Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 09
TEMA. NATURPÆDAGOGIK: Vidste du og læs mere
Af: Vibeke Bye Jensen
Vidste du, at
børn i dag kun er halvt så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. Kun 23 % af de 5-12-årige er dagligt ude for at bruge eller lege i naturen mod
26 % i 2009. Da bedsteforældrene var børn, var 59 % af dem i naturen hver dag, mens det gjaldt for 42 % af børnenes forældre.
Kilde: Gallup 2013.

Det sidste barn i skoven
Amerikanske Richard Louv sætter i sin bog ’Last Child in the Woods’ spot på det fysisk og åndeligt skadelige ved, at børn bliver fremmedgjorte over for naturen. Han har opfundet diagnosen ’naturunderskudsforstyrrelse’, som ikke er lægeligt funderet. Men da bogen udkom i 2005, satte den det amerikanske børneliv til debat. Richard Louv kæder underskuddet af natur hos nutidens børn sammen med blandt andet fedmeepidemi, adfærdsforstyrrelser, stress og depression.

Naturen er en effektiv vitaminpille
• På 101 amerikanske high schools var det eleverne i bygninger med store vinduer ud til natur, der klarede sig bedst fagligt.
• 20 %. Så meget bedre klarede deltagere i en hukommelsestest sig, efter at de havde gået en time i naturen.
• Patienter blev hurtigere raske og havde brug for mindre smertestillende medicin, hvis de kunne se træer fra hospitalssengen.
• 13 %. Så meget lavere var koncentrationen af kortisol hos en gruppe japanske forsøgspersoner, efter at de havde kigget på en skov i 20 minutter.

Hjernen bliver understimuleret
Hjerneforsker og læge Keld Fredens mener, at konsekvenserne af, at børn i dag ikke så ofte kommer ud, er, at deres sanser bliver understimuleret. Samtidig bliver kreativiteten i højre hjernehalvdel sjældent vakt, og indlæringen får sværere vilkår. Han siger : »Når vi befinder os inden døre eller går i en by, er alt det, vi ser, i lineære strukturer, og det stimulerer kun venstre hjernehalvdel, hvor vores analytiske evner sidder. Men ensidig stimulering af den analytiske sans gør os for fokuserede på detaljer, ikke helheder, og det gør os manipulérbare og giver os større behov for at være i kontrol.«

Læs mere her

Hjemmesider

Danmarks Naturfredningsforening har en hjemmeside, hvor du kan finde naturaktiviteter, der passer til årstiden: dn.dk

Naturstyrelsens hjemmeside har gode idéer til naturoplevelser med børn: naturstyrelsen.dk

Find en naturvejleder, og tjek forløb for børn og kurser for voksne på: natur-vejleder.dk

Få idéer til læreplanstemaet natur og naturfænomener på: dcum.dk (klik på børnemiljø og dernæst leksikon, find natur-og-naturfænomener under n).

Friluftsrådet har et inspirationshæfte specielt til personale i daginstitutionsområdet.
Find det på friluftsraadet.dk, eller kig efter mere inspiration på groennespirer.dk

Få gode idéer til naturaktiviteter og ting, som børn kan lave af naturens materialer på
Naturekspeditionen, som er Vesthimmerland Kommunes naturformidlingstilbud: naturekspeditionen.dk


Bøger

’Børn og natur’ af Ophelia Achton, Forlaget Frydenlund, vejl. pris 119 kroner.
Bogen viser, hvordan man kan bruge naturen som et rum for det pædagogiske arbejde.
’Børn, friluftsliv & natur – en brugsbog i naturpædagogik’ af Steffen Holberg. Forlaget Børn & Unge, vejl. pris 299 kroner.
’Kompost i byen’ af Marianne Mark. Forlaget Vingefang, vejl. pris 100 kroner.
’Giftige planter’ af Niels Faurholdt, Ole B. Lyshede og Jens Christian Schou. Biologisk Forening for Nordvestjylland (BNF’s forlag), vejl. pris 150 kroner.

Der findes et utal af opslagsbøger om fugle, insekter, blomster, planter, dyr i vandhuller, søer og åer, træer og svampe. Køb dem, der passer til jer, så I altid kan finde oplysninger om det, I ikke ved.