Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 04
Nu er det dokumenteret. Specialbørnehaver lukker på stribe
Specialbørnehaver lukker i takt med kommunernes prioritering af inklusion i almindelige dagtilbud. Men ingen har overblik over udviklingen og dens konsekvenser for den sårbare børnegruppe.
Af: Marie Bille
Antallet af specialbørnehaver til børn med autisme, spas­tikere og børn med andre fysiske og psykiske handicap er raslet ned de senere år.
I 2010 tilbød 93 specialbørnehaver ekstra ressourcer og specialpædagog­isk viden til børn, der blev henvist efter paragraf 32 i Serviceloven. I dag er der kun 80 institutioner tilbage. Antallet af pædagoger i specialbørnehaverne er samtidig faldet med 20 procent:
I 2010 var der 1.721 pædagoger ansat i specialbørnehaver. I 2013 var der kun 1.370 tilbage.
Det viser udtræk fra Tilbudsportalen, som Socialstyrelsen har lavet for Børn&Unge. Tilbudsportalen er Socialstyrelsens oversigt over tilbud på det specialiserede sociale område.
Ifølge seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Steen Bengtsson hænger udviklingen sammen med kommunernes omstilling til inklusion.
»I kølvandet på kommunalreformen traf man i kommunerne en klar politisk beslutning om at øge inklusionen markant: Langt flere børn skulle flyttes fra specialbørnehaver til almindelige børnehaver. Det er et bevidst valg, som vi nu ser konsekvenserne af,« siger han.

Mangel på viden. På trods af de store omvæltninger på specialområdet har ingen et egentligt overblik over udviklingen eller konsekvenserne for de udfordrede børn, som i stigende omfang inkluderes i almindelige dagtilbud.
Hverken hos Danmarks Statistik, i Kommunernes Landsforening (KL) eller Socialstyrelsen udarbejder man opgørelser eller kortlægninger, der kaster lys over, hvad der sker, når specialinstitutionerne lukker, og hvilke konsekvenser det har for børnene og de pædagogiske faglige miljøer.
»Systemet er ikke indrettet, så vi opsamler erfaringen. Man ved meget lidt om, hvad der egentlig sker på området og dets konsekvenser for børnene. Traditionelt er evaluering af det sociale område aldrig blevet prioriteret særligt højt,« siger Steen Bengtsson.

Ekspertise går tabt. Leder af specialinstitutionen Troldemosen i Gentofte og tidligere formand for den nu nedlagte forening for specialbørnehaver Stig Hjaltalin undrer sig over, at de senere års forandringer på specialområdet ikke bliver undersøgt nærmere.
»Det er tankevækkende, at man ikke vælger at følge op på udviklingen. Området har jo vældig meget offentlig bevågenhed. Hvorfor går ingen i dybden med det og undersøger, hvordan inklusionen så virker? Om medaljen også har en bagside?« spørger han.
I Landsforeningen for mennesker med udviklingshæmning, LEV, mener politisk konsulent Thomas Gruber, at det ikke er entydigt skidt, at specialbørnehaverne lukker.
»Vi er ikke nødvendigvis tilhængere af at bevare alle specialbørnehaver, for det er ikke fremtidens løsning. Inklusion er vejen frem, men vores største bekymring er, om den specialpædagogiske viden og ekspertise går tabt i takt med, at specialbørnehaverne lukker. I de her år går det stærkt, og hvis ikke vi passer på, forsvinder der en frygtelig masse kompetencer. Det vil være til stor skade for de her børn, så specialviden og ekspertise skal med over i de inkluderende løsninger,« siger Thomas Gruber.

Speciallederen:
Det gælder om at have is i maven

Uvisheden om fremtiden er et grundvilkår for Stig Hjaltalin, leder og tidligere formand for foreningen Specialbørnehaver i Danmark.

I 2010 måtte leder Stig Hjaltalin sige farvel til 14 medarbejdere i Specialbørnehaven Troldemosen i Gentofte, hvor han er leder.
Kommunerne holdt igen med at anvise børn til det dyre specialtilbud, og Stig Hjaltalin frygtede, at institutionen til sidst skulle lukke og slukke. Sammen med en række andre specialbørnehaver i samme situation oprettede han foreningen Specialbørnehaver i Danmark, der skulle kæmpe for de specialiserede dagtilbud og de faglige miljøers bevarelse.
Men bare to år efter opgav foreningen den fælles kamp.
»Flere af dem, der sad i bestyrelsen, stod i den situation, at deres institutioner var ved at blive nedlagt. Vi havde travlt med at berettige vores eksistens hver især, og derfor var energien til at drive forening bare ikke til stede,« siger Stig Hjaltalin.
I dag er der igen en større efterspørgsel på Troldemosens pladser, men uvisheden er blevet et grundvilkår, som han har vænnet sig til.
»Vi har affundet os med at planlægge kortsigtet. Jeg kan jo ikke vide, om kommuner, der i dag køber mange pladser, vælger at sige: ’Nu vælger vi at inkludere børnene i vores almindelige dagtilbud’. Det giver udfordringer i hverdagen. Derfor gælder det om at have is i maven og tro på, at det nok går alligevel.«