Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
Mindfulness. Hjælper stressede unge
Mange unge bliver stressede, fordi samfundet stiller store krav til dem. Lone Ross Nylandsted har skrevet en bog om, hvordan mindfulness kan hjælpe stressede unge.
Af: Maja Hansen
I dag er samfundets krav til unge enorme. De skal have gode karakterer, et godt cv, den perfekte krop og mange likes på Facebook. Det kan stresse. Derfor har Lone Ross Nylandsted skrevet en bog, der skal hjælpe de unge via mindfulness.

Hvad kan unge bruge mindfulness til?
»De unge er fokuserede på hele tiden at præstere og nå nye mål. Det presser vi dem til fra en tidlig alder, for daginstitutioner har også læringsmål. Det stresser hjernen, for så bliver det, man gør, aldrig godt nok. Man er ikke til stede i nuet. Der kan mindfulness hjælpe, fordi man bliver opmærksom på nuet uden at dømme det. Mindfulness handler ikke om at slå sig til tåls med, hvordan tingene er, men om at træffe kloge valg på baggrund af at være til stede i stedet for at træffe ureflekterede valg, fordi man hastigt er på vej videre.«

Hvorfor bliver de unge så stresset?
»Vi har en samfundsdiskurs, hvor vi fokuserer på udfordringer. Det kan være klimaforandringer, krig og flygtninge, men også at vi mister job til kineserne eller teknologien. De unge bliver bekymrede for, om de kan få et arbejde og klare sig i konkurrencen. Selvom de er dygtige, føler de, at de skal blive dygtigere. De lærer med en følelse af underskud i stedet for at lære på en positiv måde, hvor de følger deres naturlige nysgerrighed.«

Hvordan kan pædagogerne hjælpe?
»Små børn er naturligt til stede her og nu. Pædagogerne kan lægge vægt på børnenes evne til at dvæle ved noget, som for eksempel at regndråberne samler sig i en lille pyt, og tillægge det værdi. Mange pædagoger arbejder helt intuitivt på den måde, men det kan være svært, fordi de bliver pressede ovenfra med læringsplaner. Efterhånden som børnene bliver ældre, vil de fokusere på, hvem der tegner bedst og så videre. Der kan pædagogen skabe rammer, hvor det er okay bare at være til stede, uden at det skal føre til et resultat, der skal bedømmes.«

Er det ikke bedre, at unge undgår at blive stresset?
»Jo, helt sikkert. Det er derfor, jeg håber, at man vil tage mindfulness ind i børneinstitutioner og skoler. Hele problemet er, at man har individualiseret de unges udfordringer, så det er op til den enkelte at præstere og være en succes. Derfor er det også forkert at komme med en bog, hvor de unge selv skal lave øvelser. I stedet skal samfundet fokusere mere på, at der skal være plads til os alle sammen. Men den her bog er en slags nødhjælp, indtil det sker.«

Om bogen
’Generation Præstation’af Lone Ross Nylandsted.
Bogen giver unge værktøjer til at forebygge eller afhjælpe stress og depression med mindfulness.
Dansk Psykologisk Forlag, 140 sider, Vejl. pris. 249 kr.

Om forfatteren
Lone Ross Nylandsted er uddannet læge og har en ph.d. i psykosocial intervention. Hun er instruktør i mindfulness meditation og har grundlagt Center for mindfulness til børn. Hun arrangerer fyraftenmøder og oplæg om stress og mindfulness for fagfolk og tager ud i institutioner og har mind­fulness-øvelser med børnene.

Læs mere på loneross.dk