Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 20
Forældretema; De uundværlige
I Børnehuset Spodsbjerg i Hundested kan pædagogerne slet ikke arbejde uden forældrene. De har brug for forældrenes viden om børnene for at kunne arbejde med deres udvikling og adfærd i gruppen
Af: Vibeke Bye Jensen
I Børnehuset Spodsbjerg i Hundested Kommune anses de 60 vuggestue- og børnehavebørnsforældre for at være en ressource. De er ikke til besvær, men helt nødvendige for at personalet kan arbejde med børnene i gruppen. Pædagogerne i den syv år gamle institution har aldrig anset forældresamarbejde for at være besværligt. Leder Ulla Schødt mener, at forældresamarbejde ikke er svært, men at det kan kompliceres af, at pædagogerne ikke er helt klar i deres kommunikation.
"Forældresamarbejde er ikke bare noget, vi skal, det er en nødvendighed," siger hun.
Souschef Kirsten Mortensen mener, at man som pædagog hele tiden skal huske på, at forældrene har følelser i klemme.
"Hvis kontakten mellem forældre og pædagoger nogle gange går galt, og samarbejdet bliver svært, er det måske, fordi forældre opfatter det, pædagogen siger, som hårdere eller værre, end man mener det. De kan godt komme til at høre noget andet, end det vi siger, fordi de selvfølgelig er følsomme omkring deres børn," siger hun.
Efter et praksisforskningsprojekt for nogle år siden, fik pædagogerne helt styr på, at de slet ikke kan undvære forældrenes input og deltagelse i det daglige arbejde med børnene. Forskere fra Roskilde Universitets Center lavede observartioner og interviews med både børn, forældre og pædagoger, og på basis af den forskning har pædagogerne indrettet deres forældrearbejde.
"Vi prøver at have som udgangspunkt, at vi faktisk ikke kan ret meget uden forældrene, for det er jo dem, der er eksperter i deres børn. Vi er eksperter på nogle fagområder omkring børn, men det kan ikke stå alene. Vi kan ikke lave noget ordentligt omkring børnene, hvis vi ikke samarbejder med forældrene," siger Ulla Schødt.

60 samarbejdspartnere. Pædagogerne har erkendt, at det er meget vigtigt, at de får kendskab til det, der sker derhjemme for at kunne forstå børnenes reaktioner i institutionen.
"Vi kan undre os over, hvorfor det og det barn reagerer sådan eller sådan. Når man så får snakket med forældrene eller har været hjemme til fødselsdag, kan man bedre forstå barnets reaktioner. Det er rigtig vigtigt for det arbejde, vi laver med børnene, at vi ved, hvordan det er derhjemme. Det giver en større forståelse for barnet," siger Kirsten Mortensen.
Ulla Schødt mener, at pædagogerne samarbejder på 60 forskellige måder.
"Godt nok er børnene her i mange timer, men den virkelighed og forståelse, de mest skal vokse op i, er jo derhjemme. Så det er en nødvendig ressource for os at kende den virkelighed og den forståelse for at kunne arbejde ordentligt med det enkelte barn. Det er faktisk børneperspektivet, man skal tage udgangspunkt i for at få et ordentligt forældresamarbejde," siger hun.
Kirsten Mortensen mener, at det åbner for nye muligheder, hvis man anerkender, at børnene kommer fra vidt forskellige familier, der måske også har værdier og normer, der er forskellige fra pædagogernes.
"Hvis man erkender forskellighederne, bruger man ikke så meget tid på at ændre og lave om, men ser forskelligheden som en ressource," siger hun.
Ulla Schødt mener, at pædagogernes rolle i forhold til forældrene er at være konsulenter. De skal ikke være dem, der står med de faste løsninger på alle spørgsmål, for det er ikke det, forældrene har brug for.
"Vi går da ind og siger vores mening, uden at vi er blevet spurgt, men vi prøver at være konsultative på den måde, at vi sørger for at få spurgt til det derhjemme. Det er en metode, som vi arbejder med i hele Hundested Kommune ikke kun i forhold til børnene og forældrene, men også i forhold til personalesamarbejdet. På den måde forholder vi os til problemerne på en mere spørgende facon," siger hun.
