Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 27
Medicinbarnet; Biologien banker sociologien
Menneskelig adfærd forklares i stigende grad med biologi. Udviklingen gør raske børn syge og medicinalindustrien spiller en stor rolle, mener forsker.
Af: Gitte Rebsdorf og Trine Vinther Larsen
Hvis Emil fra Lønneberg havde levet i dag, ville han sandsynligvis have fået en af de mange nye diagnoser, som dukker op i disse år. Men da Astrid Lindgrens bog blev udgivet i 1963, var tidsånden en anden, og børn som Emil blev blot betegnet som uartige.
I dag får "uartige" og anderledes børn diagnoser som DAMP, ADHD, Tourette og spiseforstyrrelse. Samtidig er der sket en markant stigning i brugen af medicin til børn og unge med disse diagnoser. Det er udtryk for, at vi i stigende grad forklarer adfærd ud fra biologi og ikke som noget, der skyldes det omgivende samfund.
Det påpeger historier ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl, der netop har afsluttet en ph.d.-afhandling om det biologiske menneskesyn.
"Alle, der har børn, ved, at biologien spiller en rolle, men skaber biologien eller samfundet problemerne? Besværlige børn har altid været der, men det er ikke længere acceptabelt at have sådan et barn. Samfundet flytter sig, og der opstår nye krav, som nogle børn har svært ved at honorere. De passer ikke længere ind, og tolerancen er blevet mindre. Derfor er diagnoserne opstået. Og diagnoserne har sygeliggjort børn," siger han.
Men diagnoserne er efterspurgte mange steder. Hvorfor?
"For mange er det en lettelse at få en diagnose. Det gør os trygge, og samtidig kan vi læne os op ad eksperter og slippe for at forholde os til noget meget kompliceret," siger Poul Duedahl.
I sin forskning har han analyseret, hvordan tidsånden har ændret sig. I 1930'erne var længden på fingrene eller kranieformer interessante, fordi man havde en teori om, at det kunne forklare, hvorfor nogle blev kriminelle. For 20-25 år siden blev samme teori hånet og grinet af. Men nu er de biologiske forklaringer ved at vinde indpas igen.
"Det er blevet legitimt at forklare, hvorfor vi er, som vi er, ud fra biologi. Det er ikke længere tabu at forklare menneskelig adfærd som aggressivitet eller generthed ud fra vores gener. Udviklingen med at forklare mere og mere ud fra biologi er sket i takt med, at der har været store landvindinger indenfor genetik- og hjerneforskning," forklarer Poul Duedahl.
Hans forskning viser, at de biologiske forklaringer var i højsædet indtil for 60 år siden, da 2. verdenskrig satte en streg i sandet. Udryddelsen af jøder, homoseksuelle, åndssvage og sindssyge står som et skræk-
eksempel for eftertiden.
"Siden har man taget kraftig afstand fra tanken om overmennesker og undermennesker og sat spørgsmålstegn ved, om det er sådan et samfund, vi vil have. Unesco, som er FN's særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur, spillede en central rolle. Gennem kampagner i medlemslandenes uddannelsessystemer fremhævede man, at alle mennesker - uanset forskelle - er ligeværdige. I 1960'erne og 1970'erne endte man med at forklare alt ud fra miljø og opdragelse."

Piller hævner sig. Hvad er risikoen ved at være for biologisk fokuseret?
"Risikoen er, at vores indstilling til os selv og andre bliver meget fatalistisk. Holdningen bliver, at vores problemer kan vi alligevel ikke stille noget op med, for de er udtryk for noget arveligt. I yderste konsekvens kan det være lige meget, hvordan vi behandler hinanden eller indretter samfundet. Sådan et samfund ender let galt, for det er ikke muligt at forklare alt ud fra vores gener. Samfundet spiller stadigvæk en afgørende rolle for, hvordan vi bliver som mennesker."
Ser du eksempler på, at adfærdsmæssige forstyrrelser bliver kategoriseret som biologisk sygdom?
"Hvis man slår ordet personlighedsforstyrrelse op på Psykiatrifondens hjemmeside, dukker der flere underkategorier op. Læser man om symptomerne, kan man se, at vi næsten alle sammen kan få en diagnose. Der er symptomer som overfølsomhed overfor nederlag. Eller nedsat evne til at udtrykke følelser. Eller manglende evne til at føle ansvar. Anoreksi er et andet eksempel. Det kan have en bagvedliggende biologisk forklaring, men det er indlysende, at det samfundsmæssige udgør en udløsende faktor. Hvis idealet nu var, at man skulle være mere fedladen, ville der nok ikke være så mange anorektikere. De mange diagnoser er udtryk for biologiens genkomst. Der er ikke mange, der sætter spørgsmålstegn ved dem, og der er meget på spil. Også økonomisk. Medicinalindustrien spiller en stor rolle, og mange mennesker synes, at det er nemt blot at tage en pille," siger Poul Duedahl.



Vi fik bare en bakke med piller

Mor til ADHD-barn på 11 år er glad for medicinen, men hun forstår ikke, hvorfor hendes søn ikke får anden behandling.

