt, at moderne forældre kan have svært ved at beroliges af egen intuition. De vil hellere lytte til eksperter, og disse eksperter har forskellige svar og fraråder endda forældrene at søge beroligelse i tidligere generationer, fordi deres viden opleves som forældet af eksperterne. Når de moderne forældre føler sig usikre, forstærkes deres søgen efter at gøre ’det rigtige’, og har de fundet noget, der virker for dem og beroliger dem i forældrerollen, ønsker de, at alle, også børnenes institutioner, indretter sig herefter.«

Hvilke vanskeligheder har deres børn?
»Markante forældre risikerer at skabe børn med udviklingsvanskeligheder. I al deres kærlighed og gode intentioner er de kommet til at sætte børnene øverst i hierarkiet, og det giver ucharmerende børn, som forholder sig åbenmundede og larmende til alt omkring sig. De har svært ved at indgå i fællesskaber, fordi de ikke har lært at regulere deres tanker, følelser og adfærd og ender med at få en masse skældud, fordi de er pisseirriterende at være sammen med.«

Hvordan kan samarbejdet forbedres?
»Det er vigtigt at bruge de moderne forældres overudviklede evne til at engagere sig i deres barn konstruktivt. Pædagoger og forældre har nemlig en sammenfaldende interesse i at ville barnet det allerbedste. Hvis du evner at vise, at I kæmper på samme side, og at I har en fælles mission i at skabe optimale vilkår for barnet, får du som pædagog ikke bedre samarbejdspartnere end de markante forældre.«

’Markante forældre - en bog til professionelle om at håndtere forældre med store krav og stærke følelser’ kombinerer teoretiske kapitler med interview af 25 pædagoger, lærere og skoleledere. Dansk Psykologisk Forlag, 168 sider, vejl. pris 279 kr.

Om forfatteren
Forfatteren Rikke Yde Tordrup er cand.psych.aut og specialist i klinisk børnepsykologi. Hun arbejder med samtaleterapi, rådgivning, supervision, undervisning og foredrag. I bogen tager hun fat på det misforhold, der mange steder er opstået mellem det, man kan kalde nutidens forældrekrav og de professionelles reelle tilbud.