Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 18
BUPL mener: Det kunne være så godt..
Det kunne ellers være så godt. God sund mad, måltidet som et fælles samlingspunkt, kostpolitik, sundhed og
pædagogik i en højere enhed.
Af: Henning Pedersen
Forventningsfulde børn bænker sig om bordet. Duften af mad hænger i luften og trænger ind i hver en krog af børnehaven. De børn, der har været med til at forberede frokosten, fordeler med stolte miner tallerkenerne rundt på bordet, inden maden bliver sat på bordet.
Et af dagens højdepunkter er i gang. Børn og pædagoger glæder sig over de friske grøntsager og den gode økologiske mad, som køkkenpersonalet har fremtryllet.
Ønsketænkning? Et utopisk billede? Nej, sådan ser det ud i svenske børnehaver og i nogle danske, og sådan kunne det se ud i alle danske børnehaver, hvis ikke et flertal i Folketinget med regeringen i spidsen havde jokket gevaldigt i spinaten. Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt med indførelsen af en obligatorisk madordning i daginstitutioner. Ordningen er dermed blevet et eklatant eksempel på populistisk signalpolitik, hvor man lover serviceforbedringer uden at ville betale den fulde regning, og hvor man efterlader kommunerne med en umulig opgave og en stribe frustrerede forældre.

Spørgsmålene står i kø, og uforudsete problemstillinger tårner sig op: Madordningen er underfinansieret og rækker kun til en skrabet madpakke, ekstraudgifter til el, lys, varme og renovation tages fra aktivitetsudgifterne, hygiejnekurser tager penge fra pædagogernes efteruddannelse, det praktiske arbejde tager tid fra pædagogerne, forældrene skal betale regningen - også forældre, der i forvejen har en madordning i deres barns institution - og institutioner med mange fripladsbørn får særlige problemer.
Kommunernes Landsforening forsøger i skrivende stund at komme igennem med et krav over for regeringen om fuld finansiering. Desværre tyder alt på, at kommunerne maksimalt får en udskudt tidsfrist og lidt ekstra penge til at bygge køkkener for.
Om det løser ovenstående problemer er tvivlsomt, fordi der formentlig stadig vil være for få penge til at producere maden for, og fordi det stadig vil være uklart, hvor meget madordningerne må belaste institutionernes budgetter og pædagogernes tid.
Madordninger er grundlæggende en rigtig fin idé, fordi institutionen er en helt oplagt ramme om at lære børn om sund mad og god måltidskultur. Men det er kun rimeligt, at den, der bestiller maden, også betaler for den. Alt andet vil betyde flade madpakker, og så tror jeg, at mange forældre vil foretrække at smøre madpakken selv.
Det kunne ellers være så godt. God sund mad, måltidet som et fælles samlingspunkt, kostpolitik, sundhed og pædagogik i en højere enhed. Det behøver ikke kun være et drømmebillede. Når dette læses ved vi, om der er politisk vilje til det.