Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Pædagoger løfter kodning ind i klassen
Pædagogerne på Kulsbjergskolen står for at lære børnene at programmere. Og det gør de både i den understøttende og den fagfaglige undervisning.
Af: Steffen Hagemann
Martin og Amalie fra 5. klasse på Kulsbjergskolens afdeling i Mern ved Vordingborg kigger koncentreret ind i computerskærmen. De leder efter et stykke kode, en lille programstump, som skal bruges til at programmere den lille mBot. De er så lavmælte, at selv en bibliotekar ville være tilfreds med lydniveauet.
»Vi skal finde den der,« siger Amalie og peger ned i papiret, hvor opgaven står.
»Og så skal vi lave en tone, som robotten så spiller,« tilføjer hun.
»Den ligner, men ikke helt,« siger Martin, der scroller op og ned i rækken af koder.
»Er det en bestemt tone, du ikke kan finde,« spørger pædagog Lotte Clemmensen Lund og kigger dem over skulderen. Det er hende, der har lært dem at programmere.
»Det er ’stop tonen’. Den kan vi ikke finde,« forklarer Amalie.
Den rigtige programstump bliver endelig fundet og sat ind i programmet. Nu skal det vise sig, om de har gjort det rigtigt.
»Så skulle robotten gerne sige noget,« siger Lotte Clemmensen Lund.
»Det gør den så ikke,« siger Amalie.
Programkoden bliver tjekket, bluetooth-forbindelsen bliver tjekket, intet hjælper.
Men bortset fra denne lille kikser er det sjovt at arbejde med kodning, synes Martin, der har haft kodning som en del af undervisningen i 5. Klasse.
»I starten var det lidt mærkeligt, men da vi sådan kom fremad, så blev det meget sjovt,« siger han.
Amalie har også været godt tilfreds med at lære at kode:
»Det var sjovt, da vi skulle prøve at få robotten til at køre. På et tidspunkt skulle vi også få den til at blive en brandbil. Vi skulle programmere alle tingene og lave et program til, at den kunne køre hurtigt og langsomt.«
Begge to er enige om, at kodning er sjovere end almindelig undervisning.
»Man lærer, mens vi har det meget sjovt,« siger Amalie.

Fanebærere. På Kulsbjergskolen har børnene i 0., 1., 4. og 5. klasse haft kodning på skemaet i det forgangne skoleår. Skolen er it-profilskole, og så var det svært at sige nej, da Professionshøjskolen Absalon tilbød skolen at deltage i et programmeringsforløb.
Det generøse tilbud kom, fordi Undervisningsministeriet skulle rulle ’Projekt Professionskapacitet’ ud. Ministeriet havde 7,6 millioner kroner, som rakte til at løfte de digitale kompetencer i 26 folkeskoler.
På Kulsbjergskolen sagde de ja tak, men gik en anden vej end de andre skoler, hvor lærerne skulle stå for projektet.
Her skulle pædagogerne indgå i undervisningen af eleverne, fortæller Henrik Elvang, it-didaktisk vejleder på Kulsbjergskolen.
»Vi har lavet en struktur, hvor pædagogerne er fanebærere, kaptajner, og de bærer kodning ind i klasserummet,« siger han.
Hverken Lotte Clemmensen Lund, der har stået for kodning i 4. og 5. klasse, eller hendes kollega Lone Lillevang Toft, pædagog i
0. klasse, havde forudsætningerne, da projektet gik i gang.
»Overhovedet ikke,« fastslår hun.
Projektet har åbnet mine øjne for programmering. Jeg tænkte: Jeg kommer aldrig til at kunne finde ud af det. Nu sidder jeg med det derhjemme, når jeg har fri,« siger hun og understreger, at det aldrig var kommet dertil, hvis ikke Henrik Elvang havde givet pædagogerne opgaven.

Umiddelbarhed. Henrik Elvang fremhæver pædagogernes faglighed i netop arbejdet med kodningen.
»Den tilgang, pædagoger har – den umiddelbarhed og ikke så meget fokus på det fagfaglige – er god. De tænker: ’Hvad kan teknologien? Lad os finde ud af det’. Og så bliver de rustet til at gå ind i den fagfaglige undervisning og bygge forløb op,« siger han.
Lone Lillevang Toft er enig:
»Vi har haft en meget legende tilgang. Vi har bare leget lidt med dem her,« siger hun og peger på en Blue-Bot, en lille simpel robot, som egner sig perfekt til arbejdet med de yngste børn i skolen.
»Børnene fik lov til bare at prøve den af. Hvis du giver sådan en til voksne, så sidder de måske og kigger. Børn kaster sig bare over den, og lynhurtigt har de fundet ud af, hvordan den virker. Der er jo ingen hæmninger på sådan nogle unger,« siger Lone Lillevang Toft.
Men det var ikke kun leg det hele, selv i 0. klasse. Børnene skulle også have en grundlæggende forståelse af, hvad programmering er.
I 0. klasse kan programmering betragtes som ordrer, der bliver udført i den rækkefølge, man på forhånd har bestemt. For at illustrere det fik børnene blandt andet lov til at arbejde med ark med pile, som de skulle lægge i rækkefølge som et program.
»Vi prøvede også at være robotter og programmere hinanden. Hvad sker der, hvis du går to skridt frem og drejer og så tre skridt frem,« forklarer Lone Lillevang Toft.
Derfra var det lidt nemmere at forstå principperne, når børnene skulle programmere Blue-Botten eller lave animationer i programmet Scratch Junior, som børnene har på deres iPad (alle eleverne har en iPad, som skolen har udleveret). Her var det ikke kun fri leg.
»Børnene skulle følge en manual, ligesom når de bygger en bil i Lego,« siger Lone Lillevang Toft.