Pædagogerne arbejder med de styrker, familien har, i stedet for at fokusere på svagheder. Det handler om at gå fra mangelsyn til ressourcesyn, mener Ulla Schødt.
"Selv om det her er et ret velbjærget område, har vi også dysfunktionelle familier. I stedet for at sparke et problem til hjørne og hurtigt lave en indberetning, så prøver vi et godt stykke hen ad vejen at tage udgangspunkt i de ressourcer, familien har. Vi snakker med familien om, hvad de selv synes, hvor de er stærke, og så prøver vi at finde løsninger ud fra det. Der viser sig ofte andre veje end de mere traditionelle. Det er en spændende måde at arbejde på for det første, for det andet er det en nærværende måde at være på overfor forældrene og hinanden," siger hun.

Fra forælder til forælder. Før projektet havde pædagogerne en drøm om, at forældresamarbejdet skulle være helt anderledes, end det mange af dem havde oplevet før. Det skulle ikke kun være begrænset til to forældremøder om året og lidt fester ind imellem. Men da forældrene fik noget at skulle have sagt i forbindelse med forskningsprojektet, fandt pædagogerne ud af, at forældrene i princippet var ligeglade med dem. Forældrene ville have, at pædagogerne skulle skabe en platform, hvor forældrene kunne være sammen.
"Vi går rundt og tror, at forældresamarbejde skal dreje sig om os. Men forældrene synes, at det skal dreje sig om dem. Den traditionelle opfattelse af forældresamarbejde er, at det er os, der fortæller, hvordan det går i institutionen. Sådan ser forældre det ikke, og det har vi lyttet efter," siger Ulla Schødt.
Derfor har forældrene nu flere gange afholdt forældregruppemøder, hvor det nok er pædagogerne, der indkalder til mødet og giver et bud på, hvad indholdet skal være. Men det er forældrene selv, der snakker og fremlægger de problemer, de har. Ulla Schødt fortæller, at pædagogerne er til stede, men at forældrene selv styrer mødet. Pædagogerne kommer ikke med oplæg eller forslag til løsninger, meningen er, at forældrene skal bruge hinanden. Indtil videre har man haft gruppemøder med udgangspunkt i en drengeproblematik, problemer i en pigegruppe og om børn og skoleparathed.
"Og så præsenterer forældrene deres eget barn, og hvordan de ser på barnet i forhold til den problematik, vi nu har oppe. Da de diskuterede skoleparathed, var de inde på emner som: Er der biologisk forskel på drenge og piger i forhold til skolemodenhed, hvad er erfaringer fra store søskende, hvordan bliver man sikker på, at ens lille pus nu er skoleparat, og hvad er det, 5-6 årige børn er optaget af. Det kunne vi godt tale med forældre om i 20 minutter, men det har jo ingen effekt i forhold til, at de hører det fra andre, der er i samme båd," siger hun.
Det er et meget bedre udgangspunkt for forandringer, at forældrene selv har præsenteret "deres lille Hassan" som ballademageren eller den, der kommer til at slå eller bide, for så bliver det pludselig legalt at snakke om blandt forældrene.
"Vi har været meget overraskede over, hvor præcist forældre kan beskrive deres eget barn, og at de fremlægger så meget, som de gør. De siger det hele, også det, der er svært eller mindre flatterende. Det er bestemt en form, vi vil blive ved at bruge, fordi den både tilgodeser, at forældrene gerne vil bruge hinanden, vi får noget at vide af dem, og de får også noget fra os. Når forældrene tager deres del af ansvaret for problemerne, så er de meget nemmere at løse," siger Ulla Schødt.
På et tidspunkt var noget af det, der kom ud af et gruppeforældremøde, at børnene ved hjælp af smileys selv skulle være med til at vurdere, hvordan stemningen i gruppen var på et skema, der hang på stuen. De skulle gøre det hver dag, og forældrene skulle så også spørge til det hver dag og snakke om det derhjemme.
"Det bliver meget konkret, og noget børnene også kan forholde sig til. Det er meget tydeligt at mærke på børnene, når pædagoger og forældre taler sammen. Når vi har en fælles holdning til tingene, så er det nemmere at lave løsninger og ændringer," siger Kirsten Mortensen.