Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 19
Pædagoger mangler magtsprog
Pædagoger har ikke noget indbyrdes sprog for kompetence, magt, fag og faglighed.
Det gør faget svagt og pædagoger ekstremt sårbare over for kritik, mener to forskere bag en ny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet.
Af: Tonni Vinkel Sørensen
En nyuddannet pædagog bliver sat på en børnehavestue med tre pædagogmedhjælpere. Pædagogen er ikke tilfreds. Hun savner en anden pædagog at snakke fag med. Siger hun.
Men da hun efter et år endelig får chancen via en nyansat pædagog, siger hun: "Nej, vi snakker ikke fag. Det behøver vi ikke, for vi forstår hinanden så godt".
Eksemplet er hentet fra undersøgelsen "Professionslæring i praksis", som lektor Martin Bayer og projektforsker Ulf Brinkkjær fra Danmarks Pædagogiske Universitet forventer at afslutte i løbet af sommerferien.
Undersøgelsen beskæftiger sig med pædagogers og læreres erhvervsdebut. Omkring 300 pædagoger har udfyldt spørgeskemaer om deres værdier, holdning til uddannelse og job.
Ifølge undersøgelsen er det ikke forholdet til forældre, børn, kommune eller arbejdsmiljø, der i sidste ende afgør tilfredsheden med arbejdspladsen. Nej, efter et år på jobbet, er forholdet til kollegerne afgørende, siger hver fjerde pædagog.
»Men det er overraskende at se, hvor lille en rolle fagligheden og den faglige selvforståelse spiller i relationen mellem pædagoger,« siger Martin Bayer.
»Pædagoger har ikke noget imod at bruge deres magt, faglighed og kompetence-forståelse over for brugerne, men som eksemplet viser, er det lukket land pædagoger imellem,« siger Ulf Brinkkjær.

Familie-hierakiet. Ifølge undersøgelsen kommenterer pædagoger sjældent hinandens arbejde. De diskuterer ikke fag, det indbyrdes hierarki, ansvar, status eller magtrelationer.
Møderne i børnehaven handler om praktiske hverdagsproblemer: Hvem skal være ude i dag? Hvem åbner? Hvem skal på tur? Og hvem sørger for at kontakte Peters forældre?
Samtalen kunne i princippet foregå i ethvert privat, dansk hjem.
Netop det er pointen, understreger Martin Bayer. Pædagoger mødes over hverdagsproblemer, der løses hen ad vejen og ligner noget, man kender hjemmefra. Pædagogkulturen er en forlængelse af familien. Her er den afgørende værdi: At passe ind.
»Den gode pædagog er ikke nødvendigvis fagligt veludrustet, men udstyret med menneskelige kvaliteter. Det handler ikke om at kunne noget,
men om at være noget,« siger Martin Bayer.
Det har nye pædagoger svært ved at vænne sig til.
Også selv om de udmærket på forhånd kender jobbet fra praktikforløb eller arbejde på institutioner før uddannelsen.
»Nye pædagoger skal i virkeligheden finde deres plads i et familiehierarki, der både er usynligt, ikke kan italesættes og idealiserer menneskelige kvaliteter frem for faglighed. Det er en hård nød at knække,« siger Martin Bayer.
Nyuddannede pædagoger tror nemlig, det er anderledes, når de møder op med et certificeret fagstempel og det sidste nye inden for faget.
»De er uforberedte på at skulle kæmpe deres kompetencer igennem til et niveau, hvor det får status af kompetencer. De regner med, at det giver sig selv,« siger Ulf Brinkkjær.
Faglig dygtighed eller eksamenspapirer tæller ikke rigtig blandt pædagoger. Kulturen dyrker i stedet den indbyrdes loyalitet og evnen til at kunne løse praktiske problemer.
»Selv om en nyuddannet kommer ind som leder, vil han skulle legitimere sin position ved at være loyal og kunne indgå i den hverdagspraktiske familie,« siger Martin Bayer.

