Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 17 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Færre penge at leve for. Min søn rammes hårdest
Vinnie Maria Hessellund er mor, gravid og har social angst. Hun er netop blevet ramt af kontanthjæpsloftet og frygter, at den begrænsede økonomi vil få fatale konsekvenser for hendes børn. Mød en af de nyfattige familier, som pædagoger vil møde flere af fremover.
Af: Signe Skelbæk
For halvandet år siden røg Vinnie Maria Hessellund på kontanthjælp. Hun havde netop færdiggjort sit grundforløb som bager, da hun gik ned med angst og måtte opgive ambitionen om at fortsætte.
I dag er hun gravid og bor alene med sin 3-årige søn, Lucas*. Børn&Unge møder hende i familiens nye lejlighed, som hun netop har måtte flytte til for at have råd til huslejen. Vinnie er ikke vant til at tale med journalister, og den sociale angst betyder, at hun har det svært med at møde nye mennesker. Men i dag sidder hun roligt i sofaen, imens hun fortæller om de konsekvenser, som kontanthjælpsreformen får for hende, Lucas og den kommende lillesøsters liv.
»Det tager enormt meget på én, at man bliver ramt så hårdt økonomisk. En ting er, at jeg er syg, og at jeg dagligt prøver at hive mig selv op, men nu skal vi også til at kæmpe helt vildt med at få økonomien til at hænge sammen. Det er ikke fair,« siger hun.
Pr. 1. oktober kan Vinnie se frem til at miste 2.894 kroner om ­måneden. Derfor flyttede hun og Lucas i september fra deres store hus til en lille lejlighed i Vejle. Flytningen betyder, at Vinnie kan spare mere end 1.000 kroner i husleje om måneden, men det har haft personlige konsekvenser for den lille familie
»Vi var nødt til at gå af med vores kat, Pjuske. Han må ikke være i lejligheden, og vi var jo nødt til at flytte. Det har nok været noget af det sværeste. Da jeg sagde til Lucas, at vi skulle af med katten, blev han tydeligt mærket,« fortæller Vinnie, der heldigvis endte med at finde et hjem i nærheden til katten, så den ikke skulle aflives.
Socialt afskåret. Vinnie har med vilje forsøgt at holde familiens pressede økonomi skjult for Lucas, men hun er bekymret for, at det kan blive svært i længden.
»Han er jo så lille, og han forstår heldigvis ikke så meget. Jeg vil ikke have, at han skal tage stilling til de her bekymringer. Han skal bare have lov til at være barn,« siger hun.
I dag går Lucas ikke til nogen fritidsaktiviteter, og Vinnie forsøger at have så mange aktiviteter med ham i dagligdagen, så hun kan udskyde den dag, han kommer og ønsker at gå til noget fast.
»Det vil han heller ikke kunne komme til, så længe det ser sådan her ud med økonomien. Det er heldigvis ikke et problem endnu, men når han skal til at gå i skole, så bliver det svært at holde ham fra fritidsaktiviteterne,« siger Vinnie, der har måttet sige nej til Lucas, der gerne vil gå til fodbold.
»Det er noget af det, jeg synes er værst, nemlig at han vil blive afskåret fra mange sociale ting. Et eller andet sted er jeg glad for, at han ikke er ældre, end han er,« siger hun.

Sidder fast. Vinnie er også uddannet social- og sundhedshjælper, men på grund af angsten, sidder hun efter eget udsagn i dag fast i ’kommunens klør’, hvor hun gentagne gange sendes på kurser, der skal hjælpe hende med at håndtere sygdommen, så hun en dag kan overskue at komme ud på arbejdsmarkedet.
»Det virker, som om kommunen helst bare vil have en ud af deres system. Det første kursus jeg gik til, gav mig lidt, men nu har jeg været på en del kurser, og indtil videre er jeg ikke blevet mere klar til at finde et arbejde. Nu er det bare det samme igen og igen,« siger hun.
De endeløse rækker af kurser, som Vinnie tvinges til at deltage i, betyder, at hun i dag ser frem til at kunne gå på barsel, fordi hun glæder sig til den ro, det forhåbentlig vil give hende fra kommunens konstante pres.
Men Vinnies graviditet har indtil videre været fuld af både bekymringer og nervøsitet, faktisk i så høj en grad, at hun på det tidspunkt, hvor vi snakker med hende, endnu ikke har fortalt kommunen, at hun er gravid.
»Når man allerede nu bliver ramt så hårdt økonomisk, så kan jeg godt være meget nervøs for, at min graviditet betyder, at jeg bliver ramt endnu mere. Jeg ved, at jeg snart skal sige det til kommunen, men lige nu har det været svært at overskue,« siger Vinnie.

Fremtiden truer. Det store økonomiske overblik er også noget, som Vinnie konstant må kæmpe med. Bekymringerne over økonomien hænger som en sort sky over familiens dagligdag. Vinnie tør næsten ikke færdiggøre det budget, hun så småt er begyndt at lægge for familiens udgifter.
»Jeg er i gang med at finde ud af, hvor vi kan få det billigste internet, det billigste mobilabonnement og så videre. Jeg prøver at gå alle vores udgifter igennem for at se, hvor vi kan spare, og jeg er ærlig talt meget spændt på, hvordan det skal komme til at gå, når det bliver 1. oktober,« siger hun.
Vinnie har allerede vænnet sig til, at Lucas ikke kan få det legetøj, han ønsker sig, men hun gruer for julen, der står lige om hjørnet.
Normalt har familien altid givet store julegaver til børnene, men sådan bliver det ikke i år, hvor hver 25-øre skal vendes, som Vinnie selv beskriver det.

Bekymringerne fylder. I sommers var den lille familie på kør selv-ferie i Norge med Vinnies mor – en billig ferie ifølge Vinnie, der håber, at hun kan gentage succesen med begge børn næste sommer.
»Lucas synes jo, det var en kæmpe oplevelse, især at sejle med den store Oslofærge. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal kunne gøre det igen til sommer, men jeg håber, at det på en eller anden måde går op,« siger hun og gentager den bekymring, som hele tiden ligger og lurer, hver gang hun fortæller om de fremtidsplaner, som hun og sønnen lægger.
»Jeg gad også virkelig godt have et sæsonkort til Legoland, sådan som vi havde i år. Men jeg tænker hele tiden, at de penge kan vi bruge på noget andet, for eksempel til nogle af vores faste udgifter. Lige nu har jeg også svært ved at se, hvordan vi skal kunne lægge noget til side til sommerferier og årskort, for der er ikke noget at lægge til side af,« siger Vinnie.
Men i første omgang skal familien falde på plads i den nye lejlighed, hvor de fra februar skal gøre plads til en lillesøster i familien.
Vinnie glæder sig til at få en pause fra ­møder med kommunen, og på den måde får hun lidt ro til at lade angsten og bekymringerne træde i baggrunden, så hun i stedet kan fokusere på familieforøgelsen.
»Jeg glæder mig til at kunne trække vejret igen og bare få lov til at lande ovenpå alt det her. Jeg ved, at lige om lidt kommer der en periode, hvor jeg forhåbentlig får fred og ro. Det virker som et lys for enden af tunnelen. Så må jeg jo håbe, at politikerne er blevet klogere, inden jeg stopper på barsel,« siger hun. 

*Navnet er opdigtet af hensyn til drengen

Kontanthjælpsloftet

Den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft 1. oktober 2016.

33.000 danskere forventes ramt af reformen.

21.000 af dem er enlige forældre til et eller flere børn.

11.000 børn ryger under fattigdomsgrænsen som
følge af reformen.