Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 14
TEMA: ØKOLOGI. De tænker på sundheden. Pædagoger powershopper økologi
Pædagoger putter flere økomælk og ø-mærkede rodfrugter i indkøbskurven end landsgennemsnittet. Det skyldes længere uddannelse, køn og måske et større omsorgsgen, vurderer ekspert.
Af: Tanja Lærke Larsen
Det er ikke kun i vuggestuer, børnehaver og skolekøkkener, der er økologi på menuen. Også i privatlivet lægger pædagoger flere økologiske produkter i indkøbskurven end den gennemsnitslige dansker.
Det viser en undersøgelse gennemført af Index Danmark/Gallup, hvor 9.139 personer har vurderet deres indkøbsvaner.
At pædagoger er vilde med økologi er ifølge markedskonsulent i Økologisk Landsforening Helle Bossen en ’rigtig positiv nyhed’. Hun mener, det højere forbrug af økologi blandt pædagoger især kan forklares med uddannelsesniveau.
»Den allerstørste faktor i forhold til ens forbrug af økologiske fødevarer er uddannelse. Jo længere uddannelse, jo mere økologisk køber man, og pædagoguddannelsen er jo en mellemlang videregående uddannelse,« forklarer Helle Bossen.
Sammenhængen mellem uddannelsesniveau og fødevareindkøb skyldes, at folk med en længere uddannelse har en større bevidsthed om effekten af deres fødevareindkøb, både i forhold til kroppen – du er hvad du spiser – men også i forhold til miljø og andre ting.

Et kvindevalg. En anden forklaring på pædagogernes økologiske indkøbsvaner er den høje andel af kvinder i pædagogfaget.
»Kvinder vælger oftere økologi end mænd. Især når kvinden bliver gravid eller får sit første barn, ser vi, at hun begynder at købe flere økologiske produkter,« siger Helle Bossen.
Hun vurderer, at det kvindelige – og måske pædagogiske – omsorgsgen kan være en mulig forklaring på pædagogernes økologiske indkøbsvaner. Der knytter sig mange ­følelser til økologi, så hvis man har et udtalt omsorgsgen, kan det medvirke til et højere forbrug af økologiske fødevarer.
Endelig har den relativt høje økologi­procent i daginstitutionerne måske en afsmittende effekt på privatlivet.
»Vi ser, at mange daginstitutioner har en højere økologiprocent, og det vil sige, at pædagogerne møder økologien på deres arbejdsplads. Det kan have en afsmittende effekt på deres personlige indkøb, for når du får serveret økologisk mad i daginstitutionen, får du måske øjnene op for den gode smag og andre fordele ved økologien,« siger Helle Bossen.

Drevet af det hele. De økologiske produkter, som pædagogerne køber, skiller sig ikke ud i forhold til, hvad resten af den danske befolkning køber.
Økologisk mælk, æg og grøntsager ligger højest på listen over fødevarer, som både danskerne og pædagogerne hyppigst putter i indkøbskurven. Produkter som økologisk kød og ost, der er forholdsvis dyre og kun findes i et begrænset udbud, og økologisk brød, som også kun findes i et begrænset udbud, havner mindst hyppigt i indkøbskurven.
Ifølge Helle Bossen tegner indkøbs­vanerne ikke et særligt mønster for, hvorfor pædagogerne vælger at købe økologisk.
»De er ikke drevet af noget bestemt. Mælken og æggene viser, at de er motiverede at dyrevelfærd. Men det helt afgørende motiv for at købe økologiske grøntsager er at undgå rester af sprøjtegifte – typisk fordi man tænker på sundhed i forhold til egen krop, men de fleste har også en miljø­dimension med,« vurderer Helle Bossen.

Pædagogers indkøb af økologiske varer
Økologiske varer Så mange pædagoger Så mange danskere
køber ugentligt produktet køber ugentligt produktet
Mælk 50 % 38 %
Grøntsager 47 % 38 %
Æg 42 % 33 %
Pasta/Ris 27 % 17 %
Brød 22 % 20 %
Ost 22 % 16 %
Kød 19 % 18 %

Om undersøgelsen
Index Danmark/Gallup står bag undersøgelsen, som er udført blandt 9.139 svarpersoner i 2013. Undersøgelsen er udtryk for svarpersonernes egen fortolkning af, hvor meget økologi de køber.