Lises næstyngste søn på 11 år, Karl Erik, ser ud som en helt almindelig dansk dreng. Men for fire år siden fik han diagnosen ADHD, og det var en stor lettelse.
"Det gjorde det meget lettere at få hjælp i skolen. Med diagnosen i hånden åbnede der sig langt flere muligheder," fortæller Lise.
Hun bor i en villa udenfor København sammen med sine fire børn i alderen syv til 16 år. Af hensyn til børnene ønsker hun at være anonym.
Hun lægger ikke skjul på, at tiden forud for diagnosen har været belastende, men selv om familien på et tidspunkt helt var ved at gå i opløsning, var der ingen hjælp at hente hos myndighederne.
"Da jeg første gang henvendte mig til kommunen, blev jeg sendt hjem igen med besked om, at jeg ingen hjælp kunne få. I børnehaven og skolen var der heller ingen forståelse for de problemer, jeg stod med. De blev ved med at slå det hen og mente, at problemerne med Karl Erik skyldtes, at han havde fået en lillebror. Der er ikke så stor viden om ADHD. Derfor måtte jeg selv være tovholder og ekspert på min barns vegne. Det er i sig selv næsten et halvdagsjob."
"Men nu, hvor Karl Erik har fået en diagnose, har jeg fået en forklaring på, hvorfor min søn er, som han er. Nu behøver jeg ikke længere tvivle på, om jeg gør det godt nok, og om min opdragelse er god nok," siger Lise, mens hun lettet kører fingrene igennem det kortklippede hår.
Lise har kun positive ord at sige om medicinen Ritalin, som hendes søn får. Men til gengæld mener hun, at den hjælp, som hun har fået fra Hillerød Sygehus, er kritisabel. Hun undrer sig over, at eksperterne meget hurtigt stillede diagnosen uden at ordinere anden hjælp end medicin.
"Jeg var meget forventningsfuld, da vi skulle derop. De så på de papirer, vi havde med fra skolepsykologen. Derefter så de på Karl Erik i 20 minutter. De var ikke i tvivl. Han havde ADHD. Men derefter blev vi sendt hjem igen og fik at vide, at vi skulle komme igen om et halvt år. Det eneste, vi fik med, var en pakke med piller. Det virker mærkeligt, når man taler om at medicinen ikke må stå alene. Jeg havde ellers regnet med, at når vi kom op til eksperterne, så ville vi få hjælp. Men selv om medicinen virker, så er mange af problemerne de samme. Jeg mangler stadig redskaber, så jeg kan håndtere situationen herhjemme, sådan at hele familien kommer til at fungere," siger Lise, som efterlyser familieterapi.

Nu er han sig selv igen

Medicin var eneste udvej, da ADHD-dreng startede i skolen, fortæller hans mor, der har været plaget af skyld og tvivl.

Karin er mor til en syvårig søn med diagnosen ADHD. I dag får sønnen Ritalin, men Karin og hendes mand havde store betænkeligheder, før de for et halvt år siden begyndte at give deres søn medicin.
"Jeg brød mig ikke om at give mit barn kemikalier. Derfor afslog vi i første omgang. Men da Jens startede i skole sidste år, blev problemerne værre. Kravene til ham blev øget, og samtidig blev antallet af støttetimer skåret ned til fem timer om ugen. I børnehaven havde vi ellers fået 18,5 timer. Så efter at have forhørt os om fordele og ulemper, besluttede vi os for at prøve at give ham medicin. Vi fortalte ham, at han led af noget, som hed ADHD, og at der var medicin, som måske kunne hjælpe ham. Han blev glad, da han hørte, at der var noget, som kunne hjælpe. Da han fik den første pille, skete der ikke noget det første kvarter. Men så satte han sig ned og tænkte. Det var en meget tydelig forskel. Medicinen virkede. I det første stykke tid var han dog lidt trist, men nu synes jeg, at han bare er sig selv," fortæller Karin, der ønsker at være anonym af hensyn til sit barn.
Hun beskriver sin syvårige søn som en køn og dejlig dreng. Men da han var fem år, fik han diagnosen ADHD. Problemerne viste sig dog langt tidligere.
"Når vi var i storcentre skreg han. Han var meget sensibel overfor lyde. Han har ikke det samme filter som os andre. Normalt skriger børn ikke, fordi de skal have en klud i hovedet og have børstet tænder. Men det gjorde Jens hver morgen, inden han skulle i børnehave, indtil jeg fandt nogle billeder eller symboler for alt det, vi skulle gøre om morgenen. Dem satte jeg op på en tavle og fortalte ham om forløbet for vores morgener. Det hjalp fra dag ét. Så var hans verden sat i system. Men der er ikke nogen, der kommer og fortæller, hvad det er for et problem, man har med at gøre eller, hvordan man skal tackle det. Det må man selv finde ud af. Jeg er uddannet pædagog, så jeg fandt et system, der gør hans dagligdag lettere."
Karin har kæmpet med skyldfølelse og tvivl, fordi hendes dreng ikke var som alle andre.
"Når ens barn ikke fungerer, kan man ikke lade være med at spørge, om det er en selv, der er noget galt med. Derfor er det også svært, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved diagnosen. Det er meget svært med diagnoser, og det er et sygt samfund, når der ikke er plads til mennesker, der er anderledes. Men i dag kan man ikke klare sig, hvis ikke man kan følge med i skolen og finde ud af de sociale spilleregler. Derfor er det nødvendigt med en diagnose," siger Karin.