Digitale byggeklodser. Niveauet var selvfølgelig højere i 4. og 5. klasse, hvor Lotte Clemmensen Lund var fanebærer. Her skulle eleverne programmere i Scratch, og opgaverne er sværere, men principperne er de samme.
Med små programstumper, byggeklodser, som Lotte Clemmensen Lund kalder det, skulle børnene først følge manualer, men i den sidste opgave fik de et program med en fejl i, hvor de skulle finde fejlen i programmet.
De arbejdede også med mBots, ligesom den Amalie og Martin kæmper med. Der var målet at programmere den som en brandbil med sirener, blink og forskellige hastigheder.
»Nogle nåede langt, og andre nåede kun til at få den til at køre, for det var svært,« siger Lotte Clemmensen Lund.
I første omgang skulle kodningen bruges i den understøttende undervisning.
Pædagogerne var dog ikke alene i klassen. Dels var der en konsulent fra Absalon, dels havde pædagogerne også hjælpere i form af børn fra Mediepatruljen – særligt it-interesserede elever fra 3.-6. klasse, som netop er uddannet til at hjælpe i klasserne.
Mediepatruljen testede også de opgaver, som pædagogerne skulle stille i klasserne.
»Det er guld værd at have Mediepatruljen, for når man har mindre børn, er det godt, at de også er med. Det er noget andet, når det er elev til elev,« siger Lone Lillevang Toft.
Nu har kodning også fundet vej til den fagfaglige undervisning, stadig med pædagogen som den, der har styr på kodningen, mens læreren står med det didaktiske ansvar.
Lotte Clemmensen Lund tog kodning med ind i dansk, hvor børnene skulle udføre tre ting i Scratch og finde på en historie om det.
I begyndelsen var læreren lidt skeptisk over, hvordan man overhovedet kunne bruge kodning i danskundervisningen, men hun blev hurtigt overbevist, fortæller Lotte Clemmensen Lund:
»Bare ved, at hun så, hvordan børnene arbejdede, så glæden og så gejsten i børnene.«
For at fastholde kodning som en del af skolens undervisning, også når selve projektet er slut, får pædagogerne allerede i dette skoleår timer til at planlægge undervisningen og sparre med hinanden.

Drømte mig en drøm. Og der kan være brug for sparring, ikke kun i forhold til den planlagte undervisning, men også i forhold til det praktiske med at få tingene til at fungere.
Amalie og Martin prøver endnu en gang at få mBotten forbundet med computeren, så de kan demonstrere, hvad de har lavet.
»Problemet er, at vi kører på bluetooth. Det kan være, det er det, der ikke virker,« siger Lotte Clemmensen Lund.
»Kan du se, hvad der er galt, Henrik?«
Men skolens it-didaktiske vejleder kan heller ikke få liv i den lille blå robot.
»Så kan vi ikke engang vise, den kan spille,« sukker Lotte Clemmensen Lund.
»Men det er sådan noget, de har siddet og nørklet med i mine timer. Her skulle den kun spille én tone. Hvis de så vil have den til at spille alle toner, så spiller den ’Drømte mig en drøm i nat’,« siger hun og tilføjer:
»Det er noget af det, der gør, at der er sådan lidt ’åhr’, når tingene ikke virker.«

2 programmer

Scratch Junior
første skridt til at lære at programmere. Her kan børnene programmere interaktive historier og spil. Programmet henvender sig primært til børn i alderen 5-7 år. Programmet er gratis.

Scratch
Mere avanceret blokprogrammering, målrettet alderen 8-16 år. Her kan man også arbejde med interaktive historier, tegnefilm og spil. Programmet er gratis.

2 robotter

Bee-Bot og Blue-Bot
Robotter til de 5-7-årige. Man kan programmere robotten ved tryk på knapper på robottens ryg. Blue-Bot har bluetooth og kan også styres fra pc eller tablet.

mBot
En mere avanceret robot, som skal programmeres på et særligt program
(der minder om Scratch). Kan spille melodier, køre, lyse og ifølge producenten også programmeres til at være en dansende kat.