Svag profession. Billedet af daginstitutionen som en familie er faktisk reelt nok, mener Martin Bayer. For mange af de evner, pædagoger bruger på arbejdet, anvendes også hjemme.
»Men kæden hopper af, når pædagoger fortæller, at de på jobbet "arbejder med deres person". Det er tegn på en svag profession, der ikke har øje for det klart faglige indhold i arbejdet,« siger Martin Bayer.
Fungerer faget og kompetencen ikke som kriterium og filter, er man meget sårbar over for kritik.
»Fordi kritikken lynhurtigt bliver personlig. På nogle arbejdspladser lægger man ikke fingrene imellem i kritikken af produktet og arbejdsmetoderne. Men ikke i daginstitutioner. For det kræver en professionel afstand og et sprog, som pædagoger ikke har,« siger Martin Bayer.
Han kalder det en banal konklusion, at pædagogers familie-kultur er dræbende for den faglige udvikling af den enkelte pædagog og faget.
Det er måske mere tankevækkende, at den manglende manøvremulighed på de indre linier kan være en medvirkende årsag til pædagogernes nomade-kultur. Omkring 40 procent af pædagogerne skifter job inden for en fem-årig periode.
»Arbejdskraftmanglen gør klart sit til flytteriet. Men noget tyder på, at pædagogerne vælger at forlade "familien", når de søger udvikling. I stedet for at blive og kæmpe de nødvendige statuskampe, der eksempelvis er mellem leder og personale og mellem uddannet og ikke-uddannet personale,« siger Ulf Brinkkjær.
For det hierarki, de færreste pædagoger vil snakke om, er i virkeligheden meget fastlåst, fremhæver han.
»Nye pædagoger bliver hurtigt placeret på en hylde, og da der ikke er et legitimt rum eller sprog for udvikling af den hylde, vælger mange at starte på en frisk.«
Til gengæld giver de mange jobskift store muligheder for de tilbageværende pædagoger. Undersøgelsen viser, at omkring tre år på en institutionen er nok til at rykke op i kategorien "gammel i gårde".
Den anciennitet kan bruges til at forbedre sin position i institutionen.

Den mentale mur. Den manglende samtale pædagoger imellem skyldes paradoksalt nok deres tætte arbejdsrelation, mener forskerne.
Mens eksempelvis lærere kan arbejde nogenlunde uforstyrret i klasserne, arbejder pædagoger meget tæt sammen. Til forskel fra lærere har pædagoger derfor ikke et frirum, hvor de alene kan udfolde og erfare deres fag.
Alt bliver set. Og alle beslutninger har umiddelbar betydning for dem, man arbejder sammen med.
»Da alle beslutninger går ud over kollegaen, kræver det deres accept. Det giver et mindre spillerum, som nye pædagoger skal vænne sig til. Til gengæld gør tætheden, at næsten alt kan lade sig gøre, hvis først alle er enige,« siger Ulf Brinkkjær.
»Tætheden udvikler en mental mur, hvor der er grænser for, hvor meget man kan tillade sig at sige til hinanden. Har men ikke en kultur, hvor kritikken er organiseret og fagligt centreret, vil kritik næsten altid komme som en bombe - og for sent,« siger Martin Bayer.

Ud over hverdagen. Forskerne efterlyser et selvstændigt fagsprog, der kan beskrive det, pædagoger i virkeligheden gør, når de arbejder. Et sprog, der går ud over hverdagssproget og ud over hjemmet eller ens egne børn som målestok for arbejdsmetoderne.
»Her er en oplagt opgave for hele uddannelsessystemet fra Danmarks Pædagogiske Universitet til de enkelte seminarer,« siger Martin Bayer.
Ifølge undersøgelsen er de fleste pædagoger begejstret for deres uddannelse. Men undersøgelsen viser også, at mange pædagoger hurtigt savner mere uddannelse. Efter to år i jobbet forventer 53 procent at være i gang med en uddannelsen inden for de næste tre til fire år.
»Man kan måske sige, at uddannelsen i virkeligheden ikke gør den store forskel. Pædagoger stiller ikke så store krav til uddannelsen. Mange kommer fra ikke-boglige miljøer. Så uddannelsen gør nok et indtryk, men den er ikke langtidsholdbar, og den har ikke den store, faglige effekt,« siger Martin Bayer.
Den effekt skal ind i uddannelsen. Især som sprogliggørelse af en faglighed, der synliggør pædagogers arbejde over for hinanden, mener Ulf Brinkkjær.
»Det enorme status-pres mod pædagoger har fået dem til at gå på barrikaderne over for forældre og arbejdsgivere. Tiden må være inde til samme faglige synlighed over for hinanden.«

Nyuddannede pædagoger om deres arbejdsplads
"Jeg har fået at vide, at jeg chokerede dem i starten ved at sige noget allerede på første personalemøde. Det havde de vist ikke været vant til."
Kvinde, 33 år

"Der er en hakkeorden her. Ryger man uden for rammerne, må man se at komme på plads igen, for sådan gør vi her, siger de."
Kvinde, 33 år

"Vi får aldrig diskuteret, hvad vi egentlig gør, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det bliver sådan noget lal. Det kan også godt være, at jeg ikke er dygtig nok til dette, men der mangler nogle flere pædagoger at udveksle erfaringer med."
Mand, 40 år

Kilde: "Professionslæring i praksis", Danmarks Pædagogiske Universitet, 2002